Indlært dovenskab
Endnu en gang har jeg set videnskabeligt dokumenteret, hvad jeg altid har vidst: nemlig at hvis en mand er ugidelig, er det morens skyld – fordi mødre generelt kan have tendens til at kræve mindre af deres sønner end af deres døtre, hvad angår at hjælpe med det praktiske derhjemme eksempelvis, og til at forkæle drengebørnene mere end deres søstre. Et fænomen, som jeg finder temmelig forbløffende af flere grunde: hvorfor går man i gang med at lave noget for en anden, der udmærket er i stand til at lave det selv, om ikke andet så fordi vedkommende selv har hænder? Derudover antager jeg, at de samme mødre helst ikke ville have, hvis en sådan mand – doven, umoden og uansvarlig, som foretrækker at spille computerspil eller sidde og læse avis frem for at hjælpe til i køkkenet eller med børnene – blev gift med deres døtre.
Jf. en familieterapeut citeret i en artikel, jeg læste for nylig, når barnet er 12 år gammel, bør det være i stand til at tage ansvaret for sit eget tøj, hvilket inkluderer at vaske det (what???) og lægge det på plads samt vælge det tøj, man vil have på; for sin egen madpakke og for at lave mad, hvis der ikke er voksne hjemme en dag (what???); for sit arbejde, der i denne alder jo er skolen og for at gøre rent og rydde op på værelset.

Jeg er rørende enig i princippet med at begynde at selvstændiggøre børnene i takt med, at deres kompetence udvikler sig, men: enten har han slået hovedet – 12-årige børn som er alene hjemme og laver mad og vasker tøj??? Come on!… – eller så er de 12-årige, han kender ekstremt modne ;-D

Moral
Jeg ved ikke, om I havde lagt mærke til, at det faktisk er længe siden, vi sidst talte om meningsmålinger. Jeg stødte imidlertid på referencen til en interessant en af slagsen – for mig at se fejlagtig men ikke desto mindre interessant – i en avisartikel. Overskriften fik straks fanget min opmærksomhed: «Moral afhænger ikke af religion», sagde den. Så vidt så godt: der er religiøse mennesker, som ikke er værd at samle på, og der er folk der slet ikke er religiøse men har en beundringsværdig godhed og nåde. Men da de udefra interviewene med tusindvis af mennesker fra hele verden, hvor de brugte moralske dilemmaer fra spørgeskemaet Moral Sense Test udviklet på Harvard konkluderer, at moralen ikke kommer fra Gud – en påstand, der i sin natur er vanskelig at be- eller afkræfte – og at den er medfødt og ens for os alle, begynder jeg at nære mine tvivl.Punkt 1: hvordan kan vi vide, om noget er medfødt eller et resultat af opdragelsen og socialiseringen?

Punkt 2: En ting er, hvad man siger, man ville gøre overfor det eller hint dilemma, men noget helt andet er, hvad man virkelig ville gøre i praksis. Dér er moralen sommetider for længst forduftet...

Punkt 3: Viser verden nu om dage tegn på, at vi alle bliver født med en moralsk sans??? Det må være deres spøg...

«Jorden kalder Theresa, Jorden kalder Theresa…»
Jeg er helt holdt op med musikprogrammer bestående af dilettanter; jeg var i forvejen ikke så meget for fjernsynsudsendelser a la Stjerne for en Aften, X factor, osv., da jeg synes at livet er alt for kort til at tilbringe aftener med at se og høre amatører med varierende talent, men efter en pivfalsk performance for meget besluttede jeg mig for at sætte et punktum for det en gang for alle. Hvad er det mon, som forklarer, at folk med beskeden talent melder sig til en sådan konkurrence? Kan de ikke høre, de ikke synger rent? Bemærker de ikke, de hverken har tilstrækkelig rytme eller smidighed til at blive dansere? Eller har ingen fortalt dem endnu, at de nok gjorde klogere i at ændre karrieredrøm? For jeg finder det forfærdeligt – pinligt, smertefuldt, endda ondt – at de når frem til semifinalen og først da gør sig til grin foran hele landet og får en nedslående bedømmelse fra dommerpanelet af såkaldte “eksperter”, som ikke lægger fingre imellem og efterlader dem med knuste urealistiske drømme.
Et andet spørgsmål, der melder sig vedrører de mærkelige valg truffet at tv-kanalerne, når de sætter sådanne programmer 1) på sendefladen overhovedet og 2) i den bedste sendetid… er det mon i mangel på bedre, eller fordi det er det, seerne gerne vil se? Jeg fatter det ikke…

