Jeg æææælsker skrald...
Der er visse mentaliteter, som jeg ikke begriber og heller aldrig kommer til at begribe, uanset hvor meget jeg anstrenger mig. Og andre som jeg ikke engang anstrenger mig for at forstå, da jeg ikke mener det er det værd. Et eksempel på sidstnævnte er de mennesker, som tilsyneladende uden tvivl eller fortrydelse smider skrald på jorden. Måske især for dem er der for nylig blevet opfundet en løsning, jeg finder noget desperat, men bare det virker…: talende skraldespande, som man har placeret forskellige centrale steder i København. Jeg ved ikke, om de taler konstant, eller om de bliver aktiveret ved nærheden af tilfældige forbipasserende og potentielle brugere, eller om de præsterer via særligt sensitive celler at skelne og lugte sig kun frem til dem, der kan finde på den for mig at se utilgivelige handling at smide skrald om sig. ”Hej, kom lige her du med dit skrald, ha, ha… kan du ramme spanden ?” ”Kuk, kuk, har du lidt skrald til mig?” ”Hej du, hit med skraldet, brug bøtten!” ”Juhu, har du noget til mig? Jeg æææælsker skrald.”
Jeg er stadig lidt skeptisk, om det vil have den ønskede effekt, men jeg skal nok prøve at lade være at være for pessimistisk. Ikke desto mindre forestiller jeg mig til gengæld utallige muligheder for at blive forskrækket, da jeg normalt går rundt i egne tanker og sjældent forventer, at nogen henvender sig til mig med mærkelig snak. ”Juhu, har du noget til mig? Jeg æææælsker skrald.”
Tegning: Kamilla Christiansen