Grrrrr!…
Det gentog sig igen – den type situation, hvor jeg reagerer i bedste bankboks med forsinket åbnings-stil overfor en andens uforskammethed og, først alene, giver vreden frit spil.
Denne gang fandt det sted i supermarkedet i går: kassepigen blev noget forvirret i forhold at ekspedere kunden bag mig, da kunden foran mig var langsom til at pakke sine varer, så hun begyndte at køre hendes varer på min side af båndet, selvom jeg stadig manglede at pakke et par ting. Hende bag mig vendte sig til mig og klagede på uforskammet vis, at hun ikke kunne nå sine varer, idet jeg var i vejen og rådede mig til at pakke varerne ved pakkebordet på den anden side af kasserne. Jeg reagerede ikke fuldstændig som jeg plejer med at retfærdiggøre mig selv. Jeg svarede endda igen med en vis sarkasme og spurgte, om hun forestillede sig, jeg skulle tage varerne i lommerne over til pakkebordet. Hvilket hun frækt benægtede og tilføjede, jeg kunne hente en indkøbskurv, ligesom hun havde gjort.
Jeg tiede stille, kiggede ligegyldigt på hende, pakkede færdigt og gik. Og fortrød, jeg ikke havde sagt noget i retning af: ”Slap dog af – ligesom jeg har gjort”, eller ”hvad med at blande dig udenom?” eller sågar ”var det dig, der fandt på den metode? Og så påstår man, at blondiner er dumme… det forstår jeg ikke!…”
(foto: nataqua @flickr.com)