1 + 4 = 5
At elefanter har en fremragende hukommelse ved alle, jo. Men vidste I også, at elefanterne er gode til matematik? Hvis ikke I vidste det, får I, ligesom jeg, det at vide: det var Naoko Irie (på billedet), en japansk forsker ved universitetet i Tokyo, som fandt ud af denne bemærkelsesværdige kendsgerning, og det gav ret til en artikel i tidsskriftet New Scientist og det hele. Dertil fik hun hjælp af Ashya, en asiatisk elefant (også på billedet), der udviste evnen til at lægge tal korrekt sammen i 90% af tilfældene. Hvordan det? Jo, på en meget enkel måde: der skulle bruges to spande og en bunke æbler. Naoko lagde eksempelvis tre æbler i den ene spand og et i den anden; derefter lagde hun fire æbler til i den første spand og fem i den anden. Og den intelligente elefant regnede hurtigt og konkluderede, at tre plus fire giver en lille smule mere end et plus fem (ikke?… Jeg er et æsel til matematik, så…), og den valgte selvfølgelig således den spand med det største antal æbler i 90% af tilfældene.

Hvad siger I så?

Slang
Jeg ved ikke, om de mest opmærksomme af læserne har lagt mærke til, at jeg stort set ikke bruger slang. Og ved I hvorfor? Det er fordi jeg ikke omgås særlig mange danske teenagere i dagligdagen, så det er svært for mig at følge med tiden og holde mig opdateret i forhold til ny slang. Så når jeg ind i mellem vover mig lidt frem, kommer jeg med nogle håbløst gammeldags udtryk så som “syret” (som nogle af jer måske endda er for unge til at have hørt – medmindre jeres forældre er så håbløse som jeg, he he he), “fedt” og den slags.

Men mit problems dage er talt – “cool”!: jeg har fundet en site på nettet, Urbandictionary.com, som er fuld af slang. Den eneste indvending er, at det er engelsk slang, men nu må vi se, om ikke det kan blive nyttigt… “nice”, ikke?

Memories
Og det er ikke med min gode vilje, men stadig omkring det morbide, læste jeg forleden i avisen, at et stykke kage fra prinsesse Diana og prins Charles bryllup tilbage i 1981 nu vil sælges på auktion for mindst 20.000 kr. Det kommer fra en af tjenerne, der gav en hånd med ved det kongelige bryllup, der som tak for sin tjeneste på den uforglemmelige dag på daværende tidspunkt fik en skive af kagen og et takkebrev fra brudeparret.
Tre spørgsmål blot:
1. Hvem finder på at gemme et stykke kage i 27 år?
2. En 27-årig kage må være enten rådden eller som minimum tør, ikke?
3. Hvem kunne forestille sig at betale en mindre formue for et stykke kage langt over holdbarhedsdatoen? Hva’?

(foto: AFP arkiv)

Familiediamant
Og hvis I synes, at gårsdagens fyrs adfærd var bizar, bare vent til, hvad jeg har at berette om i dag…
… det kan være, jeg har en sort humor, men jeg kan ikke li’ morbide ting særlig meget – eller rettere, jeg kan OVERHOVEDET IKKE li’ morbide ting. Derfor har jeg eksempelvis aldrig forstået visse folks smag for at beholde den afdødes aske i en lille urne derhjemme. Og jeg var ved at få noget galt i halsen, da jeg forleden læste, at der ifølge Ritzau og Reuters er en schweizisk virksomhed, Algordanza, som har specialiseret sig i hverken mere eller mindre end at lave diamanter ud fra deres klienters kære afdøde, mere præcist fra deres afdødes aske (!). Det koster 5000€ per diamant.
…
Manner, kast nu ikke op over hele strandkurven! :-P

I’m living in a box
Kan I huske denne mærkværdige sang, som blev et hit i 80erne?
…
Vi har tidligere talt om den mysteriøse skabsbeboer, og forleden talte vi om fobier. Nå, jeg kender nogen (kender og kender, har hørt om, rettere), som ikke synes at lide af klaustrofobi: han hedder Mike K. (nogle kilder kalder ham Kirsch, mens andre kalder ham Konrad, så jeg må hellere holde mig til K.), er en 29-årig 1,68 m høj tysker med 55 kg. i vægt, og han er lige blevet arresteret og blevet kandidat til en behandlingsdom. Kun fordi han i kølvandet kæresteproblemer og efter at være blevet narkoman og hjemløs i 9 år boede inde i en 50 x 60 cm. bagageboks på Düsseldorfs Hovedbanegård. Dette ifølge avisen Bild Zeitung.
Hvad mon det kriminelle bestod i? Er det mon forbudt at bo i en bagageboks?
(foto: Dennis Oulds/Central Press/Hulton Archive, Getty Images)

