Kaosgenierne
Forleden dag talte jeg her om det kaos, der er på mit skrivebord og de konsekvenser, det kunne få på kort og langt sigt. Men, men… som i alting er der ingen kohærens i meningerne desangående. Ifølge Eric Abrahamson, professor i Management ved Columbia Business School og medforfatter til bogen “A Perfect Mess”, ser det ud til, at kaos på skrivebordet stimulerer og giver adgang til kreativiteten, dette fordi man finder noget andet end det, man ledte efter, hvilket åbner op for nye tankebaner i hele andre retninger. I bogen konkluderede man endda, at det er mere risikabelt for et firma at overorganisere end at drukne i rod. Og de giver eksempler på, hvordan Nobelprisvindere kom frem til de opfindelser, de blev prisbelønnet for, ved hjælp af tilfældigheder som følge af pludseligt at have fundet et eller andet på deres alt andet end eksemplariske skriveborde. Orden derimod øger tendensen til kontrol og regler, som ender med at bremse op for den kreative proces.
Så her et mit dilemma: skal jeg rydde op på mit skrivebord og dermed fodre et lille håb om at blive tager alvorligt af ledelsen, eller skal jeg lade det stå til og vente på, at rodet inspirerer mig til at finde den perfekte undskyldning for det samme, he he he?

Grimasser
Jeg mindes, at en af de voksnes yndlingstrusler, da jeg var barn, var den med, ”ikke lav grimasser (eller skel med øjnene), for du kan risikere, at de sidder fast for altid”. Selvfølgelig har den aldrig forskrækket mig eller forhindret mig i at grimassere eller eller skele med øjnene om nødvendigt, idet jeg troede, det var endnu en af de tomme trusler som den om bussemanden eller den om, at jeg ville blive sendt på kostskole, hvis ikke jeg opførte mig ordentligt.
Heldigvis har jeg alligevel aldrig haft så megen trang til at lave grimasser, eller så… for I vil måske tro, det er løgn, men dette fænomen med at få et permanent ansigtsudtryk har vist sig i virkeligheden. Ja da: i Japan er der rigtig mange medarbejdere i servicesektoren (butiksansatte o.l.), der på introduktionen har fået besked på at smile til kunderne. Og da japanerne i forvejen jo er temmelig høflige, er der nu mange, især kvinder, som nu lider af, hvad man har kaldet ”permasmil”, et ansigtsudtryk som ligner et ”gult”, uoplagt tvangssmil, som de ikke kan fjerne fra ansigtet igen.Denne permanente smilemaske er ifølge Makoto Natsume, en fremtrædende psykiater tilknyttet universitetet i Osaka, usund for den psykiske velvære, idet man derigennem undertrykker rigtig mange følelser, der aldrig kommer frem direkte, hvorved der opstår en risiko for udvikling af depression og andre psykiske lidelser.
Hvad siger I så?…
(foto nederst: Robin)

Noget for noget
Der er ingen tvivl om, at selvom det stadig kan være nødvendigt at fejre Kvindernes Internationale Kampdag og kæmpe for ligestilling, er der en hel del, der har ændret sig siden 60’erne. Det fremhæves i hvert fald det i en amerikansk undersøgelse, der har vist, at den moderne mand tager sig af 30% af de huslige pligter, i sammenligning med 15% bare for 40 år siden, mens kvinderne efterhånden har skåret ned i det huslige arbejde med 2 timer om ugen. Undersøgelsen demonstrerede ligeledes, at mellem 1965 og 2003 har mænd tredoblet den tid, de er sammen med deres børn.
Hvordan og hvorfor?… Hvis I gætter på, at det skyldes, at de fleste kvinder er udearbejdende og derfor har fået mindre tid til det huslige, eller at det kommer af ligestillingskampen, så tager I fejl. Det rigtige svar er… sex. (Og ikke kun fordi denne undersøgelse blev gennemført af psykologer – det er en myte, at psykologer ser sex overalt. Det er det altså!) Følg lige ræsonnementet: det tiltrækker kvinden, at manden gør sig nyttig, ikke sandt? Og jo mere han påtager sig derhjemme, desto mere tiltrækkende han bliver i hendes øjne, og desto mere hun får lyst til at have sex med ham.
Med andre ord et ganske simpelt belønningssystem. Fyrene er altså rigtig kloge, de er… :-)