Journalisme anno 2010
Naturkatastrofer er tragiske og har altid for mange omkostninger i form af lidelse, menneskelige og materielle ressourcer; en del af tragedien kan sommetider være den måde, hvorpå de lokale politikere tager affære og planlægger strategier for den akutte støtte, midlertidig genindlogering, genopbygning. Og som om det ikke var nok, er der al den fuldkommen unødvendige medieinkompetence omkring dækningen af begivenheden. Et godt eksempel var dækningen af de forfærdelige oversvømmelser på Madeira forleden: der stod lidt i de danske aviser men intet i sammenligning med den omfattende dækning af den asiatiske tsunami eller jordskælvet i Haiti – som involverede nogle danske eller i hvert fald skandinaviske turister blandt dødsofrene og/eller forsvundne. Og i fjernsynet nåede jeg ikke engang at få fat i benævnelsen af Madeiras tragedie.
Og her har vi så kernen i problemstillingen: hvis kalamiteten tilfældigvis rammer et eller andet sted, hvor landsmænd tager til, følger man og gentager man historien til hudløshed; men da der på Madeira tilsyneladende stort set kun var de indfødte, der blev ramt, hører man ikke meget udover det absolut nødvendige – dette til trods for at vi alle er europæere osv.… magen til absurd enøjethed!...

På en af de nyheder jeg læste missede de dog ikke lejligheden til at fylde en halv spalte bare for at nævne, at der blandt ofrene nu var en navngiven engelsk dame… og…??? Der var som minimum 47 portugisere iblandt, og de fik kun ret til en linje…

Pandaekspressen

Og som en fortsættelse af “zoo-temaet” og med henblik på ikke kun at være negativ, vil jeg i dag tale om et fabelagtigt initiativ gennemført af USA med det formål at redde pandabjørnene: for et par uger siden sendte de et fly – Pandaekspressen for vennerne – med to spillevende pandabjørn ombord til Kina; dette i håb om at dyrene lykkes i at få afkom ude i Naturen.

Lad os håbe, det virker, for pandabjørn er ekstremt nuuuuuuuuuuuuttede! :-)

Ulven kommer!
Danmark er traditionelt et landbrugsland, og derfor har ulven været uddød i mange år – mere præcist i et par århundreder – fordi landmændene ikke er gode venner med dem, som tager deres dyr. Men i sidste uge var der tre vidner, som påstod at have set en ulv i den sydlige del af landet, formentlig ankommet fra Tyskland. Og det var et drama: naturelskerne var ellevilde og prøvede på at finde spor i sneen efter den formodede ulv; og skeptikerne tænkte straks på, hvad man skulle gøre, hvis det nu virkelig viste sig at være en ulv: om vi nu også gerne ville have ulven tilbage i naturen?”, “hvad så med fårene”, osv., osv.
Jeg ville elske at have ulven tilbage, men med denne attitude, tsk tsk tsk håber jeg, at det viser sig kun at være den slædehund, der forsvandt i samme område på samme tid…

Afhængige
Som I ved elsker jeg mit arbejde, men I finder mig sjældent i gang med at overarbejde. Og I vil aldrig se mig elske mandage. Og hvorfor det? Af den enkle grund, at for mig er arbejde bare arbejde – uanset hvor interessant det er – mens mit liv som så er udenfor; jeg giver 110% på arbejde, men jeg giver meget mere i mit privatliv, og jeg kommer aldrig i tvivl om prioriteterne.
Det er derfor at jeg næppe nogensinde vil blive ramt af den tilstand kaldet workaholisme (arbejdsnarkomani), som jf. hvad jeg har læst rammer en del mennesker, og som får dem til at ikke at være i stand til at slippe arbejdet hverken i ferien eller i weekenderne; enten er de allerede i gang med at forberede sig på næste dags opgaver, eller holder arbejdsmobilen tændt dag og nat, eller så læser de arbejdsmails hele tiden; jobbet er det sted, hvor de føler sig mest udfordret og selvsikre, hvor de oplever at have succes, og de bliver afhængige af resultaterne, af de professionelle ambitioner, mange gange på bekostning af deres sociale og familiære liv. Man har endda etableret selvhjælpsgrupper i USA, de såkaldte Workaholics Anonymous.