En kæmpes tro
Som bekendt kan troen flytte bjerge. Og der er en gruppe munke fra klosteret Heiligenkreutz i Østrig, som tilsyneladende har en utrolig stor tro, ekstremt stor endda: de vil gerne redde Amy Winehouses sjæl (!…) ved at invitere hende til at diskutere tilværelsens store spørgsmål med dem. De har allerede tilfælles kærligheden for musikken – disse munke dyrker gregoriansk sang på højere plan – og har samme pladeselskab, Universal, som også har udgivet Amy Winehouses seneste album, “Back to Black”.
Og hvorfor ikke?… Om end anderledes forekommer forslaget beundringsværdigt. Som da dr. Phil, tilsyneladende også en mand med urokkelig tro, tilbød at redde Britney Spears…
… og jeg ville ikke være spor ked af at redde Cristiano Ronaldo fra de kæresteforhold til “cheesy” pigebørn, he he he, hører du, min ven?… Så hvis du vil… ;-D

Nyheder?
Når jeg åbner en avis er det for at læse nyheder, selvfølgelig. Derfor bliver jeg forundret og irriteret, når der i stedet for det er indlysende ting, som alle ved eller i hvert fald burde vide.
Forleden så jeg en overskrift, der som minimum var banal. Der stod: “Sex ødelægger karrieren”. Og som I kan forestille jer omhandlede den en artikel fra et tidsskrift, hvor to professorer fra det amerikanske universitet i Tulane udfra en undersøgelse lige præcis havde konkluderet dette faktum: at de kvinder, der… viser meget (a la korte nederdele og meget nedringede bluser) er dem, der har det sværest ved at avancere karrieremæssigt. De kaldte det ”diskrimination”, og det må være den eneste alibi for at kunne kalde det en nyhed, tror jeg.

Beklager min ærlighed men at nægte en billig tøs, der tilbyder sig, forfremmelser og mere i løn er ikke diskrimination, medmindre hun også har udvist andre for jobbet mere relevante evner og kvalifikationer, hvilket jeg tvivler er reglen…

Alt sælges på eBay
Vi har tidligere været inde på, at en fyr solgte sit liv (familien, vennerne osv.) på eBay, hvis jeg husker ret for at skaffe midler til velgørenhed. Nå… alle har deres skøre indfald, og for mig at se er dem, som deltager i og går på indkøb den slags auktioner de skøreste af alle.
Men hvis I tror, at der ikke findes andre kreative brug for online-auktioner, tager I gruelig fejl: for nylig har en australsk kvinde opdaget, at hendes mand havde været hende utro – fordi hun fandt et par trusser i størrelse XXXL og et tomt kondomhylster i størrelse XS på ægtesengen. Åbenbart tilhørte trusserne hende ikke, og kondomet var heller ikke blevet brugt sammen med hende. Og for at hævne sig over mandens eskapade udenom ægteskabet satte hun begge genstande til salg på eBay.
Ok, ok, jeg forstår godt joken, ha ha ha; men er det ikke hævn nok den ydmygelse i sig selv, at fyren godt ved, at han tilsyneladende har en osv., der er så mikroskopisk, at han kun kan få fat i en kvinde med en kæmpemæssig røv?… LOL

(foto:eBay)

Dyremagnetisme
Et spørgsmål for kenderne eller dem, der har tilbragt megen tid på landet: har I nogensinde lagt mærke til, at alle køerne eller fårene altid vender hovedet mod samme side, mens de græsser? Jeg havde aldrig bemærket dette spøjse fænomen. Og det ville forskerne ved det tyske universitet i Duisburg-Essen nok heller aldrig have opdaget, hvis ikke de havde tilbragt timer på at kigge på 8.000 satellitbilleder af dyreflokke (hvor keeeedeligt!…). Og mere endda: de har fundet ud af, at kreaturerne angiveligt konsekvent har kroppen sådan vendt så den placerer sig langs med jordklodens nord-sydakse, både mens de græsser, og mens de sover.
Jamen hvorfor, hvorfor?… Det mest rimelige svar ville antagelig være: hvem ved? Men forskere kan aldrig nogensinde observere noget uden at skulle forsøge at forklare det på en eller anden måde også, og deres sentens angående dette er følgende: dyrene følger nord-sydaksen, fordi de kan fornemme Jordens magnetfelt, akkurat som angiveligt visse fugle, laks og skildpadder.

