Journalisme anno 2010
Naturkatastrofer er tragiske og har altid for mange omkostninger i form af lidelse, menneskelige og materielle ressourcer; en del af tragedien kan sommetider være den måde, hvorpå de lokale politikere tager affære og planlægger strategier for den akutte støtte, midlertidig genindlogering, genopbygning. Og som om det ikke var nok, er der al den fuldkommen unødvendige medieinkompetence omkring dækningen af begivenheden. Et godt eksempel var dækningen af de forfærdelige oversvømmelser på Madeira forleden: der stod lidt i de danske aviser men intet i sammenligning med den omfattende dækning af den asiatiske tsunami eller jordskælvet i Haiti – som involverede nogle danske eller i hvert fald skandinaviske turister blandt dødsofrene og/eller forsvundne. Og i fjernsynet nåede jeg ikke engang at få fat i benævnelsen af Madeiras tragedie.
Og her har vi så kernen i problemstillingen: hvis kalamiteten tilfældigvis rammer et eller andet sted, hvor landsmænd tager til, følger man og gentager man historien til hudløshed; men da der på Madeira tilsyneladende stort set kun var de indfødte, der blev ramt, hører man ikke meget udover det absolut nødvendige – dette til trods for at vi alle er europæere osv.… magen til absurd enøjethed!...

På en af de nyheder jeg læste missede de dog ikke lejligheden til at fylde en halv spalte bare for at nævne, at der blandt ofrene nu var en navngiven engelsk dame… og…??? Der var som minimum 47 portugisere iblandt, og de fik kun ret til en linje…