Hvad mig angår, så tager jeg kun på arbejdet ;-)

Videnskabelig rettelse
Med den lange kolde snerige vinter, vi har haft i år, havde jeg overvejet, at teorien om den globale opvarmning måske ikke var helt akkurat; men hvem er jeg til at foreslå det, når jeg hverken er forsker eller noget? Min mistanke blev imidlertid bekræftet for nylig af den britiske forsker Phil Jones, som tilfældigvis er en af de videnskabsmænd, som har bidraget allermest til at udbrede den pågældende teori: forleden indrømmede han i et interview til Daily Express, at åh ja, der alligevel ikke har været global opvarmning af betydning de sidste 15 år. Og jf. hvad jeg har læst blev det ligeledes afsløret, at gletcherne på Himalaya alligevel heller ikke vil smelte frem til 2035.
…
Nå? Hmmm… snydagtige forskere, altså!...

Selvbiografi
Og det er ikke kun i kærligheden, man bliver nødt til at tage initiativ. Hvad skal man fx gøre, hvis man har levet et ganske almindeligt liv og ikke skilte sig ud med noget særligt men alligevel ønsker at efterlade sig mindet om sig selv?… Den nye tendens i hvert fald i Danmark er at relativt ukendte mennesker selv udgiver deres biografier. Det lyder måske underligt, men hvorfor ikke? Hvis jeg skal læse en eller anden bog eller artikel om en uerfaren kendis, hvis eneste bedrift har været at deltage i et reality show (aldrig i livet!, siger jeg bare), ville jeg foretrække at læse om levnedet af en, som virkelig har levet livet og derfor har noget at fortælle og inspirere mig med, uden dog nogensinde at have været i rampelyset.

Frierier
I søndags var det så Valentinsdag, Kæresternes dag, en undskyldning for at være mere romantisk, end man plejer – roser, chokolade, kort med store røde hjerter, champagne, kærlighedserklæringer, et frieri sågar…? Alt kan bruges som lejlighed til at forkæle den elskede, og intet er for meget på denne dag.
Og hvis vi taler om frierier for sig, er det traditionelle, at manden tager det afgørende skridt – det klassiske med at gå ned på knæ og anmode om hendes hånd. Jeg har imidlertid læst, at det er mere og mere almindeligt, at kvinderne frier til deres kæreste – i hvert fald i Danmark, hvor kvinderne er så frigjorte, er det hvert femte brud, der selv skrider til handling. Fordi de tilsyneladende bliver trætte af at vente på mandens initiativtagen.
Hmmm… det er ikke nødvendigvis mindre romantisk, men gad vidst om de sydeuropæiske mænd ville falde for det…?

(foto fra den sjove film “The Proposal” med Sandra Bullock og Ryan Reynolds, anbefales)

Bevæbnet røveri?...
Og hvis en kop kaffe kan bruges til meget, var jeg ikke klar over, den også kunne bruges som våben. Det er sandt: jeg læste forleden i avisen, at en fyr i den tyske by Hamelin kom ind i en spillehal og bestilte en kop kaffe; og bevæbnet med denne gik han hen til kassedamen og truede hende a la: “enten giver du mig kasse beholdningen, eller så får du et gok i nødden med denne kop”.
…
Og hun gav den til ham.
…
Hvaffornoe???

En kop kaffe, tak!
Fra tid til anden kommer jeg over endnu en positiv kvalitet eller gavnlig effekt af kaffe – hvilket er et fantastisk alibi for at blive ved med at indtage den i store mængder, he he he. Forleden læste jeg at udover alle de gavnlige effekter tidligere nævnt, så er kaffe også fantastisk mht. at bekæmpe de muskelsmerter i nakke og skuldre forårsaget af fysisk passivitet og mangelfuld blodgennemstrømning pga. flere timer foram computerskærmen.

