Søges: Stedsans
Har I forestillet jer, hvordan det må være ikke at eje den mindste smule stedsans, ikke at kunne orientere sig overhovedet? Ikke at ane hvor man er, ej heller hvordan man kom dertil? Sådan har jeg det. Hvis ikke jeg kender ruten på forhånd, kan jeg simpelthen ikke finde vejen, uanset om den skulle være malet med rødt og signaleret med hidsigt blinkende neonlys. Jeg overdriver ikke. Og instrukser om at svinge til venstre eller til højre, eller følge den vej, der ligger parallelt med eller krydser den anden vej, forvirrer mig om muligt endnu mere. Med et kort kan jeg klare mig nogenlunde, men på tilbagevejen bliver jeg nødt til at vende kortet på hovedet, hvilket gør det umuligt at læse gadenavnene.
Derfor blev jeg temmelig stolt af mig selv, da en veninde, som var på vej til at besøge mig og ikke havde været herhjemme før, ringede og bad mig om at guide hende via mobilen. Det gjorde jeg fra hukommelsen (”Hvor er du?” – ”Ok… nu følger du den vej og ved… andet lyskryds drejer du til højre, nej, til venstre”. ”Ok, om lidt kører du forbi en kinesisk restaurant på højrehånd”, osv., osv.), og det faktisk lykkedes mig at bringe hende til døren uden uheld.
Jeg har engang læst om den videnskabelige forklaring for dette handicap eller særegen måde at fungere rumligt på, som tilsyneladende er mere typisk for kvinder end for mænd (i ”Hvorfor mænd ikke hører efter og kvinder ikke kan læse kort” af Allan & Barbara Pease, en fremragende og ret underholdende bog om forskellene mellem kønnene). Det har alt med neurobiologi og hormoner at gøre, en information, der i sig selv er en trøst, men som ikke er særlig nyttig i hverdagen.