Nå, så ikke alligevel…
For nylig spredte adskillige medier nyheden om, at landskildpadden Jonathan, verdens landdyr med sine 193 år (hvilket er et estimat: dens første billede blev taget i 1882, ved ankomsten til øen St. Helena), var død, og at nyheden var blevet offentliggjort af hans passer og dyrlæge, Joe Collins. Faktisk er den ikke død, og da Joe Collins opdagede ”nyheden”, trådte han frem og benægtede (mis)informationen, som, selvom den kom ud den 1. april, ikke var en harmløs spøg: det blev nemlig opdaget, at "nyheden" var kommet fra en bedrager, der forsøgte at indsamle kryptovalutadonationer. Svindler! Heldigvis kommer alt, der gøres i skyggerne, før eller siden frem i lyset og afsløres.
(a foto de Jonathan e o seu "bolo de aniversário" em 2022, Guinness Worl Records/ Twitter)

Bånd
Hvis jeg var vokset op et sted med et kæmpe platantræ eller egetræ, der havde givet mig sommerskygge og ly for vinterregnen, som jeg havde klatret op i osv., ville jeg måske føle, at det var et særligt træ, og ville være ked af det, hvis det blev fældet, fordi jeg har så mange minder investeret i det. Det ville dog være en overdrivelse at sige, at træet var min ven. Men jeg læste for et par dage siden, at nogle mennesker tror, ​​det er muligt at blive venner med træer eller andre planter, ligesom med kæledyr. Hvordan kan man skabe følelsesmæssige bånd uden interaktion? Kun hvis det er en af ​​de "venner", der aldrig svarer på dine sms'er, ikke ringer tilbage og fuldstændig ignorerer dig 😊

1. maj
I dag er det Arbejdernes Internationale Kampdag, og vi fejrer, at arbejdere har visse rettigheder, og den igangværende kamp for at beholde dem og, om muligt, opnå endnu flere. Jeg takker dem, der kæmpede for, at jeg også kunne få ret til rimelige arbejdstider og en arbejdsuge med to fridage, ret til ferie, frokostpauser, forudbestemte betingelser for, når man bliver ekstraordinært indkaldt til at tage en vagt, sikkerhedsforhold, ikke at blive fyret uden gyldig grund osv. osv. Godt gået! 😊
Sjovt nok falder det i år sammen med en religiøs helligdag, der blev taget fra os sidste år, Store Bededag, som jeg fortsat, af egen lomme, selv tager fri i protest; ellers, da jeg ikke er en del af arbejderklassen, men mere af den akademiske medarbejderklasse, som her ikke længere har ret til at gøre krav på den, ville jeg gå på arbejde. Da jeg tog fri på grund af den anden og ikke på grund af selve 1. maj, vil jeg fejre det ved at hvile mig, eller måske tage på en tur 😊
Gode møder. Glædelig 1. maj!

Det var butleren
Hvis I, ligesom mig, ser detektivserier, har I sikkert bemærket, at synderen ofte er butleren. Det er en nem kliché: medarbejderen med adgang til alt, den næsten usynlige og meget diskrete og betroede tjener, som viser sig at være alt andet end tillidsvækkende. Men denne gang var han det virkelig ikke: jeg læste for et par dage siden om tyveriet af uvurderlige kunstværker af Miró, Picasso og mange andre, som efter deres firsårige ejers, en ivrig samlers, død var blevet overladt til hans arvinger. Det viste sig dog, at den halvfjerdsårige butler havde tilegnet sig dem og planlagde at sælge dem. I alt 278 værker blev opdaget af rigspolitiet i Penalva do Castelo, Portugal, og deres ægthed er allerede blevet bekræftet. Og så vidt jeg forstår, var ejeren (jeg mener: den afdøde) heller ikke ligefrem troværdig, men han var muligvis forbundet med international hvidvaskning af penge. Og som man siger: en tyv, der stjæler fra en tyv, får 100 års tilgivelse. Eller hvad...?

Boghandler
Og apropos litteratur, så er jeg altid fascineret af at gå ind i en boghandel, og det er en af ​​de ting, jeg sørger for at besøge, hvis vi skal nogen steder hen, selv i lufthavnen, fordi jeg altid løber tør for læsestof. Og se bare denne fantastiske boghandel, der hedder Livraria Ler Devagar (overs.: Boghandel At Læse Langsomt), nær Alcântara, i Lissabon. Jeg ville fare vild der en hel eftermiddag.
Vil man læse mere om historien bag denne unikke boghandel, kan klikke her.

D'Artagnan
Jeg læste for et par dage siden, at de under restaureringsarbejdet på en hollandsk kirke i Maastricht ved et uheld muligvis opdagede resterne af Charles Ogier de Batz de Castelmore, den franske adelsmand fra det 17. århundrede, der inspirerede karakteren af ​​en af ​​mine store litterære helte, D'Artagnan, fra Alexandre Dumas' historier om De Tre Musketerer. De bliver selvfølgelig nødt til at analysere skelettets DNA for at være sikre. Men ud fra hvad jeg har læst, ville det være historisk muligt, da Charles, ligesom den fiktive D'Artagnan, skulle være omkommet under belejringen af ​​Maastricht i 1673.
Nu fik jeg lige lyst til at genlæse bøgerne.

Sandaler
Se disse sjove rosefornede sandaler fra Angulus  - dansk design, lavet i Portugal med portugisiske materialer.