Ikke spørg mig hvorfor det er sådan, men var det noget med en kop kaffe? :-)

En ulykke rammer sjældent alene –
– siger jo ordsproget, og d. 15. februar 2010 – gårsdagen altså – var en dag, jeg helst vil glemme og slette fra kalenderen; den startede trist af de grunde, jeg fortalte om, og det var som det var: en af de dage man slæber sig igennem på må og få i håb om, at det går hurtigt, men tiden snegler sig af sted alligevel. Og da jeg troede, det ikke kunne blive værre, gik den fra dårlig til en katastrofe: jeg går fra arbejdet og køber lidt ind i supermarkedet på vejen hjem. Og da jeg kommer ud 20 minutter senere – stadig ved højlys dag vel at mærke!! – står jeg overfor en af de dér komplet undværlige “overraskelser”: nogen havde stjålet begge nummerplader på bilen.
Jeg ringede straks til politiet for at anmelde det og forhindre nogen i at lave et eller andet nummer i mit navn; og angiveligt måtte jeg ikke engang køre bilen hjem, indtil jeg fik nye nummerplader (hvilket ifølge politidamen kan tage op til en måned… grrrr! En måned uden bil? Det er slet ikke godt!...); men hvem havde lyst til at efterlade bilen på en vej tilsyneladende befolket af blinde (åbenbart var der ingen, som så noget mistænkeligt) og store tyve? Ikke jeg!
Jeg klagede min nød på Facebook, og blandt de mange støtteerklæringer, var der straks en kollega der tilbød mig et lift her til morgen. Hvilket får mig til at tænke, at der er #¤%€#@¤£# folk og anstændige, skønne folk.

***
D. 16. februar begynder heller ikke på den bedste måde: her til morgen var der en anden #¤%€#@¤£# – eller måske den samme #¤%€#@¤£# , hvad ved jeg? - som aktiverede min bilalarm – og jeg fandt en af ruderne til bagsæderne helt smadret. Grrrrrrrrr!!! Hvad er der galt med folk??? :-(

Hmmm… :-’S
I dag har jeg ikke lyst til at skrive og kom bare lige forbi for at sige god morgen. Jeg vågnede op i rigtig fælt humør, og det bliver en dag at glemme: den fyr, jeg kendte, som døde i januar af pludselig hjertesvigt ville have været 34 år gammel i dag.
Jeg har været noget tungsindig siden januar og engang i mellem opdager jeg, jeg blot sidder og stener eller har en tåre i øjenkrogen, når et minde dukker op uanmeldt; men i dag bliver det fuldkommen umuligt at aflede mig selv fra den triste virkelighed. Og hvor savner jeg dig helt forfærdeligt, J.!... :-’S

Fordele
«Niqab eller niqāb er et slør, som bæres foran ansigtet sammen med et tørklæde, og som normalt kun lader øjnene synlige. Den er almindeligvis lavet af bomuld eller polyester og som regel sort. Anvendelsen af niqab er frem for alt udbredt i Saudiarabien og i de muslimske lande omkring Den Persiske Bugt. Kvinderne der bærer den kaldes niqabi eller munaqaba.
Niqaben stammer oprindeligt fra beduinkulturer på Den Arabiske Halvø, hvor beklædningen allerede i førislamisk tid blev anvendt af både kvinder og mænd som værn mod sand og sol.
Niqab skal ikke forveksles med burka.» (Wikipedia)

Og fra en yderlighed til en anden har der i Danmark som bekendt for nylig været en ret aggressiv debat: flere partier i og udenfor regeringen ville gerne vedtage en lov til at forbyde brugen af beklædningsgenstande som niqab og burka, som de ser som et symbol på kvindeundertrykkelse. For at være ærlig er jeg faktisk enig med dem – hvis kvinderne skal dækkes til fra top til tå for at beskyttes mod fremmedes blikke, hvorfor går mændene ikke i samme mundering??? Men i kulturrelativismens navn tog man det så tilbage, og det blev ikke til noget.
Og måske for det bedste… fordi jeg blev klar over, at klædedragterne har deres fordele – såsom at dække for den værste grimhed eksempelvis: jeg læste i avisen forleden, at det var takket være niqaben, at en mand først opdagede efter brylluppet, at han havde giftet sig med den forkerte kvinde og en grimmere udgave end den, han var blevet vist på billederne af de kommende svigerforældre, da hun tog klædedragten af. Han blev med andre ord narret. Det endte selvfølgelig i skilsmisse, da brudgommen ikke var særlig tilfreds.
I krig og i kærlighed gælder jo alle kneb, så hun ville altså have gjort klogere i at beholde tøjet på, ikke sandt? ;-D Glædelig Valentinsdag! ♥♥

