Afhængige
Som I ved elsker jeg mit arbejde, men I finder mig sjældent i gang med at overarbejde. Og I vil aldrig se mig elske mandage. Og hvorfor det? Af den enkle grund, at for mig er arbejde bare arbejde – uanset hvor interessant det er – mens mit liv som så er udenfor; jeg giver 110% på arbejde, men jeg giver meget mere i mit privatliv, og jeg kommer aldrig i tvivl om prioriteterne.
Det er derfor at jeg næppe nogensinde vil blive ramt af den tilstand kaldet workaholisme (arbejdsnarkomani), som jf. hvad jeg har læst rammer en del mennesker, og som får dem til at ikke at være i stand til at slippe arbejdet hverken i ferien eller i weekenderne; enten er de allerede i gang med at forberede sig på næste dags opgaver, eller holder arbejdsmobilen tændt dag og nat, eller så læser de arbejdsmails hele tiden; jobbet er det sted, hvor de føler sig mest udfordret og selvsikre, hvor de oplever at have succes, og de bliver afhængige af resultaterne, af de professionelle ambitioner, mange gange på bekostning af deres sociale og familiære liv. Man har endda etableret selvhjælpsgrupper i USA, de såkaldte Workaholics Anonymous.

Hvad mig angår, så tager jeg kun på arbejdet ;-)