Fra barnsben
Nogle ting kan siges at være relative – eksempelvis hvad den bedste musik i verden er (for mig vil det altid være popmusikken), det bedste køkken (utvivlsomt det italienske, mums, men andre foretrækker noget andet), det bedste fodboldhold (nøøøj, hvis jeg nu siger Sporting Clube de Portugal, bliver jeg “massakreret”, så det er bedre jeg tier stille…), det bedste tøj eller tilbehør, osv., osv. Men i forhold til andre er dommen enkel og efterlader ingen plads til tvivl.
Eksempelvis er franskmanden Nicholas Jacquard, stifteren af onlinespillet “Miss Bimbo” (oversat ”MissDulle”) uden skygge af tvivl en idiot! For at have skabt et spil, der åbner op for, at piger i 9 til 16 års alderen kommer i berøring med ekstreme slankekure og plastiske operationer. Når pigen registrerer sig som bruger, får hun sin egen virtuelle såkaldte bimbo og opgaven at skulle sørge for, denne holder sig ultratynd og får større bryster. Deltagerne konkurrerer om at få skabt den sejeste, mest berømte og velhavende bimbo, og jo bedre de klarer sig, jo flere ”bimbo-dollars” de får til at investere i virtuelle plastiske operationer, ansigtsløftninger, virtuelle slankepiller, lingeri og frækt tøj til at forbedre endnu mere deres virtuelle dukkes udseende.Spillet er blevet så populær, at der i England alene allerede er 200.000 virtuelle dukker. Forældrene og spiseforstyrrelsesorganisationerne protesterer og advarer imod spillets negative effekter i en tidsalder, hvor stadig yngre piger lider af anoreksi, men næ, nej, hr. Nicholas Jacquard fremførte overfor Timesonline.co.uk, at spillet kun har positive effekter – pigerne lærer meget ved at skulle tage sig af deres virtulle bimbo og lærer vigtige lektier som, at chokolade feder og er dårlig for bimboens krop, mens den bliver glad af at spise frugt og grønt.

Som jeg sagde: hr. Nicholas Jacquard er uden skygge af tvivl en idiot!

(foto foroven: Thomas Freitag)

Som dit skrivebord
Forleden læste jeg en foruroligende overskrift på en nyhed: nemlig at man er som sit skrivebord, forstået som at skrivebordet afspejler sin ejer. For hvis jeg nu tænker på mit skrivebord i skrivende stund... uhada!: der er papirer over alt, post-it beskeder til mig selv, måneder gamle rapporter og notater, der endnu ikke er blevet arkiveret, noget støv og krummer. Et billede af min bedre halvdel og masser af avisudklip om Cristiano Ronaldo velorganiserede under et gennemsigtigt A3 plastunderlag – men intet problem her, da det er den smukkeste og mest ryddelige del af skrivebordet.
Eksperterne har en teori om, at medarbejdernes humør og trivsel afhænger meget af skrivebordets tilstand og den indretning, man vælger til det (i dette tilfælde: kaos). Og samtidig former det kollegaernes og chefens mening om én (oooops: kaotisk og desorganiseret).
Ifølge tidsskriftet Forbes, har Meredith Wells, som er forsker ved University of Eastern Kentucky konkluderet, at dem der giver et mere personligt præg til skrivebordet generelt tenderer til at udvise mere jobtilfredshed (ah, i det mindste det: man kan da sige, at et billede af husbonden og en kollage af Cristiano Ronaldo – plus et skærmbillede af selv samme fodboldstjerne på pc‘en– i hvert fald er personlige præg – så jeg har tilfredshedsgaranti :-D). På den anden side er der to undersøgelser gennemført af Jeffrey Sanchez-Burks fra Ross School of Business ved University of Michigan og refereret i Fortune magasinet, som antyder faren for at blive opfattet som lidet seriøs og professionel, hvis man giver et mere personligt præg til skrivebordet (nå, bye bye forfremmelse) eller bliver mere personlig til jobsamtale – dette i al fald blandt de nord-amerikanske adspurgte; for tilsyneladende gik de brasilianske deltagere i undersøgelsen, som forventet, ikke nær så meget op i det ;-)
(foto: Bax Lindhardt)

De førstefødte
Kan I huske, at jeg tidligere har nævnt, at de førstefødte børn generelt er mere intelligente (selvfølgelig! Man kan da se det med det samme! Og det er ikke kun fordi jeg selv er førstefødt og uden velbegrundede argumenter, jeg kommer og påstår sådan noget her) end de øvrige søskende? Jeg læste for nylig en reference til endnu en undersøgelse, denne gang foretaget af forskere ved Brigham Young University blandt 21.000 forældre, som bekræfter dette faktum og forklarer det med udgangspunkt i, at førstefødte gennemsnitligt får 3.000 flere timers opmærksomhed fra forældrene, uden af disse nødvendigvis er klar over denne forskel, end de øvrige søskende – svarende til 20-30 minutter om dagen i alderen 4-13 år. Derfor få de højere IQ, som gør det muligt for dem at klare sig godt i skole og komme til at tjene flere penge som voksen end deres yngre søskende.
En trøst til de yngre børn i flokken: i det mindste bliver der ikke holdt så meget øje med jer hele tiden, og I har derfor sjovere, mere afslappede liv end jeres ældste søskende. Tro mig, jeg ville hellere end gerne bytte, hvis jeg kunne!…

