En ulykke rammer sjældent alene –
– siger jo ordsproget, og d. 15. februar 2010 – gårsdagen altså – var en dag, jeg helst vil glemme og slette fra kalenderen; den startede trist af de grunde, jeg fortalte om, og det var som det var: en af de dage man slæber sig igennem på må og få i håb om, at det går hurtigt, men tiden snegler sig af sted alligevel. Og da jeg troede, det ikke kunne blive værre, gik den fra dårlig til en katastrofe: jeg går fra arbejdet og køber lidt ind i supermarkedet på vejen hjem. Og da jeg kommer ud 20 minutter senere – stadig ved højlys dag vel at mærke!! – står jeg overfor en af de dér komplet undværlige “overraskelser”: nogen havde stjålet begge nummerplader på bilen.
Jeg ringede straks til politiet for at anmelde det og forhindre nogen i at lave et eller andet nummer i mit navn; og angiveligt måtte jeg ikke engang køre bilen hjem, indtil jeg fik nye nummerplader (hvilket ifølge politidamen kan tage op til en måned… grrrr! En måned uden bil? Det er slet ikke godt!...); men hvem havde lyst til at efterlade bilen på en vej tilsyneladende befolket af blinde (åbenbart var der ingen, som så noget mistænkeligt) og store tyve? Ikke jeg!
Jeg klagede min nød på Facebook, og blandt de mange støtteerklæringer, var der straks en kollega der tilbød mig et lift her til morgen. Hvilket får mig til at tænke, at der er #¤%€#@¤£# folk og anstændige, skønne folk.

***
D. 16. februar begynder heller ikke på den bedste måde: her til morgen var der en anden #¤%€#@¤£# – eller måske den samme #¤%€#@¤£# , hvad ved jeg? - som aktiverede min bilalarm – og jeg fandt en af ruderne til bagsæderne helt smadret. Grrrrrrrrr!!! Hvad er der galt med folk??? :-(