Orakler
Jeg tror, at mennesket til enhver tid har haft brug for at kunne se ind i fremtiden. Med baggrund i nysgerrighed, frygt eller måske for at skabe en illusion om, at livet ikke er så uforudsigelig som det umiddelbart tager sig ud.
Eksempelvis i Oldtidens Grækenland var det på mode at forsøge at spå om fremtiden. Man henvendte sig et særligt sted og konsulterede med et såkaldt ”orakel”, som den berømte Orakel i Delphi (på billedet), nord for Korinth Golfen i Parnassosbjergene. Efter konsultationen med en eller anden guds profet, ind i mellem en ret bekostelig affære med dyre offergaver, gik man derfra med viden om sin egen fremtid. Hvis der var gode nyheder, forestiller jeg mig, at man gik derfra fuld af håb og tro på livet. Men hvis oraklet derimod tilkendegav noget om en mindre tillokkende fremtid, må man have fået det værre, mere modløs, end da man kom og måske ønsket, at man var forblevet uvidende. Og jeg forestiller mig, at oraklets spådom sommetider ramte plet og sommetider ramte ved siden af, og at forudsigelserne var tilpas generaliserede og tvetydige, så de kunne passe på enhver, ligesom horoskoperne.
Oldtiden er forbi, oraklerne ligeså. Men i 2007 er der stadig nogen, som udfylder den rolle og kommer med mere eller mindre ubegrundede udtalelser om fremtiden: økonomiske vismænd, såkaldte eksperter i diverse sociale trends, fremtidsforskere – og terapeuter.
Jeg læste for eksempel for nogen tid siden, at en anerkendt terapeut mente, at i 2007 (hverken før eller efter) ville parforhold ændre sig således, at de blev mere kompromisløse. At der ville være mere plads til at opfylde individuelle behov og ønsker. Eksempelvis man ville skiftes til at tage på drømmerejsen, mens partneren blev hjemme og passede børnene. At ægtefællerne får hver deres eget soveværelse, indrettet som de selv vil have det. Og hvad ved jeg.
Tror I på det? Det gør jeg ikke…
(foto: Bradgy @flickr.com)