tirsdag, februar 13, 2007

Triiiiing
Som jeg tidligere har refereret, er det postmoderne menneske i et konstant ræs for at opnå det perfekte liv og den perfekte identitet: de rigtige mærker, økologiske produkter, det ideelle antal børn, den rigtige adresse, et upåklageligt udseende uden rynker eller overflødige kilo, osv., osv., osv.
For nylig blev jeg dog klar over, at ikke engang ringetonen på mobilen bliver overladt til tilfældigheder men definerer præcist, hvem du er. Og at vi får et billede af andre mennesker med udgangspunkt i den ringetone, de har valgt til deres mobiltelefon: kulturelskeren vælger klassisk musik; den moderne friskfyr et hit fra den aktuelle top 10; den ironisk distancerede, der betragter sig selv som overlegen i forhold til alt det moderne en ringetone som den fra de gammeldags telefoner; pigen der ånder for diskoteket lørdag aften ”Stayin’ Alive”; den irriterende teenager en eller anden høj, skinger tone, der bliver højere for hver gang den ringer; romantikeren ”My heart will go on” fra Titanic eller musikken fra ”Fire bryllupper og en begravelse”.
Jeg har melodien fra The Muppet Show på min mobiltelefon – hvad mon det siger om mig?…
(foto: thirdspacephoto @flickr.com)