@
Dem som har børn i en vis alder, kender til børnenes hyppige semantiske nysgerrighed apropos intet bestemt. ”Hvorfor hedder en giraf, giraf?” eller ”hvorfor siger man a eller b eller c men ikke d?” Selvom jeg er blevet voksen (det kan diskuteres, jeg er enig, men modsig mig ikke!…), har jeg ikke mistet denne nysgerrighed overfor, hvorfor ord hedder det, de hedder, og hvorfor de hedder noget andet på andre sprog.
Et eksempel er det grafiske tegn @, som bruges i e-mailadresser til at adskille brugerens navn fra adressen som så – eksempelvis hr.ditten.og.datten@google.com - som betyder bruger hr.ditten.og.datten i domæne google.com; eller en.eller.anden@hotmail.com – i betydning af bruger en.eller.anden i domæne hotmail.com. På portugisisk kom tegnet til at hedde arroba, som egentlig er et gammelt måleenhed svarende til ca. 15 kg, og hvorfor egentlig det?
I andre lande hedder det lille symbol 117 forskellige navne, mange af disse mere kreative og ofte inspireret af dyreverden. Eksempelvis på dansk og på svensk hedder det som bekendt snabel-a. På finsk hedder det kissanhäntä, ("kattehale") eller miukumauku ("mijavtegnet"). Og på græsk hedder det to pap’aki’ ("den lille and"). Vil I høre flere? På afrikaans er det aapstert ("abehale") – og næsten det samme på hollandsk, apenstaartje ("lille abehale"). På tysk er det Klammeraffe ("edderkoppeabe"). Polakkerne lod sig også inspirere af primaterne, i hvert fald i dagligtale hedder det małpa ("abe") eller małpka ("lille abe"). På tjekkisk er det zavináč, som er betegnelsen for en slags sammenrullet spegesild. På koreansk siger man golbaeng-i, en dialektal variation af daseulgi, som er navnet på en lille ferskvandssnegl uden tentakler. Franskmændene har selvfølgelig holdt sig til det med snegle og kalder det escargot, italienerne ligeså, chiocciola. På mandarin hedder det xiao laoshu (”lille mus”) eller laoshu hao ("musetegn"). På russisk sobaka (собака) (”hund”). Og på ungarsk: kukac ("orm" eller "maddike").
(kilde: Wikipedia)
Sjovt, ikke?
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home