Gud fri mig for brokhoveder
Der er intet som dårligt humør og negative vibrationer til at ødelægge en stemning og skabe endnu mere dårligt humør.
Jeg erindrer, at jeg for nogle år siden havde en kollega, som af en eller anden for os ukendt grund gennem måneder virkede sur, mut og bitter. Han sagde meget lidt men behøvede ikke engang at åbne munden for at sprede sit dårlige humør, der næsten dagligt talte højt sit tydelige sprog og gjorde frokostpauserne til et sandt mareridt. Selvfølgelig fandt jeg ind i mellem på undskyldninger for at blive væk og ikke spise frokost på samme tidspunkt, da det efterhånden blev ret uudholdeligt at leve med hans pludselige surmuleri.
Han skiftede imidlertid arbejde, og problemet løste sig. Men jeg fik aldrig selv taget mod til mig til at konfrontere ham med hans ubehagelige, uacceptable adfærd; og jeg ville ønske, at nogen havde gjort det, da det ville have sparet alle for utallige timer af dyb, pinagtig stilhed.
Hvorfor mon vi undgår konflikter for enhver pris, selvom det kommer til at koste så meget? Af frygt? Skam? God opdragelse? Usikkerhed? Eller i et naivt håb om, at den anden på en eller anden måde bliver klar over sig selv og ændrer sin opførsel og holdning?
(foto: robotgirl @ flickr.com e St. Nicholas Garden)