Jeg spørger bare mig selv: men hvordan ved det det? For mig er dette en gåde…

Det irriterende ved navnbrødre
Det er ikke fordi OL i Beijing er slut, at vi behøver at ophøre med at tale om nogle af dens deltagere. Slap af!... Jeg vil ikke tale om doping, ej heller om rekorder, ikke engang om sportsgrene eller medaljer eller sparsommeligheden i antallet af samme. Jeg vil egentlig tale om en bestemt bokser, som tilfældigvis kvalificerede sig til OL, men som blev slået ud næsten med det samme. Han er australier, er 25 år gammel – og hedder Brad Pitt.…
Nej, ikke den Brad, I tænker på. De er ham den anden. Navnebroren, som efter sigende er træt af at blive forvekslet med Hollywoodstjernen og af at blive drillet af den simple grund, at han deler navn men hverken deler berømmelsen, den fede bankkonto, hustruen attrået af den halve verden (den mandlige halvdel), ikke engang charmen eller udseendet. Og han har allerede appelleret til Hollywoods Brad Pitt om at holde op med at kalde sig Brad Pitt og i stedet bruge fornavnet på dåbsattesten, nemlig William (Bradley Pitt) for at undgå forvirringen og trælse situationer.Pas nu på, Brad, for godt nok har fyren ingenlunde bevist, han er en særlig god bokser, men hvis ikke du passer på, slår han dig måske knock out og det ville sandelig være træls… William er da heller ikke et grimt navn, altså…
(fotos: Scanpix og Getty Images)

Ah, jeg glemte det bare
Da jeg var teenager og gik mere op i slankekure, fandt jeg fra tid til anden på de mest “lamme” undskyldninger for ikke at spise: ” ah, jeg havde ikke tid”, ”ah, jeg var slet ikke sulten”, ”ah, jeg spiser bare senere”, ”ah, jeg har været så travlt optaget, at jeg helt glemte at spise”, osv., osv., osv. Alt sammen selvfølgelig påskud for at se, om ikke kiloene fordampede, hvis jeg sprang et måltid over fra tid til anden.
Imidlertid med alderen holdt jeg op med dumhederne, og jeg står mere ved tingene. Og jeg troede, alle var som mig. Men nej, åbenbart ikke: I kender Kate Moss, ikke sandt? (den fotomodel med kæresten, der konstant kvajer sig og går ind og ud af afvænningscentre) Nå, jeg ved ikke, om I har lagt mærke til, at Kate Moss, ligesom mange modeller, er temmelig mager (og hvis ikke så se på billedet). Og det er ikke tilfældigt og skyldes ej heller, at hun har et kanongodt stofskifte; sagen er den, at Kate Moss ret og slet ikke spiser. Ifølge hvad jeg har læst, insisterer hun på at benægte nogensinde at have lidt af anoreksi, hvad for en anoreksi?... Og nu kommer hendes dårlige undskyldninger: hun har levet så meget på hotelværelser uden adgang til roomservice (???), og på catwalken har hun selvfølgelig ikke mad til rådighed, så hun tilbringer hele dage uden at få en bid ned. Og efter modeshowet glemmer hun simpelthen at spise.
Dem der tror på sandheden i ovennævnte forklaring ræk lige fingeren i vejret, tak!... (bemærk hvordan jeg har begge hænder dybt begravet i lommerne… LOL)

Kærlighed på hjul
Kærligheden er en smuk ting, og jeg finder særlig skønne de romancer mellem to parter, der er så vidt forskellige, at ingen nogensinde ville have forestillet dem sammen – den klassiske kærlighedshistorie i bedste Pretty Woman eller Lady & Vagabond-stil, som jeg begejstres af gang på gang.
Den kærlighedshistorie jeg vil åbenbare her finder sted i Jerusalem, mere præcist i den lokale Zoo. Hvortil Arava, en 10-årig skildpadde lam i bagbenene, den stakkel, jf, hvad jeg har læst, for nylig er flyttet. På grund af sit handicap kunne denne invalide skildpadde ikke bevæge sig rundt og følgelig ikke få en mage. Men dyrepasserne forbarmede sig over hende og fandt en løsning på problemet: de udstyrede hende med en skateboard. I denne improviserede kørestol formår Arava nu at bevæge sine 25 kilo – og hun har fået en kæreste!
Det er virkelig smukt, ikke sandt?
(fotos: AP)

Misundelse er noget grimt noget...
Man har altid hørt om, at der er kvinder, som ikke kan stå for en mand i uniform. Jeg har dog altid troet, der var en af de myter, man aldrig har bevist. Imidlertid læste jeg forleden i avisen, at en taxachauffør i Newcastle, England, havde sladret om en brandmand efter angiveligt at være blevet skandaliseret over at se en kvinde forlade brandmandens brandbil en sen aften!… Og han må have stået på lur, for åbenbart havde han endda tid til at tage et inkriminerende, om end ekstremt sløret billede (øverst) med mobiltelefonen, og som han så sendte til den lokale brandstations ledelse.
OK, man kunne diskutere, at det er spild af skatteydernes penge osv.; men, øj, hvor er misundelse altså en grim ting!…

(foto: fej og nærtagende taxachauffør som selvfølgelig valgte at forblive anonym…)

