Retssystemet er blind – døv, stum og lammet

Heldigvis har jeg aldrig været nødsaget til at omgås retssystemet: jeg har aldrig sagsøgt nogen, er aldrig selv blevet sagsøgt ej heller anklaget for noget kriminelt. Jeg ved derfor kun meget lidt om, hvordan retssystemet fungerer – og næsten udelukkende fra tv-serier og film om advokater. Men forleden dag blev jeg lidt klogere på, hvorfor man plejer at portrættere retten som en figur med bind for øjnene, blind; det apropos en sag, der p.t. verserer i København: urmager-sagen.

En urmager, som flere gange tidligere havde været udsat for bevæbnede røverier, blev atter offer for et røveri d. 16. januar: tre gerningsmænd med (attrap) pistoler gik ind i hans forretning. De slog ham ned og i nødværge trak den stakkels handlende en automatpistol (som han godt nok ikke havde våbentilladelse til, indrømmet) og skød to af røverne i henholdsvis arm og skulder.

Urmageren, offeret altså, blev anholdt og sigtes for ulovlig våbenbesiddelse og drabsforsøg. Og selvom han skulle blive frikendt, risikerer han at skulle blive sagsøgt og betale en kæmpeerstatning til de beskudte røvere for ”svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne”. Dem der har arbejdsevne - og har tænkt sig at arbejde - går ikke ind og begår et røveri! Og hvem oplever mon mest smerte i det her?!, spørger jeg bare...

Kald det ”retten”, hvis I vil, men jeg finder det absurd, idiotisk og uretfærdigt!

Sommetider ville jeg ønske, at retssystemet brugte briller, endda med tilstrækkelig styrke…

(foto: Cam B. @flickr.com)