Beskyttelse post-bytur
Det er tidligere blevet drøftet her, hvordan nogen ikke kan lade være med at sende pinlige sms’er, når de er helt og aldeles fulde, og om metoderne, man i visse lande bruger til at forebygge sådanne situationer.
Tilsyneladende er der også dem, som ikke nøjes med at sende et par ord men ser sig nødsaget til at sende en ynkelig halv afhandling per e-mail, til kæresten eller til chefen, efter en våd tur i byen. Og netop for at undgå dette har Google udviklet en ekstra funktion eller service til deres klienter, “Mail Googles”, som er en slags alko-lås til mailsystemet. Ideen er, at man programmerer systemet til at aktiveres automatisk på bestemte dage og tidspunkter, eksempelvis på typiske festaftener som fredag og lørdag. For at kunne få adgang til at sende en mail må man besvare et antal matematiske spørgsmål korrekt indenfor en tidsfrist, hvilket man angiveligt ikke ville være i stand til, hvis nu man var plakatfuld. Hvis ikke man svarer korrekt, bliver mailen ikke sendt.Imidlertid finder jeg det noget uretfærdigt: mens jeg altid er et matematisk nul og ville have svært ved at løse de matematiske opgaver uanset hvad, ædru eller ej (måske endda dårligere i ædruelig tilstand, hvem ved? ;-D), er der visse mennesker jeg kender, som er matematiske genier, og som sikkert ikke ville have spor vanskeligt ved at løse dem, om de så var døddrukne… skal vi vædde?
God weekend!

Krem udvundet af hvad?!...
Intet som kommer fra kendissernes side – i hvert fald visse kendisser – overrasker længere – Britneys skandaler, Paris skandaler, Lindsays skandaler, de eventyr Beckhams kommer ud for, og hvad de ellers finder på derover.
Men alligevel kunne jeg ikke lade være med at tabe kæben, da jeg forleden læste, at fru Posh har fundet en ny skønhedsremedium – hverken mere eller mindre end en krem udvundet af nattergaleekskrementer. Hun fandt dette vidunder af et produkt på en rejse til Japan for nylig, hvor det tilsyneladende er ret populært blandt kvinder med flot hud. Og heldigvis (eller hvad man ellers kan sige) har Victoria Beckham fundet en skønhedssalon i New York, kun 2 eller 3 tusind kilometer hjemmefra, der har indført denne skønhedsbehandling; jeg ved ikke om det blev foranlediget af hendes insisteren eller ej, men i hvert fald har hun allerede overbevist dem om at lade hende tage kremen af fækal materie fra sangfugl med, så hun også kan bruge den hjemme.
...
Typisk kendis at finde eksklusive dyre produkter – måske ville det koste hende mindre og hun ville få samme resultat ved at bruge hønselort…
Blagh! :-P

Dårlige undskyldninger
Da jeg var barn og blev bange for at blive straffet fandt jeg på de dårligste og mest utroværdige undskyldninger a la: “ah, det ved jeg ikke” eller “ah, det var ikke mig” og så’n. Børnestreger, og man vokser op og lærer at stå ved tingene.
Eller rettere: nogle mennesker vokser op og lærer at stå ved tingene. Andre gør det ikke. Forleden læste jeg om en tysk mand ejer af en påfugl, der en dag følte sig truet eller provokeret af sit eget spejlbillede reflekteret på en parkeret varevogn, idet den troede det var en rivaliserende påfugl, så den angreb varevognen og efterlod den fuld af hakker og skrammer. Varevognen var imidlertid naboens, og han slæbte påfuglens ejer i retten og krævede en erstatning. Og dommeren gav ham medhold og fastsatte en erstatning på 22.000 kr. Og følgende var påfuglens ejers undskyldning for at prøve at slippe: ”ah, men min påfugl er meget tam og blid og forlader aldrig gårdspladsen, så det må have været en anden påfugl”… - ja, som om påfugle hang på træerne, ikke?!… Duh!