136 dage
Sommetider undersøger man de mest utrolige ting. Nu har nogen fundet på at efterforske, hvor lang tid en kvinde i gennemsnit bruger foran spejlet med at gøre sig lækker til at tage i byen. Ifølge avisen The Telegraph 136 dage af sit liv. Eller mere præcist 3.276 timer. 3.276 timer med exfoliering, at ordne ben, at lægge makeup, plukke øjenbryn, bruge anti-ditten og anti-datten cremer, vaske hår, lakere negle og se, hvordan tøjet sidder. Til sammenligning skulle mænd angiveligt kun bruge under det halve af tiden, eller mere præcist 1.097 timer.
Sjov, men virkelig, virkelig sjov er den sammenligning, de rundede af med i artiklen: nemlig at på den samme tid, som kvinder bruger på at smukkesere sig, kunne en astronaut nå til Månen 22 gange…
…
… men hvem i alverden ville ønske at nå til Månen 22 gange? Når ikke én gang kan bruges til særlig meget…
Duh!

(foto: Getty)

Hvordan...?
En nyhed til de mere nysgerrige blandt læserne, dem der elsker det med hvordan og hvorfor: man har lanceret en webside for spørgejørgener, Wonderhowtodo.com, som består af en lang række mere eller mindre instruktive videoer uploadet af websidens medlemmer selv.
Emnerne er inddelt i kategorier og er temmelig varieret: fra ekstremt nyttige temaer eksempelvis som hvordan man blander forskellige cocktails, hvordan man væver på en papvæv (kan I huske det fra skoletiden?), hvordan man reparerer buler i bilen med en hårtørrer, hvordan man bedst dropper en kæreste, hvordan man laver origami, eller hvordan man flyver en helikopter, til mere tvivlsomme temaer, eksempelvis som hvordan man kan få en vandflaske til at eksplodere, hvordan man kan danse uden at gøre sig selv til grin, eller hvordan man kan lave sine egne spionbriller. Kun fantasien sætter grænsen.
Lad os se, om de har hvad jeg vil vide noget om: nå… hvordan sikrer man verdensfred? (Ah, det har de ikke!…) Og hvordan splitter man atomet?… (Heller ikke?… Med en yoyo tæller det altså ikke…) Og hvordan helbreder man hidtil uhelbredelige sygdomme? (Ditto… de har kun hvordan man helbreder hikke, hvordan man helbreder frustrationer med Rubiks terning???!, hvordan man helbreder tømmermænd, men ikke hvordan man helbreder uhelbredelige sygdomme).
…

Jeg er altså ikke imponeret, må jeg indrømme ;-)

Utrolig frækhed
Som jeg var ved at sige, er nogle mennesker så… men så… argh!
Har I hørt om ‘Bigfoot’? Det er en mytisk figur på det amerikanske kontinent, ligesom den Afskyelige Snemand, også kaldet Yeti, er det i Asien. På en måde er den ligesom UFOerne og spøgelserne – der er dem, der påstår at have set den, og der er endda dem, som har været så heldige at rende rundt med et kamera på det rigtige tidspunkt, men billederne er af en eller anden underlig grund altid ufokuserede…
Nå, jeg er temmelig skeptisk overfor den slags ting, men ikke alle er som mig, så jeg må acceptere, at andre tror på andre ting end mig; men for mig at se er der væsentlig forskel mellem at være godtroende, naiv, endda overtroisk, om man vil, og at være en snydepels; de første kan undskyldes, men dem der med vilje forsøger at narre de øvrige har jeg intet tilovers overfor end hån.
For nylig var der et par dumrianer bestående af Matt Whitton, en aktuelt (og for altid???) sygemeldt politibetjent, og Rick Dyer, en tidligere fængselsbetjent, som fandt på at sige, de havde fundet Bigfoots lig i en skov i Georgia, USA, og at de havde afgørende beviser: udover de sædvanlige ufokuserede billeder, selvølgelig, havde de en enorm behåret abelignende figur i en køleboks og DNA tests, sidstnævnte dog fra starten ret tvivlsomme. De gav endda en pressekonference om deres “sensationelle” fund. Imidlertid så snart “liget” tøede op, måtte man erfare, at der var tale om en gorillakostume som dem man bruger til Fastelavn.
De to fupmagere forsvandt sporløst, som forventet.

