Melodi Grand Prix
I aften skal vi, traditionen tro, se Melodi Grand Prix sammen med min svoger og svigerinde. Musikken lader meget at ønske efter, afstemningen er ikke spor objektiv, og de østeuropæiske kvinders klæder bliver mere og mere flovt usynlige.
Men alligevel kan jeg ikke lade være med at nyde den internationale atmosfære, som skabes ved sådant et arrangement, og som samler Europa og europæerne meget mere end europæisk politik.
Jeg kan godt li’ at se de korte videoindslag forud for sangene, hvor man ser forskellige facetter fra værtslandet (i år Finland, som vandt sidste år med et band bestående af heavy metal ”syngende” monstre – det siger alt om kvaliteten, men anyway…); at følge pointgivningen og år efter år konstatere, at de største points går til nabolandene – fraset Spanien, som altid giver Portugal points men i den lave ende af skalaen (mange ”tak”, ”hermanos”…); at høre dommerne (”Nicosia calling…”) og værtsparret forsøge sig med nogle gloser på fransk og engelsk: “la Suède huit points, Sweden eight points. Le Royame-Uni...”. Der er intet mere tilfredsstillende på tv-programmet hele året - ok, undtagen Cristiano Ronaldos fodboldkampe... ; )
Jeg håber ikke, at vinderen, som det har været tendens de senere år, bliver en eller anden østeuropæisk dame, som har glemt halvdelen af nederdelen derhjemme...
(fotos: Glen Webb e Alain Duit @eurovision.tv)