Stakkels svenske hunde
Dette er ikke en svenskervits. Jeg kender flere, men de har ikke noget med sagen at gøre, da vi nu skal tale om alvorlige emner, nemlig hvor dårligt svenske hunde tilsyneladende har det. De har det altså virkelig dårligt. Så dårligt, at mellem 2.000 og 2.500 hunde er på antidepressiv medicin. Muligvis som følge af at have rigtig hundeliv – altså ikke i positiv forstand, hvor de bliver forkælet i begge ender, men forstået som, at deres ejere har det så travlt, at de ikke giver dem den nødvendige opmærksomhed, ej heller giver dem mulighed for at gå lange ture og lege ude i det fri; i stedet lader de dem alene mellem fire vægge hele dagen.
De stakkels hunde.
”Fido, hent lige bolden!”
(foto: jaredswafford)

Det behøver altså ikke at være enten eller
Den offentlige sektor er på mange punkter anderledes end den private. Det kan jeg med sikkerhed sige, da jeg jo er ansat i førstnævnte: hvad for nogen julegaver? Eller hvad for en kæmpe løn? Eller hvad for særlige gratialer til at tiltrække kvalificerede folk til at søge stillinger? I den offentlige sektor er der ikke bærbare computere til privatbrug til nogen, ej heller mobiler med alle udgifter betalt, ej heller massager i arbejdstiden, ej heller store frokoster hver dag, ej heller flybilletter for at komme på konferencer eller efteruddannelse i fjerne egne, ej heller luksus spa-weekendophold, ej heller eksotiske ferier med alt betalt i Caribien. Men jeg kan sige ydermere, at jeg ikke har brug for den slags frynsegoder (ok, måske lige undtagen ferien i Caribien), og at jeg ikke er ansat hos det offentlige af mangel på tilbud i det private; jeg kan faktisk godt li’ at arbejde dér. Også fordi jeg ikke føler mig forfulgt af HR-afdelingen med uimodståelige tilbud.
Jeg læste imidlertid forleden, at folk indenfor det private er ved at være så trætte af gentagne og tiltagende mere luksuriøse tilbud, at de fremover muligvis kun vil kunne lokkes til at søge eller fastholde en stilling, hvis man tilbyder dem fred og ro. Det vil sige: om nogle år er det forbi med julegaver, de kæmpe lønninger, de særlige gratialer til at tiltrække kvalificerede folk til at søge stillinger, de bærbare computere til privatbrug, de mobiler med alle udgifter betalt, de massager i arbejdstiden, de store frokoster hver dag, flybilletterne for at komme på konferencer eller efteruddannelse i fjerne egne, spa-weekendopholdene og de eksotiske ferier med alt betalt i Caribien. Med andre ord: de kan lige så godt lade sig ansætte med det samme hos det offentlige, hvor man altid har været ekspert i at lade de ansatte være i fred hvad sådanne uimodståelige tilbud angår ;-)

GOD PÅSKE!

(sig det med masser af påskeliljer)
(foto: osloann @flickr.com)

Starte på en frisk
Jeg ved ikke, om I nogensinde har hørt nogen sige, at det aldrig er for sent til at starte på en frisk. Hidtil var det for mig en flot sætning med et flot ideale uden egentlig substans, da jeg aldrig havde hørt om en eneste sag, hvor dette havde været vellykket.
Men forleden læste jeg om en 102 år gammel (!) britisk herre, der jf. avisen Telegraph besluttede sig for at flytte til New Zealand for at starte et nyt liv. Han hedder Eric King-Turner og flyttede med sin 88-årig newzealandsk fødte viv, Doris, til dette efter sigende smukke land. Han gjorde det af altruistiske grunde, da han tænkte, at hustruen måtte have hjemve efter 12-13 års samliv i Storbritannien.
Han har selvfølgelig fordel ved fællessproget -og det langt bedre klima - men alligevel kan jeg ikke lade være med at finde det et modigt initiativ – manden må da være lidt af en friskfyr. Bare se det grin ;-)

FORÅR
Endelig er det blevet forår! Tra la la la! Endeliiiiiiiiiiig :-D
(men for at spolere festen har metereologerne allerede varslet, at der kommer snestorm lige om lidt... øv, altså!... Jeg håber, de tager fejl, som de plejer...)(fotos: wantoh1 @flickr.com og strikke jane @flickr.com)

