Gab
Jeg finder det utroligt, at vi er i 2007, hvor teknologien er på sit højeste, og der er så mange banebrydende opdagelser og behandlingsformer, og vi endnu ikke ved med sikkerhed, hvorfor vi gaber.
Vi forbinder gab med træthed og kedsomhed, og vi ved alle, at gabe er ret smitsomme. Nogen siger, at det er måde, hvorpå vi kan blive kvikkere ved at strække ansigtsmusklerne og give hjernen en hurtig ilttilførsel, når den er i underskud. Men denne teori er aldrig blevet endegyldigt bevist.
For nylig har den amerikanske psykolog og neurolog Steve Platek fremført en anden teori, nemlig at gab mere end noget andet er et tegn på medfølelse og empati: det vil sige, jo mere man har denne evne til at være medfølende, desto mere vil man identificere sig med den, der aktuelt gaber og kommer til ufrivilligt at give et sympatigab. Derfor skulle psykopater efter sigende kun gabe yderst sjældent (hvilket man angiveligt har fået videnskabeligt bevist).
Hm… selvom jeg ind i mellem er blevet ”smittet” med en andens gab, gaber jeg oftest, når jeg er meget træt eller keder mig bravt, og jeg betragter ikke mig selv som særlig psykopatisk; derfor er jeg tilbøjelig til at holde på, at gab må være et symptom på ekstrem træthed og kedsomhed, hvor man virkelig ikke har lyst til at blive kvikkere, snarere tværtimod, til at få en ordentlig lur.
(Og afslutningsvis lige en lille test: lykkedes det for jer at læse hele teksten uden at gabe?…)
(fotos: batatinha @flickr.com, ericasn @flickr.com, fabio ferreira @flickr.com, Irena Kittenclaw @flickr.com, pòchò @flickr.com og portojunior @flickr.com)