(foto: www.photosight.org)

Nysgerrighed
Jeg får kun sjældent mareridt, og når jeg har dem er temaet, om end ikke spor dramatisk, altid det samme: nogen tager noget fra mig, eller tingene forsvinder for mig uden grund, især mit kontor.
Jeg læste forleden, at jf. en britisk undersøgelse offentliggjort på BBC.com havde 19% af de adspurgte mænd ubehagelige drømme, mens dette plagede 30% af kvinderne, så kvinder er tilsyneladende mere tilbøjelige til at få mareridt end mænd… hvorfor mon det?
(og beklager for den totalt psykoanalytiske illustration, men hvordan kan man illustrere et mareridt?…)

(foto: Johann Heirich Füssli)

Platonisk kærlighed
Jeg havde godt hørt om langdistance forhold og den type forhold, der er enormt platonisk, hvor nogen forelsker sig i en anden uden at det nogen sinde bliver til noget i det virkelige liv. Men i Japan er de endda meget længere fremme: for nylig har man lanceret en webside, som hedder Webkare, der på japansk betyder virtuel kæreste – hvor den potentielle kæreste slet ikke er af kød og blod men er en virtuel figur (!)… med andre ord: han efterlader ikke beskidt tøj rundt omkring og efterlader ikke et bombet toilet, men han bringer dig heller ikke blomster eller masserer dig efter en lang, svær arbejdsdag.
…
I hørte det godt: det er en 100% fiktiv figur (i modsætning til visse kærester, der trods al den fiktion det lægger for dagen stadig har lidt og andet reelt og håndgribeligt). Ideen er at singlepigen laver en profil og så forsøger at score en af de fire virtuelle single fyre i dette “spil” ved at date ham og gøre en indsats med påklædningen osv. – virtuelt selvfølgelig.
…
Undskyld mig for endnu engang at være ekstremt konservativ, men det er for surrealistisk for mig; det er altså lææææææænge siden jeg holdt op med at have imaginære venner!…

Tømmermænd
Søndag morgen. Hvis I har været i byen og fik noget at drikke i aftes, håber jeg ikke, at I i dag har den værste form for tømmermænd: nemlig anger over at have gjort eller sagt noget dumt eller utilgiveligt, eksempelvis på en sms.
I en rundspørge foretaget af Telia i Danmark for nylig indrømmede en ud af fire af de adspurgte at have sendt sms’er eller foretaget telefonopkald, mens de allerede var temmelig fulde for at fortryde det efterfølgende (og her tæller ikke engang med dem, som synes det var for pinligt at komme med en sådan indrømmelse på noget så tåbeligt, he he he). Tilsyneladende var det især almindeligt blandt de 18 til 25-årige, hvor over 50% havde begået den type fadæse. Og en ud af fem, eller 18%, havde ringet eller sendt en besked til ekskæresten a la: “buaaaaaaaaaaaaaaah, hvor shavner jeg dig altshå!…” – hvilket muligvis er kongen over alle bommerter i denne genre.
I Danmark er man temmelig liberal, så enhver laver, hvad man vil uden at nogen blander sig; det er enhvers ansvar, hvad man nu har rodet sig ind i, så man diskuterer ikke praktiske løsninger i forhold til problemet. Men i mere restriktive lande, i hvert fald på nogle punkter, som USA og flere Asiatiske lande er der tekniske metoder: visse mobiltelefoner er udstyret med en slags låsemekanisme, og man bliver nødt til at puste i en slags indbygget alkoholmeter på selve telefonen, før man eventuelt får adgang til tasterne. Med andre ord: har man en kæp i øret, kan man godt glemme det :-D

… men farvel til taxien, som man så ikke kan ringe efter på forhånd: hvis man vil hjem må man vel gå?…

Spjætte med arm og ben
De ting man læser om i avisen: ifølge hvad jeg har læst, har vi i årevis taget fejl med hensyn til at sige, at blæksprutter har otte arme. Det passer nemlig ikke: eksperter i “blæksprutologi” (hvis denne videnskab eksisterer) har for nylig demonstreret – og ikke spørg mig hvordan, da disse ting for mig er en stor gåde – at to af tentaklerne rent faktisk er ben!

...
1. Hvem ville have troet det?

2. Og hvad så egentlig?!...

Ulovlig spise
Selvfølgelig har ingen af jer nogensinde overvejet at sluge sygesikringskortet eller spise passet. Så I har sikkert aldrig opdaget, at en sådan handling ville være ulovlig og endda trække en fængselsstraf…
.. det er sandt. En russisk borger fra Nisjnij Novgorod, en forstad til Moskva opdagede det tilfældigvis for nylig, idet han midt i et skænderi med konen om, hvem af dem der ville have ret til deres fælles lejlighed i tilfælde af en skilsmisse, blev så arrig – og temperamentsfuld som kun russerne – at han rev en side ud af hendes pas og slugte den. Bare sådan uden videre. Og da det kom myndighederne for øre begyndte balladen for alvor: hvis han havde tævet konen sønder og sammen, ville der måske ikke have hændt ham noget, men til gengæld risikerer han at ryge ind i spjældet i op til et år for at tilintetgøre officielle dokumenter (altså det føromtalte pas).
…

Sådan og bon appetit!

