Fødevarepædagogik
Min mor har altid været en kvinde med mange ubøjelige principper, først og fremmest hvad angår madvarer og måltider [vent lige lidt: jeg kom pludseligt i tanke om, at jeg for nylig opdagede, at hun ind i mellem læser min blog, så lige en hurtig udglatningsmanøvre: Hej mor – hvis du tilfældigvis læser denne post, så kys og kram : ) Og bliv ikke for sur… He he, jeg er ligesom dem, der ikke kan se sig foran et fjernsynskamera uden kompulsivt at skulle sende hilsner til deres mor og alle dem, de kender i landsbyen… nå… men tilbage til dagens emne…].
Hun har altid gjort det til en dyd at hemmeligholde, hvad hun var i gang med at lave til aftensmaden (”moar, hvad er aftensmaden?” ”Udspørgers tunge…”). Maden skulle spises op (eller så kom den med ”du har større øjne end mave”, selvom det var den pågældende mødrene ophav, der egenrådigt satte maden på tallerkenerne). Visse blandinger var ikke tilladte, eksempelvis at få mælk efter at have spist appelsiner (eller var det før? Anyway, har jeg blandet dem på kryds og tværs adskillige gange, da jeg aldrig kan huske reglen, uden nogen som helst konsekvenser…). Mælk er for øvrigt altid blevet betegnet som ”føde for kvier, ikke for menneskebørn” (og forleden fik jeg en mail fra hende, om at det var blevet dokumenteret, og hvor var hun bare glad. Ok, så!…) Ikke noget med ”tung” mad om sommeren (bønnegryde, flæskesteg o.l.). Ingen skulle rejse sig fra bordet, før alle var færdige med at spise. Og man skulle ikke være sart og skulle derfor spise alting i hvert fald engang om året.
Og således udviklede jeg total aversion mod hestebønner (på billederne), lever, rå løg, linser, sharonfrugter, vagtler og meget andet. Jeg rører dem simpelthen ikke, om de så skulle være klædt ud som lækre jordbær.
(fotos: titanium22 @flickr.com og anzyAprico @flickr.com)