Tilegnede is
Hver gang en ny Walt Disney film har premiere, er det normalt af Polar Is eller en af de andre is-firmaer skaber en is specielt til lejligheden: Shrek-isen, Pirates of the Caribbean-isen, eller Spiderman-isen; kun fantasien sætter grænsen.
Men der er firmaer, der åbenbart er mere kreative end andre: Ben & Jerry’s har gennem længere tid lanceret forskellige is inspireret i musikkens verden. De mest kendte er nok kirsebær og chokoladeisen ”Cherry Garcia”, ”Phish Food” eller måske ”Willie Nelson’s Country Peach Cobbler”.
Og nu har de ladet sig inspirere af John Lennons musik. Isen i ham inspireret kommer til at hedde “Imagine Whirled Peace”, har en karamel peace-tegn og is-emballagen har den legendariske musikers underskrift.
Og nu skal I ikke straks tænke (ligesom jeg... LOL), I kynikere, at de kun har skabt denne is med det formål at tjene penge – slet ikke: firmaets hovedformål er angiveligt at sprede freds- og kærlighedsbudskabet gennem folks maver :-)
Give peace a chance!

Katte
Jeg har gode nyheder til katteejerne. Og det er ikke for at genere nogen eller være fordomsfuld, men selvom jeg ikke har kæledyr, har jeg altid foretrukket katte – fordi de er smukke, elegante og selvstændige. Og nu, at jeg har fundet ud af, at de tilmed er gode for helbredet, kan jeg li’ dem endnu mere. Det er sandt: en undersøgelse foretaget af en gruppe forskere ved universitetet i Minnesota blandt 4.300 personer i alderen 30 til 75 år har for nylig vist, at folk der ikke holder kat har 30-40% større risiko for at udvikle alvorlige hjertekarsygdomme end dem, der holder kat. Katteejerne havde simpelthen mindre stress og angst, faktorer der kan mindske risikoen for et hjerteanfald. Til gengæld ser det ikke ud til, at det at holde hund har samme gavnlige effekt med hensyn til at forebygge risikoen for at få et slagtilfælde.Undersøgelsens resultat overraskede forskerne, hvis formål var at undersøge kæledyrenes generelle positive effekter i forhold til stressreduktion. Og de er endnu ikke i stand til at forklare denne uventede forskel.Og det er mærkeligt: hvis vi tænker os godt om, så er man nødt til at lufte hunden et par gange om dagen, hvilket inviterer til mere motion fra ejeren end kattene, der jo klarer sig selv.
Har I nogle forslag?(foto: gunhild)

Kontraster (og mere sne! :-S)
Maaaaaaaaan! Har jeg ikke sagt, hvad jeg mener om snestorme i marts? Er det nu, det skulle finde på at falde tonsvis af sne?… Nej, vel?!… I forgårs var det så varmt, at vi spiste frokost på altanen i bare arme og solbriller. Og i går falder der kanon megen sne – nok denne vinters største snefald endda?
Herinde er vi mere end klar til foråret… det vil sige, hvad for et forår? Til sommeren endda, hvilket vores skøre blomstrende bougainvillea ved vinduet bevidner.
Nå, i dag lad gå, siden vi har ferie, kan vi lige så godt benytte lejligheden til at gå en tur i sneen, siden den er her. Men i morgen håber jeg, at vi engang for alle har skiftet årstid – fremad, ikke tilbage!…
(fotos: vida de praia)

Runaway Bride
Stadig i Hollywood, kan I huske den film fra 1999 med Julia Roberts i hovedrollen, hvor hun gang på gang af frygt for at begå en fejltagelse eller for at binde sig for resten af livet flygter fra brudgommen ved alteret? Selvfølgelig lykkes det for den kanonflotte Richard Gere at få hende på andre tanker til sidst :-)
Nå, forleden læste jeg, at denne slags ”brudeflugtetendenser” er ved at være slut i Mexico. Eller i hvert fald er det tanken bag et nyt lovforslag, der ifølge The Associated Press muliggør, at brudeparret tegner en kontrakt, hvor de aftaler, at skulle en af de to fortryde i sidste øjeblik, så er det den, der ombestemmer sig også den, der betaler regningerne for de bestilte bryllupsarrangementer og/ eller hvor meget den, der eventuelt bliver forladt har ret til i erstatning, afhængigt af, hvornår i forlovelsen den anden part eventuelt ændrer mening.
Og hvorfor ikke?…
Dette som minimum interessante lovforslag kommer fra Jose Zepeda, aktuelt politiker men med en baggrund som skilsmisseadvokat...