Sik’en skandale!…

Ooops… sorry!…
Forleden blev jeg inviteret af en veninde til at besøge hendes profil på Facebook – hvilket ville kræve, at jeg skulle skabe min egen profil. Det vat lige før, jeg ikke fik det gjort, da jeg ikke havde særlig megen lyst til at gøre det. Hvis I husker det, har jeg tidligere udbredt mig om min store skepsis præcist overfor Facebook – og man kunne nævne Facebook, som man kunne nævne andre lignende websider. Kald mig gammeldags og forstokket og konservativ, om I vil, men jeg bryder mig ikke om at efterlade egne informationer hist og her og potentielt blive kontaktet af fremmede.
For nogen tid siden inviterede min lillesøster mig til at komme på MeetYourMessenger. Jeg syntes, det kunne være sjovt at følge lidt mere med i hendes dagligdag og skabte en profil. Jeg skrev kun fornavn, by og alder og satte et billede på, som ikke engang var et af de bedste. Jeg ved ikke, om det skyldtes alderen eller billedet, men indenfor få timer blev jeg kontaktet af talrige 40-årige og opefter, som stillede nyfigne spørgsmål – eksempelvis om jeg gik ud (jeg valgte at spille dum og svarede, jeg skam gik ud dagligt, he he he) – og som kaldte mig smukke. Aaai! Jeg var nødt til at lukke profilen ned for at undgå den slags. Dette blot for at illustrere, at min skepsis overfor offentlige profiler kommer af egen erfaring.
Men denne snak kommer ikke engang apropos mig og mine erfaringer men som følge af en nyhed, der bekræftede for mig, at ikke alle er nær så forsigtige og reserverede som jeg: I vil tro, det er løgn, men en sygeplejerske ved Karolinska Universitetssjukhus, et anerkendt stockholmsk hospital, fandt på at lægge 14 billeder fra en hjerneoperation og en rygoperation, som hun bistod i kraft af sin rolle som sundhedsprofessionel, ind på sin profil i Facebook!… Patienterne kunne heldigvis ikke genkendes, og den pågældende sygeplejerske har undskyldt sig med, at hun troede, hun havde lagt billederne ind på et lukket forum (så udover ikke at besidde etik er hun altså teknisk dum), og hun har allerede sagt, hun fortryder enormt meget den fejl, hun har begået (hvad skulle hun ellers sige under omstændighederne?…), men hun er suspenderet og risikerer at blive retmæssigt fyret.
Nogle mennesker er så…

Nåååååååda!...
I anledning af Madonnas 50-års fødselsdag var aviserne fyldt med artikler om hendes karriere, liv og personlighed. Bla bla bla om kærester, eksmænd, skandaler, anderledes interesser, succeser o.l.
Men det, som mest gjorde indtryk på mig var et citat af hende til Sirius Satellite Radio: “Jeg vil være som Ghandi, Martin Luther King, John Lennon og Jesus, men jeg vil gerne fortsat leve”.
Er det rigtigt???
Jeg fik straks tre forskellige indskydelser:
1. hvilken grandiositet og stolthed – det klæder ingen…
2. mon ikke der er en lille bitte forbindelse mellem de for tidlige og tragiske død af de nævnte historiske personer og det faktum, at de er gået over i historien og stikker ud i hukommelsen generation efter generation? Så for at udmærke sig så meget, skal man måske netop “stille træskoene” og jo tidligere, jo bedre, he he… (og oven i købet var hun så fræk at glemme J.F. Kennedy!…)
3. Madonna er åbenbart ikke særlig overtroisk, ellers ville hun vel ikke sætte sig i bås med en gruppe med noget så tragisk tilfælles. Lad os håbe, det ikke bringer uheld, altså…

En rutine mindre
Dagligdagen indeholder en masse små rutiner og ritualer, som trods vigtigheden ikke tager særlig lang tid. Som det er tilfældet med at vaske ansigtet om morgen, eller børste håret, eller vaske fødderne om aften inden sengetid. Eller at børste tænder.
Men tilsyneladende har den amerikanske hær ikke engang tid til den slags småting, eller i hvert fald virker det som om, de prioriterer andre ”ekstremt relevante” ting højere, så som at pudse støvlerne, polere uniformens knapper og geværet dagligt. I hvert fald kunne det se sådan ud, da ifølge hvad jeg har læst, har de bestilt hos Fertin, en dansk medicinalvirksomhed, at udvikle et super tyggegummi, som klipper bakterierne lige over, så de ikke kan skade tænderne; dette for ikke at skulle børste tænderne.
Selvfølgelig vil en sådan opfindelse på længere sigt komme ud på markedet, og Colgate går nedenom og hjem.
Nå, nu må I altså fortælle mig: hvor længe er I om at børste tænderne? Jeg børster dem morgen og aften, og jeg sværger, at det ikke tager mig mere end 3-4 minutter i alt. Så hvad har fyrene det så travlt med?

Simpson-Euro
Og det er alligevel ikke kun i Skotland, der er blinde og dumme mennesker og pengefalsknere med beskeden talent. Jeg læste nemlig forleden, at Jose Martinez, ejeren af en slikbutik i byen Aviles, Nordspanien, for nylig fik sig en grim overraskelse, da han skulle tælle kassen op: blandt de almindelige Euromønter fandt han en, som i stedet for at være prydet med Kong Juan Carlos portræt havde Homer Simpsons ansigt.

