Utilgængelig
Søndag. En varm sommernat, som kun kan overleves med et minimum af komfort, hvis man lader vinduet være åbent. Jeg vågnede klokken halv seks om morgen efter langvarig, højlydt, skrigende spektakel fra en måge, som virkede som om den kæmpede for sit liv. Jeg kunne lige så godt stå op og undersøge nærmere, hvad grunden var til så megen larm så tidligt om morgen. Så jeg gik ud på altanen og fandt mågen stående på toppen en lygtepæl overfor, den så ud til at prædike til hele verden, som jeg forestiller mig Francis af Assisi prædikede til fiskene, eller ligesom en handlende på en udendørs marked sydpå, som råber ud af alle kræfter: "kom og køb! Kom og se! Jeg har et specielt tilbud til dig!..." Nå ja, en af de mange charmerende oplevelser ved at bo på en ø, som havgus og at skulle over broer hver eneste dag.
Min husbond, som lå ved siden af mig, bemærkede slet ikke spektaklet - han sov fredfyldt videre, som om intet var hændt. Hvordan er det muligt at blive så dybt utilgængelig? At lukke verden ude så effektivt, når den banker på med en sådan insisterende voldsomhed? Jeg er begyndt bedre at forstå de kvinder, som beskriver, hvordan partnerne slet ikke reagerer eller vågner med den nyfødtes skærende gråd. Mænd må besidde en imponerende naturlig mekanisme, som blokerer sanserne ubetinget og helt og holdent, i hvert fald hørelsen. Og hvis vi tænker os om, måske også følesansen, da lydene i den høje ende af skalaen over et vist antal decibel ligefrem giver kuldegysninger. Jeg gik i seng igen, og han bemærkede det heller ikke. Det er sjovt at tænke sig, at jeg ville have det perfekte alibi, hvis jeg i nat havde været ude at begå noget kriminelt: "Hvor var De klokken x?" "Jeg var i min seng og sov, det kan min mand bekræfte, hr. inspektør".