mandag, juli 16, 2007

P-zoner
Hver gang Københavns Kommune fattes penge (og det er ikke sjældent – hvilket ikke i sig selv er en underlig kendsgerning, når visse borgmestre, ”folkets repræsentanter”, bruger millioner af offentlige penge på makeup, renseriregninger, kort, blomster, middage på luksusrestauranter o.l.!… ”Jamen, der er ingen korruption i Danmark! ” Nå, nej...), er løsningen altid den samme: nemlig at grave dybere ned i bilisternes lommer.
Snakken om roadpricing og at betale for at køre ind til midtbyen er (endnu) ikke blevet til noget. Men deres seneste påfund, som trådte i kraft først på måneden, var de såkaldte ”p-zoner”, som går helt fra Københavns centrum til Amager, som ikke ligefrem ligger i centrum!… For at parkere i de zoner betaler man dag, aften – og nu også nat! Påskuddene, det vil sige… forklaringerne varierer heller aldrig: ”det er for at skåne miljøet” og ”det er for at lette beboernes parkering”. Sidstnævnte må nu imidlertid også betale 24 timer for at parkere udenfor døren, hvilket jeg tvivler på de betragter som en lettelse…