Jeg vil have et nyt ansigt
Et af de karakteristika, som synes iboende hos kvinderne – i hvert fald hos mig – er en skarp kritisk sans vedrørende udseendet; den gennemgående utilfredshed med de ekstra kilo (apropos posten i går), den altid ubelejligt ”delle”, dobbelthagen, den ikke helt symmetriske næse, de første rynker hist og her, de for små/ for store/ for hængende bryster, maven der buller lidt ud, ikke-drømmebagdelen, osv., osv.
Takket være de mange tekniske fremskridt indenfor kosmetisk plastkirurgi, er der efterhånden løsninger på alle disse uperfektheder, og de seneste år har vidnet om en eksplosiv vækst i antallet af plastiskoperationer, fedtsugninger, periodevise Botox-indsprøjtninger, tandaffarvninger og andre kunstige og radikale skønhedsmetoder – og ikke kun blandt stjernerne.
Bangebuks som jeg er, ville jeg trods den globale utilfredshed med mit udseende aldrig nogensinde underkaste mig den slags, kun i fantasien (for tænk hvis det gik galt…). Så jeg har svært ved at forstå dem, der tør og udsætter sig for at ”gå under kniven”, lade sig sprøjte ind med toksiner og jeg ved ikke hvad for at blive smukkere.
Især nu, hvor det tilmed er blevet muligt og i nogle europæiske lande tilladt at lave hele ansigtstransplantationer. Bare tanken er angstprovokerende, som i den film hvor skurken får en ny identitet ved at udskifte ansigtet. Og forestil jer, hvordan det må være at vågne op om morgen og se et fremmed ansigt i spejlet – og jeg mener ikke det sædvanlige trætte, søvnige ansigt! : ) Og hvad med hvis man fortrød det og ville have sit eget ansigt tilbage? ”Det var synd. Men intet at gøre ved det. Vi har allerede transplanteret det til en anden, som blev ret tilfreds”.
(fotos: mikeburch @flickr.com og ajiseco @flickr.com)