“De stjal min sjæl – igen!...”
Keira Knightley er filmaktuel med filmen ”Atonement” (”Soning”), som er baseret på en roman af samme navn af Ian McEwan, som jeg faktisk har læst, og hvor hun spiller overfor en fantastiske skuespiller James McAvoy, som ville være den eneste grund til, at jeg overhovedet ville lade mig trække med for at se filmen. Det og at den har fået en Oscar.
Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke er særlig glad for Keira Knightley. Hun var rimelig i ”Bend It Like Beckham”, men dér var hun stadig et barn uden stjernenykker. Imidlertid blev hun kun værre – hun er blevet en feteret, berømt skuespillerinde uden at blive dygtigere; og hvis der er noget jeg hader, er det når en skuespillerinde går i Angelian Jolies fodspor og for at skjule sit magre talent begynder at lave trutmund for at vise sexappeal og fange i hvert fald det mandlige publikum, hvilket i øvrigt giver et meget lidt intelligent udseende.

Hvis det hidtil kun var en fornemmelse baseret på min intuition, er jeg nu sikker på, at Keira Knightley ikke kun ser lidet intelligent ud. Nu har hun nemlig fået den idé, at hun ikke kan li’ at blive fotograferet. Og ikke så meget fordi hun konstant forfølges af paparazzi. Nej: hun må have hørt et eller andet sted, at Aboriginerne i Australien tror, at hver gang man tager et billede af dem, så tager man lidt af deres sjæl; så ifølge hvad hun har fortalt i et interview til Daily Express, har hun ind i mellem samme overtro (hvorfor kun ind i mellem melder historien til gengæld intet om). Hvilket får en til med det samme at tænke, at pigebarnet har valgt det forkerte fag, da det at blive filmet i timevis potentielt også må sætte sjælen på spil. Men intet problem: hun siger, at hun løste problemet ved at lade som om, hun er en hel anden person, når hun står foran et kamera…

… hvad nu, når hun glemmer det? Det må da i så fald give problemer, eller?… Så kom nu ikke her og sig, at Keira Knightley er en dum blondine!… ;-)

(fotos af trutmunden: Solarpix/PR Photos at Exposay.com)

Det er slut med barfodede hunde
Aktiviteterne omkring dyrebeskyttelse er fantastiske og undlader ikke at overraske – om ikke andet, fordi sommetider eller i visse henseender, så synes dyrene at have fået flere rettigheder end mange mennesker.
Vil I have et eksempel? Der er stadig mange børn og voksne verden over med så store vanskeligheder i forhold til at sørge for eget livsophold, at de ikke engang ejer sko. Men til gengæld er der nogen, som har tænkt på og prioriteret politihundenes behov for ikke at rende rundt i bare poter. Dette fordi det at være politihund er et barsk arbejde og indebærer at udsætte sig for mange farer og ubehageligheder, såsom at få et glasskår i poten. Ifølge BBC vil der om et par dage i Düsseldorf i Tyskland blive gennemført, at alle politihunde får specialsyede sko på deres delikate poter.
Jeg har aldrig været i Düsseldorf og ved derfor ikke, om det er et sted, hvor der er en særlig fremherskende tendens til, at der ligger smadrede flasker over det hele i forhold til andre steder. Enten det, eller så er man særdeles følsom overfor dyrenes behov og komfort dér.
Er der nogen, der ved det?…
(foto: AP)

Næsten!
I dag var jeg i glimrende humør, da jeg vågnede. Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, der ikke var nogen særlig grund til det. I dag er nemlig sidste arbejdsdag inden en enormt anticiperet, overordentlig lang påskeferie. Jeg har ikke haft ferie siden jul og havde efterhånden netop brug for nogle dage til at slappe af i og intet at bestille.
Vi har endnu ikke veldefinerede planer – men vi har jo fået to invitationer til familiefester, så vi tager på en ”bette” tur til Nordjylland også for at besøge mine svigerforældre. Og måske improviserer vi en forlænget weekendtur et eller andet sted kun os to. Uanset hvad vil jeg have 10 dage kun til mig selv – til os – hvor jeg regner med at tage ”revanche”: jeg vil sove ud, gå lange ture helst langs stranden hånd i hånd med min elskede, læse en eller anden total overfladisk bog skrevet af en eller anden jævnaldrende forfatterinde om en eller anden jævnaldrende kvindes dagligdag og med en lykkelig og overraskende glamourøs slutning (altså den berømte og min yndede ”chicklit” genre), eller Lars Daneskovs ”Far på Færde”, som jeg købte i december, og bekymre mig om intet.
Imidlertid vil jeg prøve at kigge forbi Strandkurven dagligt, da det er blevet en vane, men regn ikke med min tilstedeværelse klokken 7 om morgen, som jeg plejer – ferie er jo nu engang ferie :-)
(foto af “vores” strand: vida de praia)

