Hvor gammel er du?
Alderen er et interessant fænomen, så utrolig fleksibel. Nogen bliver født gamle, har konservative livsholdninger inden de overhovedet er gamle nok til at stemme, køre eller få aldersrelaterede sygdomme. Og så er der dem som mig, som mentalt ikke er en dag over de sytten. Som Tom Hanks i ”Big”, en teenager fanget i en kvindekrop. Ikke en postmoderne teenager, snarere en som oplevede firserne, hvor ingen havde drømt, at mobiltelefoner, internet og ipod en dag skulle blive opfundet og hvermandseje, og walkman og Lp’erne var toppen af den teknologi, vi havde til rådighed.
Mine forældre har altid virket meget voksne på mig: alvorsfulde, ansvarlige, bekymrede, med konservativ musiksmag; jeg troede derfor, at man automatisk blev sådan med alderen, men det ser ikke sådan ud alligevel: jeg synes stadig, at Duran Duran er det mest geniale band i verden og græder med Spandau Ballets sjæler; jeg surmuler og smækker med dørene, når jeg ikke får min vilje og kommer med dramatiske kærlighedserklæringer; er stadig hel vild med ungdomsserier og hader kedelige politiske debatter på tv; og udtryk som topskat, grundejerforening, kobling og parlamentarisk flertal virker stadig mystiske og intimiderende på mig, selvom jeg bliver nødt til at forholde mig til dem i dagligdagen og lader som om jeg ved, hvad det handler om. Jeg nærer ingen forhåbninger om at komme til at blive mere moden psykologisk, der er ingen tegn i den retning. Men det gør ikke noget: livet er endda sjovere sådan, da jeg kan blive ved med at nyde hits fra popmusikkens bedste årti, men denne gang uden den grimme frisure og med flere penge på lommen.