Anden rapport
Til de navngivne og unavngivne fans, som har bakket mig op ved siden af vejen i bedste Tour de France-stil, og som har råbt ”kom nu!”, ”ha’ mod på det! Og altid ligefrem!”, ”du kan gøre det!” en kæmpe TAK!
Jeg er blevet ved med at træne mere eller mindre hver anden dag, og ved syvende træningssession på min endnu flotte cykel uden buler kan jeg nogenlunde finde balancen, kan sætte bevægelsen i gang selv, er endnu ikke faldet, har endnu ikke slået knæet eller albuen. Jeg har fået lidt mere fart på (er gået fra snegle til skildpadde, lad os sige det sådan), men alligevel blev jeg for nylig næsten overhalet af en 5-6-årig pige, åbenlyst også ved at lære at cykle med faren ved sin side, cykelhjelm og støttehjul på den lille lyserøde cykel. Jeg var næsten ved at miste modet, men jeg mistede det ikke helt, da det jo ikke er min skyld, jeg ikke fik det lært, da jeg var i hendes alder og først er ved at lære det nu.
Opbremsningerne er stadig min akilleshæl (udover det at tænke for meget over, hvad andre tænker, når de ser mig komme vaklende på cyklen): hvis jeg bliver nervøs eller ser nogen nærme sig, persevererer i samme automatiske refleks: enten glemmer jeg hvordan man bremser og hopper af, eller jeg laver en brat opbremsning og – I har gættet det – hopper af (frit valg) til min ”lærers” fortrydelse.
Det med at lære noget som ”gammel hund” er ikke så ligetil endda. Måske vil jeg en dag få det nemmere ved at cykle og komme til at ligne en af de ”indfødte” danskere, som kan cykle med øjnene lukkede, uden hænder og fødder, hvis det skulle være. Som en fyr jeg så forleden dag, der læste avis, mens han cyklede!…