“Det er altså ikke mit job!...”
Der er dem, der har succes i deres projekt om at gøre karriere, og der er dem, der ikke har. Hvorfor mon denne forskel? Mere eller mindre engagement? Mere eller mindre holden hånden over én? Mere eller mindre talent?
Ifølge ph.d Bill Lampton, forfatteren til bogen “The Complete Communicator: Change Your Communication, Change Your Life!” og en mand med 23 års erfaring fra erhvervslivet, er en af tingene, der for alvor påvirker ens troværdighed negativt som medarbejder, når man åbner munden og siger noget uden at tænke sig om – med andre ord: brølerne, som man bare lukker ud uden videre. Og han giver flere eksempler på hjemmesiden Careerbuilder.com:

- “Det er altså ikke mit job!”
(for hvis nogen kommer til dig med opgaven, må der altså være en rigtig god grund til det; eller i hvert fald er det en rigtig god lejlighed for at vise, hvad du kan og at du er en holdspiller)
- “Intet problem, det gør jeg bare.”
(i al fald hvis du siger det med et smil, hvilket kunne få nogen til at tro, det virker nemt for dig, og hvis det viser sig, det ikke er så nemt endda, ryger din troværdighed)
- “Sig ikke til nogen, at jeg har sagt det, men...”
(hvis det decideret er en hemmelighed, er det bedre du tier stille; og hvis det ikke er det, kommer man altid til at finde ud af, hvem rygtet kom fra. Og næste gang kan det måske handle om dig)
- “Der er 4 år siden, jeg sidst fik en lønforhøjelse”
(lønforhøjelser gives generelt for produktivitet – ikke for ancænnitet. At bringe det op overfor chefen vil kun minde ham om, du ikke har gjort dig fortjent til en lønfohøjelse i al den tid)
- “Det er ikke min skyld.”
(medmindre du er dommer, er din arbejdsplads altså ikke en retssal. Hvis din chef henvender sig til dig med et problem, er han nok ligeglad med, hvem har skylden, han vil gerne have det løst. Og at pege finger ad kollegaerne er heller ikke en holdning, der klæder nogen)
- “For at være helt ærlig...”
(den perfekte indledning til en sætning, der kun kan blive negativtladet. Og hvis du er ærlig nu, kan man så antage, du ikke er det almindeligvis eller hvad?)
- “Hvem stemmer du på?”(du burde vide bedre, nemlig at man ikke taler om politik – eller religion)
- “Jeg var på den vildeste bytur i nat...”(ja, det med at tage i byen og dukke op på arbejde trods tømmermændene gør dig ikke nødvendigvis den mest troværdige person i verden)
- “Hvis ikke... så...”
(at komme med et ultimatum til en kollega eller chefen er heller ikke den heldigste strategi i verden – medmindre du gerne vil betragtet som en træls, besværlig type; hvis det imidlertid er det, du gerne vil, jamen, så er det helt fint...)

Hmmm... tankevækkende...

Det er slut med de søde sager
Og mens jeg ikke ynder at promovere nudismen men var nødt til det, anser jeg det at fremhæve de amerikanske absurditeter som en af mine fornemste opgaver her i livet :-)
I vil ikke være i stand til at gætte dagens tema ud fra titlen alene. Og jeg siger med det samme, at der ikke er tale om endnu en af mine skøre slankekure. Nej: i dag vil jeg tale om straf.
“?...”
Ja, der er dem, som betragter en fængselsafsoning som noget essentielt i forhold til den sociale genintegration osv., osv. Men det er trods alt også en måde at straffe andres overtrædelser og kriminelle handlinger i håb om at lære dem nogle moralske principper (hvilket siges at ske en sjælden gang i mellem og ellers tværtimod...) og for samfundets bedste (det vil sige: så længe de er “buret inde”, laver de ikke ballade). Men som om det ikke var nok at ryge ind en tur, i hvert fald i New York er det nu blevet forbudt at indtage usund mad: dem, der er i fængsel dér, mister retten til at få slik, cola og fede produkter som burgers og chips, mens de afsoner deres domme. Hvis de vil have noget sødt, må de nøjes med kunstig sødemiddel – som heller ikke ligefrem er særlig sundt, men ok. Med andre ord: dobbelt straf.
Venner, man må virkelig tænke sig godt om, inden man begår noget kriminelt i New York!...

