Indtryk
Sommetider er det de mærkeligste og tilsyneladende mest ubetydelige ting, som bliver indridset mest tydeligt i hukommelsen. Fra de første år i folkeskolen kan jeg eksempelvis tydeligvis huske altid at tegne træer med spidse kroner og med røde æbler og kirsebær i klynger på den plads, der var tilbage efter en stil; men jeg husker ikke, hvem jeg legede mest med.
Jeg erindrer ikke et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke kunne læse, skrive og regne men har utallige erindringer om mislykkede tegninger og formningsopgaver – som blev for udviskede, skæve, dårligt klippet ud.
Jeg har altid elsket at gå i skole; alligevel er de gode minder få og vage, mens de dårlige nærmest står i kø.
Jeg husker ikke at have haft en yndlings dukke, bamse eller legetøj. I frikvartererne legede jeg tag-fat og hoppede i elastik med de andre. Men hvad lavede jeg mon, når de andre piger legede med dukker?
Jeg mindes tydeligt flere lejligheder, hvor min far helst ikke ville have mig nær og ikke ville blive forstyrret: når han så nyhederne eller læste avis; han plejede at sige, jeg ikke skulle gå lige under hans fødder, når vi var på tur; han kunne ikke lide, at jeg så på, mens han barberede sig. Men jeg kan ikke fremkalde ret mange billeder af de øjeblikke, hvor han sikkert rettede opmærksomheden kun mod mig. I de første år tog han mig i skole, med madkurven og termoflasken. Og hver morgen kom vi forbi bageren, og han købte den samme kage til mig til mellemmåltidet. Men sludrede vi på vejen dertil? Og kom han også og hentede mig om eftermiddagen, eller tog jeg selv hjem?
Min hukommelse virker som en kasse af gammeldags print typer, hvor der mangler tilfældige bogstaver, store som små.