Effektiv beklædning
Min hverdag er temmelig travl, og, som p.t., for travl i visse perioder; men ind i mellem må jeg konkludere, at der er folk, som må have endnu mere at lave – eller meget mindre tid – end jeg. Eller så hvordan kan man eksempelvis forklare, at australierne allerede har opfundet et jakkesæt, som man kan komme i bad med, uden det bliver krøllet eller plettet? Det er rigtigt: man kan sove med jakkesættet på og gå i brusebad om morgen uden at skulle tage det af, og man kan slet ikke se på det; derved sparer man angiveligt den tid der tager, at klæde sig af og på.
Det sjoveste – om end muligvis ikke særlig overraskende – er, at af de ordre, firmaet der producerer vindunder-jakkesættet, Australian Wool Innovation, har modtaget, er langt den største fra Japan – til at starte med 170.000 eksemplarer.
Ok, jeg kan forestille mig, det sparer tid; men mon ikke det er ukomfortabelt at sove med jakkesæt på? Og – vigtigere endda – hvordan kan man skifte undertøj uden at tage jakkesættet af?…
… Ah… man skifter det ikke, vel? Yeuch :-P

… Eller har jeg mon misforstået konceptet?…

Fordomme
Det er sjovt hvordan forudfattede og ekstremt generaliserede meninger bliver til: eksempelvis at farvede folk har rytme, eller at de lidt mere buttede folk er glade. Forleden læste jeg om, hvad det angiveligt er de hvide middelklasses foretrukne ting, i hvert fald ifølge amerikaneren Christian Lander, som endda har lavet en blog om emnet, Stuffwhitepeoplelike.com, fx:
- Facebook
- at downloade musik
- parkaer
- økologisk kaffe
- sushi
- genbrug
- design
- ironi
- dyre sandwiches
- Barack Obama
- at stå stille til koncerter
- vegetar mad
- Apple computere
- Jon Stewart
- et semester i udlandet
- at vide, hvad der er godt for de fattige
…
Ok, jeg kan godt li’ design og ville ikke være ked af at have en MacBook Air, og fornylig har jeg forsigtigt kastet mig over Facebook; men vent lige lidt: jeg skal kun lige ud og kigge mig i spejlet for at tjekke, om jeg har ændret farve og er straks tilbage…

This is a job for Spiderman
Vidste I, at Frankrig har en Spiderman? Han hedder Alain Robert og har i mange år haft den mani at bestige meget høje bygninger (læs: skyskrabere!) over hele verden – deraf kælenavnet. Hvis det skraber skyerne, bestiger han det. For nylig var det jf. hvad jeg har læst det Nationale Biblioteks tur i Paris, som er på 24 etager eller 80 meter høj.
Tilsyneladende er det ulovligt at klatre bygninger, i hvert fald uden redskaber, for så snart at kom til toppen blev han pågrebet af politiet, der holdt på ham i 2 timer.

Alain Robert retfærdiggør sin skøre handling ved, at han ville støtte organisationen One Voice, som kæmper for “respekt for alle former for liv på kloden”… men hvad er mon disse “former for liv”?… En håndfuld skovsnegle og baciller fortjener næppe, at nogen risikerer at brække nakken…

