fredag, maj 11, 2007

Forkælelse og luksus
Om to uger skal vi til et vennepars bryllup. En anledning som kræver, at jeg viser mig fra min bedste side og stadser mig op bedst muligt, hvilket udover tøjet inkluderer en tur til frisøren i eftermiddag. Jeg har tidligere underholdt om mine evindelige dilemmaer og ambivalens overfor netop denne særlige situation. Men i dag er jeg tilfældigvis rolig og afslappet, og jeg ser endda frem til at lade mig forkæle af min snaksaglige frisør. Jeg ved, at hun vil bringe te, frugt og dameblade, vil spørge til den seneste ferie og den kommende ferie og vil tage sig god tid til at vaske, klippe, farve, give hårkur, massere, udglatte, føntørre, mens jeg fortaber mig, lader mig lulle ind af ord og baggrundsmusik - Justin Timberlake, Dixie Chics, Robbie Williams eller hvad der ellers spiller på top 10 i øjeblikket - og kun tænker på trivialiteter som frisurer, hvilke produkter jeg skal have med hjem til håret og planerne for weekenden.
Denne gang, da der er tale om en særlig lejlighed, får jeg måske også en manicure.