Mere nudisme. Punktum.
Jeg lover jer, at efter denne gang kommer jeg ikke til at tale om nudisme i rigtig, rigtig lang tid. Men jeg var nødt til det, da jeg finder det bizart, at jeg lige pludselig hører om nudisme mig her og nudisme mig dér næsten dagligt. Det ser ud til, at det er blevet populært at gå til demonstration som man kom til verden, og at man kun har brug for at finde på et påskud til at smide tøjet: der har eksempelvis været flere nøgendemonstrationer i London med flere temaer, i flere nordamerikanske byer for fred, i Thailand for vegetarisme, i Pamplona imod tyrefægtning, i Zaragoza for miljøet og selvfølgelig i Tyskland, Holland og Danmark, sidstnævnte for retten til nudisme ved strandene og senest i svømmehaller.Nu var det Australiens tur til at være vært for en nøgendemonstration, der fandt sted her i weekenden, og som hed Sydneys World Naked Bike Ride. Tredive aktivister smed kludene og cyklede ned ad King Street for at demonstrere for miljøet, rettere imod bilforureningen, med passende slogans malet på huden.
Man, jeg kan ikke forlige mig med det: det er ok at blive set, det er endda nødvendigt med hensyn til at udbrede et budskab; men hvordan kan nogen, der gerne vil tages alvorligt, møde op i det bare ingenting? Jeg tror, at jeg i hvert fald ville blive så distraheret af at se en gruppe nøgne cyklister, at jeg ikke ville kunne lytte efter, hvad de gerne ville eksponere… mundtligt ;-)
(fotos: Zimbio)

Hvad er mest absurd…?

Det er ikke for at reklamere for nudismen, men jeg bliver nødt til at berøre emnet endnu engang (og jeg berører kun emnet, hører I?!…). Jeg læste nemlig forleden, at en vis Robert Burck er ved at gøre karriere ved at spille guitar praktisk talt nøgen på Time Square i New York. Det at han kun er iført cowboyhat og –støvler og meget minimale underbukser har vundet ham tilnavnet “den Nøgne Cowboy”. Jeg forestiller mig, at han tjener lidt småpenge for originaliteten. Men, da der jo er tale om et amerikansk fænomen, har han tilset sig en erstatning på seks millioner dollars (30 mio. kroner) fra chokoladegiganten Mars, som han har sagsøgt på baggrund af, at firmaet for nylig har formastet sig til at lade den blå M&M-figur for nylig optræde som en nøgen cowboy i en af deres reklamer.

Men giver det nogen mening?! Så vidt jeg ved har ingen taget patent på nøgenheden, og heller ikke på cowboyklæder, for ikke at tale om det at give et nummer på guitaren. Og hvis det var mig, ville jeg helt ærlig ikke prale af at ligne en M&M!…

(Og hvis I kigger nøje, vil I lægge mærke til, at guitaren ikke engang ligner hans…)

(Foto af cowboyen: Scanpix)

At flyve... au naturell
Og endnu engang apropos mere eksotiske hobbyer, som jeg ikke har talt om i et stykke tid, hvis der er nogen derude, som ikke har noget at lave sådan en søndag – og vel at mærke elsker at gå nøgen rundt blandt fremmede i 10.000 meters højde – kan man måske stadig få fat i billetter til det lille 50-sæders fly ejet af tyskeren Enrico Hess, der har firmaet ossiurlaub.de. For blot 3.750 kr., rejser passagerne nøgne og siddende i ekstremt hygiejniske sæder mellem Erfurt i det tidligere DDR og øen Usedom i Østersøen. Det siges, at al fysisk berøring er forbudt, og at det ikke er meningen, at en sådan afgang skal fungere som kontaktbureau. Men det mest overraskende er, at af uvisse og uigennemskuelige grunde får passagererne ikke ret til at få en varm kop kaffe, selvom der er stewardesser (iklædt de sædvanlige uniformer) ombord... nå jo, vent lige lidt, det må være på grund af turbulensen…: det må virkelig gøre ondt at få kaffe direkte på huden. Godt tænkt, midt i et så bizart koncept!
Ligesom stewardesserne, har piloterne af sikkerhedsmæssige grunde ligeledes tøj på (?).
Jeg har tidligere været inde på det, og jeg gentager det: jeg fatter altså ikke nudisterne. Ok, når jeg kommer hjem fra arbejdet kan jeg godt li’ at gøre mig mere behagelig, men for mig betyder det, at jeg skifter til løsere siddende, komfortabel tøj, går barfodet rundt eller bare med hjemmesko. Og på stranden kan jeg ikke undvære badedragten eller bikinien. Fordi der er ganske få ting, jeg ynder at gøre, mens jeg er som jeg kom til verden.
Hvad er mon det sjove ved at blotte alt bare sådan uden videre?…

Lige ret
Man taler om de mænd, som skifter konen ud med en yngre “model”. Men vi er i 2008, så det er slut med dette mandchauvinistiske monopol. I hvert fald i New York, hvor det er blevet moderne for, lad os sige, modne, velhavende kvinder at date betydelig yngre mænd. Det er et speed-datingsfirma, som har specialiseret sig i at arrangere events mellem kvinder over 35 og mænd under 35 (meget under!). Det eneste krav er, at kvinderne tjener mindst 2,5 millioner kr. årligt, eller har 20 millioner kr. stående i banken.
Den seneste event fandt sted på 230 Fifth Club i Manhatan d. 7. februar og kom til at hedde “Natural Selection Speed Date II: Sugar Mamas & Boy Toys”. 5.000 unge mænd konkurrerede om at deltage men kun 20 blev valgt ud, hvilket viser en vis interesse fra de unge fløser.
Og hvorfor ikke? Jeg ved ikke, om jeg bryder mig om, at fyrene bliver lokket af kvindernes rigdom, men jf. hvad jeg har læst, så siger kvinderne, at de unge mænd under alle omstrændigheder foretrækker ældre kvinder, da de er mere intelligente end deres jævnaldrende kvinder.
...
Mens de ældre mænd foretrækker dem dummere?...
God Kvindernes Internationale Kampdag, piger!
(foto: Colourbox.com)