Ferieminder...
Hvis I stadig har ferie tilbage og mangler inspiration til et fedt rejsemål, anbefaler jeg Australien, eller rettere Sydney – ikke kun fordi de har sensommer derover lige nu og dermed dejlige temperaturer for dem, der kan li’ at ligge på stranden, men også fordi der vil blive afholdt en… kunstnerisk event, som I vil få mulighed for at deltage i, hvis I vil: den nordamerikanske fotograf Spencer Tunick søger efter tusindvis af statister med lyst til at smide klunserne i kunstens navn (selvfølgelig ;-D) ved trapperne foran det berømte Operahus.
Det er næsten overflødigt at tilføje, at mr. Tunick er blevet arresteret flere gange i hjemlandet for lignende manifestationer ;-)
(på billedet et eksempel på et af fotografens tidligere “kunstværker”)

Retro
Forleden talte vi om Apples nyeste produkt. Men det er ikke kun nye opfindelser, der kan være interessante og brugbare. Faktisk har ting med at få en renæssance og vende tilbage i omløb før eller siden, om det så er indenfor tøjmoden (se bare den frygtelige 80er-inspireret bølge, der har hærget de sidste par år indenfor modebranchen), madproduktion (økologi er trods alt en temmelig gammel måde at dyrke landbrug på) eller apparater. Man skal bare være tålmodig og vente nok.

Det er derfor, jeg har gemt min walkman og nogle kassettebånd, he he he, vi beholdt pladespilleren, og jeg har stadig min første Nokia et eller andet sted.

Det er virkelig kun skrivemaskinen, man slet ikke savner ;-)

Spånpladekød
Hver gang madvarernes kvalitet forringes er EU indblandet med deres perspektivløse lovgivning. Nu vil de gennemføre et forslag, som tillader tilsætningen af et enzym ved navn thrombin i kødet. Thronbin er en slags klister, som gør det muligt at sætte kødstykker af forskellig beskaffenhed og kvalitet sammen til én bøf, der ligner en almindelig bøf. Eksperterne siger, at enzymet ikke er farligt for helbredet og så videre og lover, at der kommer en mærkning med “sammensat kød” på emballagerne i køledisken, men jeg er ikke overbevist: når det i forvejen er som det er, og der fra tid til anden dukker kødskandaler op, fordi man opdager at supermarkederne fifler med datomærkningerne, fedtprocenter og lignende, forestil jer hvordan det ville være, hvis de fik mulighed for at blande forskelligt kød og fabrikere tilsyneladende friskskårne bøffer. For ikke at tale om restauranterne, hvor klienten ikke engang kommer til at se pakningen eller noget.
…

Hvis dette lovforslag bliver vedtaget er det nok spadestikket til, at jeg i hvert fald bliver vegetar!… :-P

Fortsættelse
Og vi brygger videre på temaet fra gårsdagen. Jeg kom nemlig til at tænke på, at der er ting, der skaber en god stemning på jobbet og andre, som kun kan skabe problemer og dårlig stemning. Mens at udvise en positiv attitude til jobbet får tingene til at glide nemmere, spreder en åbenlys negativ holdning dårligt humør. Det er fantastisk at have gode kollegaer, som tager ansvar, er omsorgsfulde, loyale, veloplagte og kommer med konstruktiv kritik eller ligefrem ros og som er strukturerede, punktlige og flittige; og det er forfærdeligt at have kollegaer, som har mere fokus på at fedte for chefen, eller som er kaotiske, inkompetente, distræte, som glemmer aftaler eller konsekvent kommer for sent.
Hvad er en god eller en dårlig kollega for jer?