Nå, at lave farvefotokopier er en ting, men at lave en mønt, trods dumheden og det, at jeg absolut ikke er en fan af The Simpsons, er kunst… enten det, eller så var det virkelig Kong Juan Carlos, som jo bærer visse ligheder med Simpsom faderen ;-)

(fotos: Newspix International)

Vi er ikke kræsne her
Det er det, jeg siger: jeg behøver ikke engang at begynde at finde på historier, da fantasien jo overgås af virkeligheden. Og hvis ikke I tror på mig, så hør godt efter denne nyhed, der var i avisen forleden: “Borgmester vil have grimme piger”. Og hvad tror I, den handler om?... For at finde ud af det bliver vi nødt til at tage til Australien (mmmm... det ville jeg ikke have spor imod, he he he). Hvor der åbenbart er en mineby ved navn Mount Isa, hvor de har et alvorligt problem: betydelig flere mænd end kvinder. Deraf dette initiativ fra borgmesteren John Molony, som for at løse problemet jf. avisen The Australian har besluttet sig for at opmuntre grimme kvinder til at flytte dertil for at finde kærligheden.
De mandlige borgere hilste initiativet velkommen og påstår, de ikke er kræsne.

(foto: Shutterstock)

Irritationsmomenter på job

Har I nogensinde overvejet, hvad der irriterer jer mest på jobbet? Personligt og som jeg flere gange har refereret her, er det der irriterer mig absolut mest og engang i mellem får mig til at gå op i det røde felt min føromtalte ”autistiske”, dumme, dovne kollega; ja, for det er en provokation og et hån for dem, der knokler at se andre indkassere deres løn for at gå med hænderne i lommen. Og det er præcist det, han gør :-(
Imidlertid har jeg læst, at det, der irriterer europæerne allermest på arbejde er langtrukne, meningsløse møder. ICM Technology lavede en rundspørge blandt 2.000 kontoransatte i 18 europæiske lande vedrørende, hvad der stresser og irriterer dem mest, og det var det, de fleste pegede på som den værste af alle stressorer. Som nummer to kom frustrationer i forhold til kopimaskiner og printere, for høje eller for lave temperaturer og kollegaers dårlige manerer.

Jeg holder altså på mit: ok, kopimaskinen går i stykker hver anden uge, men alligevel ville jeg foretrække ikke at have en kopimaskine frem for at have en så asocial og inkompetent kollega.

Lange pizza
Jeg elsker pizza – især hvis den er lavet ordentligt i stenovn, som det er tilfældet dér, hvor vi en sjælden gang i mellem bestiller en fra. For med pizza er jeg enormt krævende: ikke kom med dårlig dej, fedtet dej som den i deep pan pizza – blagh :-P Og ikke kom med kold pizza – den skal helst være varm og sprød, eller så er den ikke meget ved.
Derfor blev jeg ikke spor imponeret, da jeg læste, at man i juni i Sydney, Australien, havde fremstillet verdens længste pizza indtil dato – eller rettere en række af pizzaer, da man jo brugte 826 pizzaer ved siden af hinanden, og som tilsammen udgjorde en pizza på 221 meter.
Humpf… jeg tvivler på, at den var ordentlig lavet og i stenovn; og varm og sprød var den i hvert fald næppe. Blagh :-P

Oppustelige løsninger
I vore dage er tiden knap og livet ofte et stort løb for at nå alting, så man bliver nødt til at finde praktiske løsninger, som gør livet så let som muligt uden at glemme forskellige vigtige hensyn som menneskerettigheder, miljøet og den slags. Og der er allerede mange opfindelser, som har gjort det lettere for os, eksempelvis mikrobølgeovnen eller robotstøvsugeren.
Og nu den oppustelige kirke! I kid you not!: den nye eklesiastiske mode er de transportable kirker, og for ”blot” 20.000 kr. udlejer firmaet Innovations Xtreme flere modeller indenfor oppustelige kirker.
…
Jeg kan lige forestille mig scenen:

- „nå, hvordan går det med bryllupsforberedelserne?”
- „der mangler stadig en hel del, men nu har vi sikret os kirken”
- „kirken? Jeg troede, I skulle giftes i dine forældres have…”
- „ja, og det skal vi også…”
- (afbryder) „manner, hvad har du i lommen?”
- „en domkirke.”
- „???”

Flere bizarre restauranter
Og nu at den værste kvalme har lagt sig, fik jeg mod på at researche lidt mere om emnet ”excentrisk restauration”. Ja, for hvis nogen kunne finde på at blande latriner og mad, måtte der jo sikkert være flere underlige blandinger… og jeg havde selvfølgelig ret: der mangler ikke ubegribelige opfindelser på området. Fælles for alle de mærkelige restauranter, jeg vil referere til er, at ingen vil nogensinde finde mig netop dér. Ok? Gør jer klar:

* Cabbages & Condoms: jeg fandt flere referencer til en restaurantkæde i Thailand (where else?…), hvis tema er kondomer – dekorationerne er kondomer, der er billeder af kondomer på tæpperne. Og ved måltidets afslutning, sammen med regningen, i stedet for at give små chokolader eller myntebolcher, kommer de med (I gættede det) kondomer. Blot en lille kommentar: det som gentages meget har med at gå en på nerverne!

