“4 real” (juli 03, 2007)
Jeg skrev for nylig om forældrenes ambitioner på børnenes vegne. Sommetider viser denne tendens sig også ved de navne, de giver deres børn: ”Katja Veronika” lyder prangende. ”Brian” lyder af mangel derpå.
Og sommetider siger det her med navne mere om forældrene end om børnene, og det kan virke som om de ikke overvejer konsekvenserne for børnene af at have et underligt navn. Sidste år for eksempel ville et par døbe deres datter ”Metallica” til ære for deres yndlingsband, hvilket de af åbenlyse grunde ikke fik lov til. Og jeg læste for nylig i avisen, at et par fra New Zealand ville kalde deres nyfødte søn ”4 real” (”fo(u)r real”, som oversat betyder ”virkelig”). Simpelthen fordi de, da de så det første ultralyd billede af mors mave, pludseligt blev klar over, at nu var deres søn virkelig. Heldigvis fik de heller ikke lov til at døbe sønnen med det navn, idet et navn indtil videre ikke kan begynde med et ciffer.
Tænk nu, hvis de i stedet havde tænkt ”det var da forfærdeligt, den ser da mikroskopisk ud”, eller ”jeg kan kun se et arm” eller ”nå, jeg får lige lyst til kylling og pommefritter”…