I godt humør
Og apropos arbejde er det ikke første gang I hører mig sige, at jeg elsker mit job, og at jeg trods de små ting, der kan være, ikke kunne være mere tilfreds – med opgaverne, med de fleste kollegaer, med den selvstændighed, jeg har fået lov til at have og som gør, at jeg kan planlægge min dag efter velbefindende. Og med den stemning der hersker. Men udover selve jobbet har jeg fundet ud af, at der er andre faktorer, som jeg uden at være bevidst om det også bidrager til, at jeg bevarer det gode humør på arbejdet; i hvert fald ifølge hvad jeg læste forleden, skulle det nemlig hjælpe:
* at forberede sig på, det bliver en god dag: fra morgenstunden at forberede sig på, at det bliver en fortrinlig dag og tage hul på den med at lytte til fed musik i bilen (check! :-D)
* at skru op for venligheden: at smile selv til dem man ikke kender (check!), at være tålmodig i trafikken trods travlheden (… her er et område med plads til forbedring)
* at inddrage mere leg i hverdagen (check!): jeg elsker at grine, at se humoren i enhver situation uanset hvor tung, der ser ud
* at dele overskuddet og det gode humør med kollegaerne (check!) – det betaler sig at være ovenud generøs
* at dele pinlighederne, hvilket, hvilket bibringer god stemning for alle – der er intet, som skaber nærhed mellem folk som et godt grin (check, check! ;-D).

No way!
Vi har tidligere talt om søskende, nærmere bestemt karakteristika for store søskende og deres mindre søskende og dem i midten. Og hvis I husker det, er det mere end veldokumenteret, at storebrødre og storesøstre plejer at være de ambitiøse, samvittighedsfulde og dem, der er vant til at bestemme osv., mens lillebror og lillesøster er berygtet for deres tendens til at lade ting stå til og tage det hele i sjov uden de store samvittighedskvaler. Derfor blev jeg temmelig overrasket, da jeg læste en artikel, der antydede, at de yngre søskende var fremtidens ledere. Dette angiveligt fordi de er så gode til at afkode gruppens ønsker og intentioner og tilpasse sig dem – et afgørende krav i moderne ledelse.
…
Jeg er også fleksibel, og jeg hundser ikke særlig meget rundt med folk! ;-)

Nyt legetøj
D. 27. januar præsenterede Apple med en gevaldig entusiasme deres nye produkt, som lanceres lige om lidt: iPad, som jf. hvad jeg har forstået er en slags bærbar computer, som ligner en kæmpe iPhone. Jeg fik indtryk af, at den skulle være ret revolutionerende, men jeg har endnu ikke fattet hvorfor: den er godt nok tynd med sin halve tommes tykkelse (ligesom iPhone), har touch screen (ligesom iPhone), tastaturen er således på selve skærmen (akkurat ligesom på iPhone), og man har adgang til internettet og kan lave alle slags program- og servicedownloads fra iTunes, som iPhone og Mac. Tilsyneladende er den således et kryds mellem en iPhone og en bærbarcomputer. Og for mig at se er den eneste forskel mellem den og eksempelvis en bærbar, at den ikke kan stå af sig selv, da der ikke er støtte, og i forhold til iPhone at den er så stor, at den ikke kan være i lommen.
Man kunne jo også krydse en zebra og en hest, og resultatet ville ikke ligefrem være revolutionerende: en hest med nogle striber… men prøv at fortælle det til dem, der er vilde med al teknologi fra Apple ;-)

Affald
Når jeg tilfældigvis har et karamelpapir i lommen, kan det ske, at jeg nulrer uopmærksomt med det og kommer til at tabe det på jorden. Min umiddelbare refleks er at samle det op og enten sætte det tilbage i lommen eller smide det i en skraldespand. Sådan har jeg altid været: jeg kan simpelthen ikke smide affald fra mig på jorden med den tilsyneladende ligegyldighed, visse andre udviser, og jeg bryder mig heller ikke om at se, at nogen gør det eller resultatet af andres sløseri på det område.
Skandinavien er kendt for at være ren og civiliseret og miljøbevidst, hvilket holder i de fleste tilfælde og gør mig glad. Men den anden dag læste jeg i avisen, at desværre ser det ud til at mange unge er temmelig ligeglade med at holde det offentlige rum rent, og at mere end halvdelen af de 15 til 27-årige smider affald i naturen og hvor de ellers færdes. Det giver kommunerne store udgifter med oprydningen efter ungerne, og det ser forfærdeligt ud.
Hvordan kan nogen være så ligeglad med alle andre, spørger jeg bare?… :-(