Home alone
Denne weekend vil jeg være alene hjemme. Min bedre halvdel skal stå på ski med lillebroren i nabolandet – de lejede en typisk svensk hytte og regner med at tilbringe 3 ekstremt aktive dage. Hvad mig angår, vil jeg afhængig af vejret og lysten udnytte tiden til at:
~ cykle en tur
~ lave en manicure – og nu at jeg har tiden for mig hvorfor ikke også en pedicure?
~ rydde op i papirerne
~ læse lidt
~ lykønske en med-blogger (hvis fødselsdag falder på Kvindernes Internationale Kampdag)
~ måske tage ud og få en kop kaffe med en veninde
~ gå en eller flere ture langs stranden
~ lade mig inspirere af Jamie Olivers seneste dvd
~ lave en herremaraton af de ultimative romantiske komedier
~ og, selvfølgelig, blogge.
Og jeg vil være meget tilfreds, hvis bare jeg når det halve – og hvis ingen af de ”eventyrere” indenfor vintersport kommer hjem med et brækket ben ;-)
(foto: vida de praia)

Deprimerende skatte
Men for lige at skifte emne, er russerne altså fuldstændig skøre… enten det, eller så har de en eller anden anal fiksering (da jeg imidlertid ikke er psykoanalytiker, vil jeg afstå fra at elaborere mere på denne hypotese): man har på en luksusmesse (selvfølgelig!) for nyrige russere (det kunne kun være!…) i Moskva i november udstillet en guldbelagt toiletkumme med tilhørende bidet og toiletsæde af marmor til en værdi af 1,8 millioner kr.! For de interesserede, hedder denne perle indenfor badeværelsesudstyr ”Moscow”.
Har man et mere beskedent budget, er alternativet eksempelvis et toilet med blåt lys i kummen, indbygget varme i sædet, lugtfjerner og varmeblæser, og selvfølgelig med fjernbetjening til, fra firmaet Kohler til ”kun” 10.000 kr.
Begge modeller således værdige til en plads i pengeskabet - og til lykkepiller.

Vinter :-(
Det... sner!
Er det nu efter den mildeste vinter i mands minde, og mens vi er godt i gang med martsmåned, og jeg allerede er i forårsmode takket være så meget fuglekvidder (normalt plejer jeg at insistere på, at foråret officielt starter d. 21. marts med forårsjævndøgnet, det ved jeg godt, men i Danmark påstår man, at foråret skydes i gang d. 1. marts, så hvad skal jeg gøre? If you can’t beat them, join them...), at det finder på at sne helt vildt og voldsomt?!!! Helt ærligt! Det er ikke fair.Misforstå mig ikke – jeg kan endda godt li’ sne, det smukkeserer landskabet og det hele; men ikke udenfor sæson og så sent som nu :-S
… Gå så væk! Kom nu!...
(fotos: gert.medom @flickr.com og L.J.M. Byrne @flickr.com)

Mere sladder
Og sladder sikrer os ikke alene den fysiske overlevelse men tilsyneladende også den sociale overlevelse, eksempelvis på arbejdspladsen. Jeg har en kvindelig antropologs ord for det; Perle Møhl har nemlig for nylig udtalt sig ret klart og tydeligt om dette emne. Ifølge eksperten vil man miste indflydelse, hvis ikke man aktivt deltager i sladder på arbejdspladsen, idet 90% af de vigtige informationer afgørende for beslutningstagning formidles via sladder, som i sidste øger produktiviteten.
Men forsigtig nu, vi taler vel om uskyldig sladder, ikke ondsindet sladder – forestiller jeg mig af egen erfaring, da man i artiklen ikke skelnede eksplicit mellem den ene og den anden type. Mens det at tale om noget rivende interessant men benignt styrker gruppesammenholdet på jobbet, vil negativ sladder altid ende i dårlig stemning og på et eller andet tidspunkt i, at man bliver noget paranoid: ”hm… hvis vi taler dårligt om ham eller hende, når vedkommende ikke er tilstede, hvordan vil de mon omtale mig, når jeg vender ryggen til?” Så: der må sladres men med måde og indskærpet opmærksomhed.