Men hovedet på månen
I 80erne talte man meget om rummet, og der talrige science fiction film og serier, hvor der allerede var jordiske kolonier på andre planeter, og de interplanetariske rejser var så almindelige som at tage Metroen til Kongens Nytorv. Serier der havde rigtig meget fiktion, men hvor videnskaben lod meget tilbage at ønske; fantasifostre, som ikke engang i dag så mange år efter førte til noget særlig konkret i det virkelige liv.
Hotelkæden Premier Inn påstår imidlertid, at de om 25 år vil være klar med deres første hotelfilial på Månen – et hotel på 4.000 kvadratmeter. De har endda allerede anskaffet sig en femstjernet beliggenhed dér (en femstjernet beliggenhed? På Månen? Og hvor er lige havudsigten, kan nogen fortælle mig det?!…). Og de siger, at nu er det kun et logistisk problem (jeg forestiller mig, at de udover at tale om, hvordan de i al verden kan isolere hotellet fra de kanonstærke solstråler og de ekstreme temperaturer – som svinger mellem minus 180 grader og plus 130 – en lillebitte detalje – og at skulle løse det bogstavelige problem luftmanglen udgør, da Månen, så vidt jeg ved hverken har atmosfære eller ilt, også refererer til, hvordan de kan transportere byggematerialer, byggearbejdere, Vvs-folk, kokke, gartnere, portnere, rengøringsfolk, mad, drikkevand, møbler, håndklæder, rengøringsmidler, gæster, osv. derop til). Ja, ja… det er det, de siger. Jeg kan slet ikke se for mig, der er perspektiver i måneturismen, må jeg indrømme.
Men dem, der er mindre pessimistiskanlagt end jeg har nu endda mulighed for at investere i månelandskaber og prøve lykken: for blot 25.000 kr. sælger firmaet Moonshop.com nemlig en kvadratkilometer månegrund. Er der nogen, der vil slå en handel?

Hvilken uforskammethed!
Vi har tidligere talt om musikstjernernes og skuespillernes manier og nykker, at de fremkommer med urimelige krav og sommetider opfører sig som forkælede børn. Jeg tvivler ikke på, at de ind i mellem kan have ret, men tror at mange gange stiger berømmelsen dem til hovedet, og de bliver umulige og uudholdelige.
Forleden læste jeg om en af Madonnas manifestationer; jf. New York Daily News blev hun irriteret under en koncert i sin nye turné, ‘Sticky and Sweet’, i Madison Square Garden. Hun var ved at optræde med sin sædvanlige energi og god stemning, indtil hun bemærkede, der var en gruppe mænd på forreste række, som blev siddende i stedet for at danse på manisk vis ligesom de øvrige. “Keder jeg tilfældigvis de herrer?”, spurgte stjernen fornærmet, “for her står jeg og knokler løs heroppe og giver mit bedste, og I underminerer min selvtillid... hvilken uforskammethed!”.
Åbenbart er Madonna på krigsstien for tiden, for det var ikke kun forretningsmændene som fik høvlen; nej, jeg aner ikke, hvad hun har gjort mod hende, men vicepræsidentkandidaten for republikanerne Sarah Palin fik også del i udskældningen: hun blev forment adgang til hendes koncerter, skulle hun formaste sig til at dukke op… hvilket næppe har været tilfældet.
Uha, hvis man tager alting så nært…

(foto: SplashNews.com)

“Alvorligt” overfald
Amerikanerne er et fænomen: overdrevne som kun dem og med en mani om at sagsøge alt, der bevæger sig og trækker vejret som ingen andre i hele verden. Jeg læste forleden, at en mand i staten West Virginia blev taget for spritkørsel, og ifølge den lokale tv-kanal WSAZ risikerer han nu at få en ekstra bøde eller gå i spjældet for grov overfald mod den politibetjent, der anholdte ham. Hvorfor? Ved I, hvad “fulderikken” gjorde mod ham? (beklager sagens vulgaritet, men det bliver nødvendigt:) Han slog en meget ildelugtende prut!
…
…
. . .

Skulle det forestille at være en alvorlig forseelse??! I don’t think so!... Ved I, hvad det er en virkelig alvorlig forseelse? Ikke at være hygiejnisk på et offentligt toilet, som min berygtede kollega har for vane – jeg har nemlig fundet ud af, at han er et svin, udover at være doven og inkompetent, som jeg tidligere har nævnt her. Det fortjente formelle klager og disciplinære processer!… :-P

Mana mana tururururu er tilbage!
Fabelagtige nyheder for dem fra min generation: ifølge en kilde i Disney kommer The Muppet Show tilbage i fjernsynet! Ja, dette genialt program for børn – og voksne, der kan finde på en god undskyldning til også at se med, og som vandt en Emmy i 1978, skal igen i luften inden længe!
Yeeeeeeeeeeeeeees! Nej, hvor har jeg bare savnet den beklemte frøen Kermit (altid min yndlingsfigur i serien), den temperamentsfulde Miss Piggy, den uforståelige Swedish Chef, den mislykkede forsker Dr. Bunsen Honeydew og sin neurotiske assistent-forsøgskanin Beaker, den uheldige Scooter, som kun vil være stjerne trods den åbenlyse mangel på talent, den voldsomme trommeslager Animal, Pigs in Space og endda de dumme Gonzo, the Great og bjørnen Fozzie, osv., osv.