* D.S. Music Restaurant: stadig i Asien men i Taiwan (surprise, surprise – NOT!), denne restaurant forfølger lægetemaet – fra krykker på væggen som dekoration, til drinks serveret i reagensglas og drop, til tjenerne klædt ud som sygeplejersker. Ejeren påstår, at han bare gerne ville udtrykke taknemlighed for god behandling, da han var indlagt på et lokalt hospital (gad vidst på hvilket speciale?… Mit måske, he he he?…), men det ”lugter” af primitiv maskulin fantasi…

* Nyotaimori: Og hvorfor forlade Asien, som er så kreativ? Som selve navnet indikerer (nyotaimori er japansk og betyder “fremlæggelse på kvindekrop”), er denne type restauranter tilsyneladende ikke spor nye i Japan – men for mig er det nyt – at man serverer maden med en nøgen kvindes krop som fad; men der er en restaurant som skiller sig ud ved, at at man serverer sushi i en nøgen kvindekrop lavet kun af spiselige ting. Den dominerende idé er pseudokanibalismen, da kunderne må dissekere den omtalte ”krop” for at spise de herligheder, der er indeni.

* New Lucky Restaurant: Og vi bevæger os ikke langt væk; i Indien, mere præcist i Ahmadabad, er der en restaurant på en kirkegård, og dem som spiser dér sidder imellem gravstederne, hvor der stadig er nogen, der lægger blomster! Creepy ved første øjekast, men i Indien associerer man held med kirkegårde (hvilket held der er i at sætte træskoene ved jeg dog ikke, men ok...)

* Fortezza Medicea: denne er simpelthen inde på et stadig fungerende fængsel i Pisa, Italien, og de 20 tjenere er indsatte ved fængselsetablissementet, og de laver mad og serverer ved bordene under tæt bevogtning af svært bevæbnede betjente. Temaet er ret oplagt, og samtalerne ligeså, forestiller jeg mig. Og det giver ret til baggrundsmusik – en vis Bruno, som sidder inde for mord er den vagthavende pianist.

Ny restaurant – eller toilet – i Taiwan
Og hvis der er valg, som giver rigtig god mening, er der andre, som hverken har hoved eller hale. Som at kombinere toiletter med mad. Eller så følger det en eller anden logik, man skal være asiat for at kunne forstå – og dog hjælper mine fjerne gener fra Macau mig ikke engang nu…
… det apropos det sidste skrig indenfor restaurationsbranchen i Taiwan: Modern Toilet. Som, hvis nogen er i tvivl, ikke er et toilet men en temmelig kitsch restaurantkæde i Taipei, som startede i 2004. Alt fra bordene og stolene, som er henholdsvis badekar, vaskekumme og lokumer til serveringsskåle og krus, der forestiller små urinaler, og tallerkenerne, som er miniature-toiletter, altså alt i restauranten er inspireret i den latrinære verden – selv desserten: chokolademoussen ligner en lort; og de serverer gule forfriskninger fra et bækken. Og jeg nævner ikke engang interiørdekorationen i sig selv, da jeg er overbevist om, I har fantasi nok til at forestille jer det uden min hjælp… og hvad humoren, det inspirerer til angår, ditto… Køkkenet er enkelt og traditionelt… men det er heller ikke på grund af maden, nogen kan finde på at frekventere denne type restaurant, vel?…
Blot eet ord beskriver præcist, hvad jeg tænker om dette koncept: frastødende! Eller så: ulækkert! Ædr!... :-P

Dødssyg lov
Man kritiserer politikerne temmelig meget, og ofte fortjener de at få på puklen, da de har tendens til at dumme sig og til ikke at leve op til de løfter fra valgkampen. Men har I tænkt på, hvor megen visdom der egentlig skal til for at lovgive således, at alt passer sammen, og man forudser alle slags situationer og hensyn? Ja, for en lov som beskytter en part skal helst ikke diskriminere eller ødelægge det for en anden, hvilket kræver et enormt overblik og så godt som at tænke på alt.
Og at tænke på alt er præcist, hvad det tilsyneladende kendetegner de britiske lovgivere. Sådan er det: jeg læste forleden om en lov, som forbyder at man dør i parlamentet i London. Det er sandt: så snart man bemærker, at nogen får et ildebefindende eller ligner en med benene i graven, sender man vedkommende hjem.
Grunden er såre simpel: hvis man dør i parlamentet, har man, i hvert fald teknisk set, ret til en statsbegravelse, og ingen er interesseret i, at der kommer for mange statsbegravelser, vel?…
Ser I, hvordan det virkelig kræver, man tænker på alt for at være politiker?

