På peanuts
Jeg har i dag været i gang med min slankekur i et år. Jeg holdt den rimelig strengt og temmelig entusiastisk, og måske burde jeg være tilfreds med de 7 kilo, jeg har tabt hidtil. Men når jeg læser i ugebladene, om den eller den der har tabt 10 og 20, kan jeg ikke lade være med at føle mig lidt frustreret. Hvorfor kan jeg ikke komme længere ned i vægt? Ikke at jeg mener, at jeg behøver at tabe 20 kilo, men det ville ikke skade at tabe yderligere 2 eller 3 (eller 4 eller 5)…
… og langt om længe har jeg fundet hemmeligheden bag den perfekte kur: peanuts!”Peanuts?! Men peanuts feder, det ved alle jo!…”.
Ja, det var det jeg også troede, så jeg forviste dem fra min slankekur. Men for nylig læste jeg, at en gruppe spanske forskere – ja, vi ved godt, at der ikke kommer noget godt fra Spanien, men lyt til, hvad de har at sige om emnet; I kan kritisere alt det I vil bagefter ha ha ha.
Som jeg var ved at sige, så har en gruppe spanske forskere undersøgt 8.865 mennesker med hensyn til deres vægt og indtag af peanuts. Og de konkluderede, at dem der spiste peanuts mindst 2 gange om ugen var mindre tilbøjelige til at tage på end dem, der sjældent spiste dem. Det skyldes muligvis peanuts indhold af umættet fedt og proteiner, som øger stofskiftet og forbrændingen af fedt, samt fibre, som giver en mæthedsfornemmelse i længere tid.
Og for at undgå overdrivelse understregede de spanske forskere noget, alle kunne tænke sig til: at peanuts er rige på kalorier, så det er rigeligt med en håndfuld dagligt.