Jeg kan ikke vente!

...

(Jeg er en af de voksne med en fantastisk undskyldning til at se programmet – jeg gør det selvfølgelig for at følge med i, hvad mine nevøer og niecer ser, he he he:-D)

Elefant på afvænning
Men er alle blevet skøre eller hvad?!!! Jeg læste en nyhed forleden, som chokerede mig – og den kom fra Kina, så jeg burde ikke engang være blevet overrasket, men ok…: at en stakkels elefant ved navnet “Big Brother” måtte gennemgå et afvænningsforløb, idet ejeren, som fandt den for “vild” for at tøjle den havde givet den heroin blandet med de bananer, som var kreaturets frokost (og med kreatur mener jeg ikke ejeren men elefanten). Ejeren af denne ufrivilligt stofmisbrugende elefant blev arresteret allerede i 2005, men det har taget 3 år og megadoser metadon før dyret er blevet “clean”.
Hvad tænkte manden på? Mon ikke der er enklere og etisk mere acceptable metoder til at tæmme et så stort dyr?
…
Og fyren må nok holde øjnene åbne, for en elefant glemmer aldrig… lad os nu se, hvad det ender med…

(foto: David Longstreath/AP)

En brutal lige højre
Aaaai!... Så er der den igen med hundepersonifikationerne! :-( Denne gang handler det om Chela, en tre og et halvt-årig korthåret Tysk Pointer polititæve, hvis “makker” jf. Reuters, en Cesar Chacaliaza-politibetjent fra Peru, besluttede sig for at lære at dyrke boksning. Det siges, at hunden protesterede i starten, da den skulle få de obligatoriske boksehandsker på, men at den angiveligt nu eeeeeeelsker det…
… ja, ja, den skulle jeg tro på: en hund der godt kan li’ at gå med de store klodsede handsker på.
Chela, hvorfor benytter du ikke lejligheden til at banke ham fordærvet nu at du alligevel har handsker på? Fyren fortjente det jo!...

På hovedet
Jeg har mistet tallet på, hvor mange gange jeg har underholdt jer med historier om mere eller mindre bizarre hobbyer, nogle af disse med reference til rekorder til Guinessbogen. Tilgiv mig for gang på gang at slå på samme “tast”, men forleden læste jeg om endnu en af slagsen og kan ikke holde mig tilbage; jeg måtte altså putte den i strandkurven: kender I mere underlige mennesker end magikere? Nej vel? Nå, denne historie omhandler en magiker, David Blaine, der i slutningen af september besluttede sig for at hænge med hovedet nedad i 60 timer i træk i Central Park i New York, 50 fod over jorden og uden sikkerhedsnet under ham.
Imidlertid er der flere spørgsmål, der dukker op i mit hoved:

1. Hvorfor? Hvorfor? HVORFOR???…
2. Mon ikke blodet stiger ham til hovedet?
3. Mon fyren ikke ar bange for de tyveknægte og overgrebsmænd, der gør netop Central Park berygtet på visse tider af døgnet?
Jf. hvad jeg har læst er det ikke første gang, han laver den slags; David Blaine eeeeelsker risikofyldte aktiviteter – men denne får mig til at overveje, om ikke han også har en ret veludviklet “death wish”…

Brændende efterår
Hvis ikke efteråret var et forskud på, en bebuder af en lang og hård vinter, ville jeg endda kunne blive ret gode venner med det…
(fotos taget i går på en tur i skoven: vida de praia)

Alle tiders bedste sange
Fornylig blev jeg opfordret af en medblogger til at tale om mine syv yndlingssange. En på den ene side fornøjelig men på den anden ekstremt svær opgave for en musikelsker som jeg. Der var så uendelig meget at vælge imellem… så jeg har været nødt til at snyde lidt og klemme et par stykker til af de uundværlige i denne jukebox udover de aftalte syv. Og her er de så (I kan klikke på billederne for at høre dem, hvis I vil):1. Abba: Dancing Queen
Hver gang jeg hører den får jeg kun lyst til at danse og hoppe rundt og skråle den, og ingen kan standse mig!2. Robbie Williams: Angels
En af de mest optimistiske sange, jeg kender – jeg elsker det vers, der siger “Wherever it may take me, I know that life won’t break me”. 3. Duran Duran: The Reflex (eller en hvilken som helst af deres sange)
Det vil altid være mit yndlingsband, selvom hver af deres tekster er så kryptisk, at det virker som om, de var stenet, da de skrev dem, men det er nok kun mig… – go, you gorgeous guys! You rule!4. The Beatles: She Loves You
Der er så mange, jeg godt kan li’, og valget var derfor ekstremt svært, men denne er en af dem, der gør mig glad i løbet af få sekunder.5. Stevie Wonder: Signed, Sealed, Delivered
Jeg var nødt til at nævne kongen af Motown, tvingende nødvendig i min musiksamling. 6. Bob Marley: No Woman No Cry
Og fra Motown til reggae, som jeg ligeledes nyder. 7. Elvis: Love Me Tender
The King kunne ikke mangle som kronen på værket til at fuldende mine favoritter. Hvad ville musik være uden ham?