Brød-positiv... ooops!
Forleden var der stor polemik, da en af de supermarkeder, hvor jeg handler ind, besluttede sig for at indføre på deres hylder narkotests til familiebrug, a la: hvis man mistænker sin teenagesøn for at tage stoffer, kan man i stedet for bare at spørge ham om det, blive sikker ved at bruge en test ligesom de graviditetstests, man kender, som afslører tilstedeværelsen af fremmede substanser i kroppen.
Selvfølgelig er polemik det, som journalister bedst kan li’, og der er allerede nogen, som har udfordret og gennemhullet det… kun ved hjælp at et stykke brød med birkes, som jo er en ganske gængs ingrediens i brødbagning her til lands.
“Hva’ for no’et?!”
Ja… såvel birkes som heroin har samme herkomst, nemlig valmuer, og tilsyneladende kan den pågældende test ikke skelne mellem det ene og det andet… ret pinligt, ikke sandt?
Altså: for de få af jer, der overhovedet kunne drømme at forhøre jeres teenagebørn på den måde, glem ikke at tjekke først, om de tilfældigvis har fået brød til morgenmad, he he he ;-D

Tænke, tænke, tænke
I mit fag møder jeg dagligt den ekstreme magt, som tanker har i forhold til alskens emotioner, valg og adfærd. Mange gange er forbindelsen logisk og ligetil mellem det, man tænker og eksempelvis føler, men ind i mellem virker forbindelsen fjern og uforklarlig.
Hvorfor er det eksempelvis at morbide eller voldelige tanker øger appetitten? Det giver umiddelbart ingen mening, men det er præcist det, som en gruppe forskere ved universitetet i Chicago, USA, for nylig har fundet frem til: at tænke om ens egen død eller være vidne til voldelige billeder synes at stimulere appetitten.
De afprøvede denne hypotese ved først at be’ folk om at tænke på deres egen død og bagefter be’ dem om at skrive en indkøbsliste over kun mad; tilsyneladende jo mere negative tankerne var, desto længere listen blev over indkøbte madvarer. Dette fordi man bliver ubehagelig tilpas, hvilket kompenseres for ved at spise.
Det samme gør sig gældende for personer med lavt selvværd: disse har tendens til at spise mere… især, hvis de kigger sig i spejlet samtidig (?)
Anyway…
Tænk positivt!… Tænk positivt!… Tænk positivt!…

Flere interessante overskrifter
Catfight: et skænderi mellem to kvinder, der typisk involverer lussinger, hårrivninger og temmelig kraftige rykninger i tøjet, og også kan inkludere verbale fornærmelser og lignende ondskabsfuldheder.

Forleden læste jeg en nyhed, som kun tiltrak sig min opmærksomhed grundet overskriften, som virkelig gjorde indtryk: ”Barbie og Bratz i catfight”, ”Hvad er det mon for noget?”, tænkte jeg ved mig selv, ”et skænderi mellem blondiner?”. Nå, for dem der ikke er velorienteret i dukkeverdenen, er Barbie den der tynd, rank, normalt lyshåret dukke med lange ben, som kom til verden i 1959, og Bratz er en slags ”lillesøster” mere a la en billig tøs med så fyldige læber, at hun ser ud som om, hun har fået plastkirurgi og har fået temmelig meget silikone i, altid det sidste modetøj på og en provokerende attitude, og som kom på markedet i 2001 og har haft en enorm succes og efterhånden overhalet Barbie, hvad salgstal angår.
Eller rettere: fire Bratz ”lillesøstre”, Cloe, Yasmin, Jade og Sasha, men beskrivelsen er den samme.Og i nyheden afslørede man en igangværende rasende disput vedrørende, hvem der har rettighederne til Bratz. Dette fordi Mattel, som er det firma, der ejer Barbie, påstår, at Carter Bryant, en tidligere medarbejder skabte Bratz, mens han stadig var ansat hos dem. Og nu kræver de, at MGS Entertainment, som producerer Bratz, omgående holder op med det. Sidstnævnte svarer, at Carter allerede havde forladt Mattel for længst, da han følte sig inspireret til at skabe Bratz. Imidlertid havde Mattel en trumf op ad ærmet: de fremførte beviser i retten for, at Bratz var blevet tegnet på Mattel firmapapir, ergo under den tiltaltes ansættelse hos dem. Og de kræver ikke kun en erstatning med endnu værre, haha, et endeligt forbud imod fremstillingen af Bratz. MGA Entertainment på sin side føler sig bagvasket og har allerede truet med at kræve en astronomisk erstatning fra Mattel.
...

Ligner det et skænderi mellem kvinder eller ej?