Strandliv
Jeg føler mig rigtig privilegeret ved at have Amagerstranden i gåafstand fra mit hjem. Kilometer og kilometer af hvidt sand og lækkert, rent, gennemsigtigt vand. Jeg føler lidt, det er min strand, da jeg nyder den året rundt: om vinteren tager jeg rigeligt med tøj på og går dernede for at kigge på et mennesketomt landskab, der på mange måder må minde om Nordpolen med kæmpemæssige isblokke i vandet; til efterår og forår og langt ind i junimåned har jeg stranden også næsten kun for mig selv. Men ved højsommer sker der en betydelig forvandling med den: store skarer af fremmede i alle aldre fylder den op, især i weekenderne. Nogle lufter tatoveringerne, spadserer frem og tilbage igen og igen med musklerne godt fremme. Nogle har madkurv med, kølige drikke, andre medbringer engangsgrill, mens andre nøjes med at købe mellemmadder eller is i strandkiosken. Der svømmes, dykkes, tørres i solen. Der flyves papirdrager, spilles boldspil, surfes, samles skaller. Sidst på dagen tømmes stranden igen, men sandet vidner stadig om dem, som befolkede stranden enkelte timer den dag: tabte strandspande og -spader, ispinde, ølkapsler, tomme øldåser hist og her. Og det, som irriterer mig mest: cigaretskod - en, to, tre...fem og tyve, seks og tyve...jeg ved efterhånden ikke hvor mange. Rygerne må have en slags semantisk eller visuel handicap, når de forveksler et nær uendeligt strandareal med et kæmpe askebæger. Eller måske tror de, at skoddene før eller siden vil opløses som de strandslotte, børn ivrigt bygger ved strandbredden. Stranden er alles, men man kunne godt passe lidt mere på min strand...