***
Imidlertid kunne jeg også have nævnt “Slave to Love” af Roxy Music, eller “This Love” af Maroon 5, eller “Vivo Per Lei” af Andrea Bocceli, eller “I Won’t Let The Sun Go Down on Me” af Nik Kershaw, eller “Karma Chameleon” af Culture Club , eller “Stayin’ Alive” af Bee Gees, eller “Don’t Leave Me This Way” af Communards, eller “My Way” af Frank Sinatra, eller “Goodbye My Lover” af James Blunt, eller...
... men da jeg kun har fået besked på at nævne syv... ;-)

Og her bliver så udfordringen til dem, der gerne vil tale om musik.

At lege kendisser
Hollywood er kommet til Lego – og så vidt jeg kan se, er det kommet for at blive! Ja: tilsyneladende behøver børnene ikke at nøjes med at lege med små anonyme figurer med eller uden uniform – politibetjente, sygeplejersker, brandmænd – når de går i gang med at opføre Lego-byer. Nej. Nu kan de vælge figurer af VIP’erne, eksempelvis af Beckham og Posh, Brad Pitt og Angelina Jolie, Madonna – eller endnu mere for nylig af Amy Winehouse, hvilket jeg finder lidet didaktisk, da der ikke er andet end skandale på skandale med den kendte sangerinde.

Øj, jeg er så fristet til at komme med en snak a la “i min tid var alt bedre, og man tænkte sig mere om og så’n”, men jeg vil nøjes med at tie stille og tænke mit…

Morale
Jeg hader sammenblandinger! Ikke bland politik og sport, som det var tilfældet med de Olympiske Lege for nylig, eller politik og religion, eksempelvis. Hver ting på sin plads og til sin tid.
Nu taler man meget om den verdensomspændende økonomiske krise, og alle går i panik og vil give deres besyv med om, hvis skyld det er (det er nemt: USAs med dets uansvarlige økonomiske politik gennem de senere år; det er åbenlyst! Hvem giver lån til folk, der på forhånd ikke kan betale dem??? Og så resten af verdens for altid at lade dem gøre, hvad de vil. Men det er en anden historie, nu fortaber jeg mig…), og al den snak er jeg ved at være temmelig træt af allerede - og jeg be'r straks dem tie stille, som bruger ordet “krise”. Værre endnu, når selveste Paven kommer til pressen med meninger om emnet og for at kritisere – han siger at den finansielle krise kommer af nogles grådighed og at rigdom ingen betydning har…

…
... ha ha ha ha ha ha ha ha (øj, jeg får endda tårer i øjnene af bare latter, uha...)
Siger Paven det? Hvem? Den herre som lever i den største overflod i en luksusresidens i Vatikanet? Som aldrig tager offentlige transportmidler og kun færdes i limousine? Som nyder af kun de bedste mad retter og vine, som den Katolske Kirkes enorme formue kan købe? Som siges at klæde sig i silke helt ned til undertøjet og gå i Prada sko? Den “nøjsomme” herre? Hvad kan han mon vide om grådighed for at komme og udtale sig med så stor sikkerhed om den aktuelle tilstand af verdens finansmarkederne?…

... ih, du hellige inkonsistens!...

