søndag, januar 07, 2007

Svigermødre
Efter vitserne om dumme blondiner, de mest populære er nok dem om svigermødre. Og mere end en myte eller fordom ser det ud til, at det ikke er uden grund: jeg læste nemlig i avisen for nylig, at svigermødre er særlig gode til at ødelægge parforhold. Jeg taler ikke af egen erfaring, da min svigermor er alle tiders, hvad det angår. Men jf. en undersøgelse for nylig foretaget af Analyse Danmark med 1305 deltagere i alderen 18 til 70 år, har hver 20. dansker fået knust kærligheden, direkte fordi der fulgte en svigermor med.
Ifølge parterapeuten Ingrid Ann Watson lider kvinderne mere under det, selvom de fleste vitser omhandler mænd: ”kvinder er magtmennesker i familien. De vil bestemme, og det skaber problemer. Især hvis manden begår den fejl at holde med sin mor”. Jeg har en veninde netop i den situation: hun har en forfærdelig svigermor, indblandende, dominerende og rigtig dygtig til at skabe ballade og intriger mellem min veninde og dennes mand. Og denne, svag og den ”mors dreng”, han er, tager konsekvent morens parti. Det er et mareridt hver gang damen beslutter sig til at komme på besøg og blive boende derhjemme i en periode. For man kan ikke sige nej til det, vel?
Hver sjette oplever, at svigermoren af og til eller ofte er skyld i ægteskabelige skænderier, 7,9 procent betegner deres nuværende svigermor som ”dominerende”, 17 procent som ”anstrengende” og 2,2 procent som en regulær ”heks”. De vil styre alt, brokker sig og kommer med “stikpiller”.
Hvad løsninger angår, synes der kun at være to mulige: enten tager man magten og etablerer fra starten, hvem der bestemmer, eller så skal man se at slippe væk i en vis fart.