Med faldskærm
Jeg må konkludere, at der går mange mennesker rundt omkring, som ikke umiddelbart synes at sætte pris på livet og tilsyneladende lader sig styre af en eller anden slags stærk dødsdrift. Jeg taler selvfølgelig om dem, der kaster sig hovedkulds i radikale sportsgrene og andre skøre ting af slagsen, som griner lige op i ansigtet af livsfaren – eller dødsfaren, om I vil.
Forleden læste jeg om en af disse frygtløse eventyrere – endda en kvinde, en Holly Budge af engelsk afstamning, der ifølge nyhedsbureauet AFP ikke nøjedes med at klatre op af Mount Everest – hvilket i sig selv siges at være en temmelig farlig bedrift; næ da, det er for tøsedrenge. Hun kastede sig ud med en speciel faldskærm til højder over det højeste punkt på Mount Everest og erobrede dermed verdens højeste punkt (klik her for at se optagelserne).
Havde det været mig, der var i en sådan sårbar situation, ville jeg nok tænke på min død, eller ville se den berømte film over mit liv rulle sig ud foran mine øjne, men ikke Holly: hun benyttede lejligheden til at nyde udsigten fra 9.000 meters højde. Og som jeg har forstået det var det en af hendes drømme gennem mange år, og som tog 15 år at planlægge og kostede hende 250.000 kr.
Imidlertid udfordrede Holly ikke døden på egen hånd; hun tog med som deltager i en ekspedition på nogle og 30 mand ledet af en Nigel Gifford med baggrund som bjergbestiger i Himmalayerne. Og den ældste faldskærmsudspringer på ekspeditionen var den 72-årige Alan Walton – som må antages at være gammel nok til at være mere fornuftig.
(foto: Reuters)