Taget
Og når det er sagt er det nødvendigt at appellere til påpasseligheden vedrørende Facebook, vidste I det? For jeg hørte, at der er flere og flere, der kommer ud i problemer for at have en profil, hvor de i stedet for at tie stille med visse ting, skriver alt muligt fra affærer til regelmæssige vaner med hensyn til forbrug af alkohol og stoffer, som endda får ret til offentlige billeder og det hele. For ikke at tale om “spark” på grammatikken og stavefejl. Og problemer er så, at potentielle arbejdsgivere ofte også er velorienteret og bruger teknologien til rådighed, og ender med på den ene eller den anden måde at finde disse profiler og får et dårligt indtryk af dem, der eksponerer sig sådan og bagefter har ambitioner om at komme til at arbejde på dem i et respektabelt firma og så’n.
Og det er ikke engang mig, der finder på noget: jobportalen Careerbuilder.com har lavet en undersøgelse blandt 3.100 arbejdsgivere og hver fjerde havde brugt Internettet til at researche på jobansøgerne, og 34% påstod, at de havde valgt at droppe en ansøger med udgangspunkt i deres offentlige profil på Facebook eller MySpace – præcis på grund af informationer om vilde nætter med hash og druk, mere eller mindre upassende billeder, diskriminerende eller racistiske kommentar og deres elendige formuleringsevne i profilen. Så: pas nu på, ikke?

(foto: crazy-frankenstein.com)

Behandling mod stress

Trods de forbehold, jeg flere gange tidligere har fremført om Facebook, skal jeg ikke være uretfærdig: selvom dem, der er endnu mere kritiske end jeg har malet fanden på væggen med, at man risikerer at blive stresset, når man har en profil på Facebook, da man vil være tilbøjelig til at blande arbejde og fritid – i hvert fald når Facebook-“vennerne” samtidig er arbejdskollegaer – og glemmer at slappe af og for alvor have fritid, har eksperterne indenfor stressforskning allerede dementeret tilstedeværelsen af denne risiko. Og de foreslår ligefrem, at Facebook derimod hjælper til at mindske stress, da man får luft og kommer ud med tingene.
Og det amerikanske computerfirma Hewlett-Packard, der tilsyneladende er helt oppe på beatet, har taget konsekvensen og opmuntrer endda sine medarbejdere til at bruge Facebook – i arbejdstiden, der ser I !
…

Deres medarbejdere må være mere disciplinerede end jeg; for Facebook virker så afhængighedsskabende, men så afhængighedsskabende på mig, at hvis ikke jeg passer på, har jeg været i gang med clic, clic, clic, og lad mig lige se den profil og den andens billeder i flere timer...

(foto: Camilla Stephan)

A Big Mac a day keeps the doctor away? (I don’t think so…)
Kender I toppen af bestialiteten? Jeg kendte den heller ikke indtil jeg forleden fandt ham… på McDonald’s. Nå… på McDonald’s er som man siger, da jeg kun sjældent sætter min fod dér: jeg taler om Don Gorske, en af deres mest trofaste kunder, en 54-årig amerikaner (selvfølgelig!), som de sidste 36 år kun har haft en dag, hvor han ikke spiste en Big Mac – og dette kun ud af respekt for sin mor, der var død den pågældende dag. Som fetich eller på grund af en stor samlermani har han gemt samtlige boner, så han kan derfor bevise, at han i alle disse år i alt har indtaget 23.00 Big Macs! Og han påstår, at han er så vild med dem, at den daglige burger er dagens højdepunkt og intet mindre!…
Når han ikke sidder og spiser en burger, tilbringer Don sin tid med at arbejde på en institution for utilpassede unge…… så længe han ikke står for at skulle fortælle dem om kostråd eller, hvad der virkelig bringer lykke i livet, er det vel ok…

(foto: getty images)

Mere vold, tak!
Se, se, til gengæld har man aflivet en anden myte!: har man ikke altid hørt, at vold i filmene avler vold i det virkelige liv, da det fremelsker vold hos de unge og sådan noget? Nå, tilsyneladende er det alligevel ikke sandt. I hvert fald jf. en ny undersøgelse, hvori det påstås, at man har demonstreret, at antallet af voldelige overfald mindskes mens – og efter – biograferne har vist film med ret voldelige scener. Denne undersøgelse er gennemført af professorerne Gordon Dahl og Stefano DellaVigna ( som jeg vædder på er glade for en god film med masser af tæsk og blod a la Die Hard eller værre) ved Berkeley universitetet i Californien, og i den viser de, at det er lige præcis, når der er premiere på ekstremt voldelige film som “Hannibal”, at antallet af voldelige overfald falder mest markant. Hvorfor egentlig det? Jo, fordi de kriminelle, dyssociale, voldelige elementer primært af hankøn, i stedet for at være “stenet” eller fulde og gå på gaden for at lave ballade, på disse tidspunkter foretrækker at sidde i biografens mørke for at se den slags film, vi taler om.
Hvad siger I så?
Vold på tv? Lad os få mere af den så! ;-)