Dårlige ideer
Der er dårlige ideer – og der er elendige ideer. Som tilfældet var med den triste idé, som Pawan Verma, en 22-årig indisk fyr havde forleden: han havde brug for penge til at finansiere en dyr rejse til Kina med kæresten, og for at “samle penge ind” iscenesatte han sin egen kidnapning og krævede en kæmpe løsesum – 200.000 kr. – fra forældrene. Hvilket man altså ikke gør!!! Heldigvis var fyren tilsyneladende ikke så smart endda, da han blev taget på fersk gerning ved at hente løsesummen, som faren ifølge instrukserne fra den såkaldte kidnapper havde efterladt i en shopping center.

Tag ud og arbejde, din kanalje! :-(

Tillykke med de 25, Cristiano!
♫♪♫♫♪♫♪ I dag er det Cristianos fødselsdag
Hurra hurra hurra!
Han sikrer sig en gave at få
Som han har ønsket sig i år
Med dejlig chokolade og kage til! ♫♪♫♫♪♫♪

Tilsætningsstoffer
Første gang jeg så juice tilsat ekstra kalcium fandt jeg det meget mærkværdigt – og jeg foretrækker stadig min juice så naturlig som muligt; hvis jeg vil have kalcium, drikker jeg et glas mælk eller spiser en yoghurt, ikke sandt?!… Hvilket ikke forhindrer producenterne i at finde på de mest underlige blandinger. Jeg læste eksempelvis forleden, at der er en japansk tyggegummi (selvfølgelig – japanerne er jo berygtet for deres “opfindelser”), som udover den sædvanlige aroma af dette eller hint nu også har en “ekstra”: angiveligt giver den større bryster hos damerne. Og mændene behøver ikke at bekymre sig heller, da der åbenbart også er en tyggegummi, som giver dem større... attributter :-)
...
Jeg vil slet ikke haaaaa’ deeeeet! X-P

Solidaritet
I fredags løb “Danmarks Indsamlingen 2010” af stablen – et fællesinitiativ for 12 af de største humanitære velgørenhedsorganisationer her til lands. Pengene skulle i år oprindeligt gå udelukkende til at fremme udviklingen for de afrikanske kvinder, men man kunne ikke se bort fra det store jordskælv i Haiti i begyndelsen af året, så man valgte at dele beløbet midt over og også støtte de haitianske ofre.
Ligesom sidste år var jeg igen så spændt: hvor meget kunne danskernes generøsitet beløbe sig til i disse krisetider? Sidste år havde man slået det foregående års rekord med i alt 78 millioner kroner. Kunne man mon slå det? Sagtens: i år præsterede danske virksomheder og private donorer at fremtrylle 130.662.190 kroner.
Imponerende – og rørende!
( billedet værterne for indsamlingen, Kim Bildsøe Lassen og Hella Joof: Casper Christoffersen)

Datingsites
Vi har flere gange her kommet ind på det med datingsites, som til stadighed specialiserer sig. Næsten alle har dog tilfælles som et livsvigtigt emne profilbilledet: hvilket billede skaber de bedste chancer for, at man tiltrækker sig en potentiel udkårnes opmærksomhed? Nå, jf. hvad jeg har læst afhænger det af, om der er tale om en mand eller en kvinde: mens kvinder angiveligt tiltrækkes af mænd, der eksempelvis poserer med et kæledyr på armen, og som ikke nødvendigvis kigger ind i kameraet (medmindre de har et flirtende blik – i så fald må de hjertens gerne kigge direkte på linsen), kan det modsatte siges om mænd, som foretrækker en kvinde uden dyr, og som kigger selvtillidsfuldt på kameraet. Til gengæld er der tilsyneladende ingen, som bryder sig om billeder, hvor personen hænger ud med vennerne eller er på druk :-)
Good luck! ;-)