... mmm… endnu en knap så god morale, ikke?… Ih, hvor det går…

Synligt?
Hvorfor er det mon, at hver gang nogen vil påvirke en til at tilegne sig en god vane, så kommer de og snakker om øjnene? Da jeg var barn var der den med, at gulerødderne angiveligt gjorde øjnene smukke. Og så kom tåbelige jeg i gang med at spise gulerødder under mindre protest, og på sin vis er det stadig det, der motiverer mig til at spise dem regelmæssigt.
Forleden læste jeg så, at motion er godt for øjnene.
“???...”
Ja...
... det er i hvert fald hvad en gruppe danske forskere for nylig har konkluderet: at fysisk træning mindsker risikoen for at komme til at udvikle nærsynethed. De fulgte en gruppe medicinstuderende igennem to år og konstaterede, at dem, der dyrkede mest motion i højere grad havde beholdt deres gode syn. Mens dem som brugte dagene begravet i bøgerne og ikke løb eller cyklede sig en tur ind i mellem, eksempelvis, havde større risiko for at komme til at bruge briller. Og ifølge en anden, denne gang australsk, undersøgelse ser det endda ud som om, at det er bedre for synet at løbe ude i det fri frem for på løbebåndet.
Men som sædvanlig er det straks sværere at forklare det. Nogle påpeger som hypotese, at motion bedrer blodcirkulationen. Men hvis I spørger mig, tror jeg, at den bedste forklaring muligvis er, at dem, der ikke har næsen inde i bøgerne konstant anstrenger synet noget mindre…

…’manner: det er en temmelig ringe morale…

Sær p-plads
Vi har tidligere talt om lighed i rettighederne mellem kønnene og de gode og mindre gode resultater af kvindernes frigørelse. Og det er sikkert ikke en hemmelighed for nogen, at vi kvinder gerne vil have alt – ligestilling og særbehandling ind i mellem, at mændene viser sig som gentlemen.
Tilsyneladende alle andre steder end i Kroatien, hvor et bemærkelsesværdigt initiativ fra et indkøbscenter skabte store protester fra befolkningen som helhed: alt fordi de havde anlagt særlige p-pladser for kvinder – både bredere og mere rumlige og bedre oplyst. Kvinderne følte sig fornærmet (a la “men tror I, vi er handicappede eller hva’?”) og mændene følte sig krænket over denne åbenlyse forfordeling af kvinderne. “De kan lære at køre ordentlig, kan de!…”
…

I visse ting kan man bare ikke vinde…

Udfordring
Det er egentlig længe siden, jeg sidst har taget imod en blogosferisk udfordring og var ved at savne det lidt... denne, så vidt jeg har forstået, handler om yndlingsting:

Mad:
Kød – Grillet kylling eller kylling i ovn.
Fisk – Grillede sardiner eller bacalhau à brás, som er en portugisisk klipfiskeret (et særdeles svært valg… bring bare begge! ;-D).
Klub: I Portugal Sporting; og ellers Manchester United af åbenlyse grunde…
Årstid: Sommer.
Sang: Dancing Queen (Abba)
Dyr: Katte. Og den lille røde løveabe fra Amazonregnskoven.
Forfatter: Marian Keyes.
Vin: Ja, tak! ;-) Helst rød. Eller kølig vinho verde.
Træ: Fyr.
Film: Bridget Jones’ Diary.
Monument: Det Skæve Tårn i Pisa.
Land: Norge!
By: Bergen (i Norge) og Sintra (i Portugal).
Bog: Sushi for Beginners.
Parfume: Woman (Hugo Boss).
Frugt: Jordbær.
Blomst: Solsikker, orkideer og engelske roser.
Farve: Lilla.
Beklædning: Hmmm… dunno.
TV-program: Friends.
Bil: Jaguar (hvor ville jeg ønske!...)
Største kvalitet: Udholdenhed.
Største fejl: Stædighed. Og en ekstrem ubeslutsomhed, når jeg er til frisør (jeg skal derhen i dag... puuuuuhada!)...
Pigenavn: Maria.
Drengenavn: Nico.
Livsdrøm: Det lyder måske umuligt, men jeg har ikke en, da jeg allerede føler mig 100% tilfreds på alle niveauer… og at sige “at tabe 10 kilo” ville lyde forfærdelig overfladisk.

(foto af solsikkerne: vida de praia)