Læserbrev til Amagerbladet: ”Sik’ et svineri!…”
I sidste uge strejkede renovationsmedarbejderne (de tidligere skraldemand, som åbenbart ikke længere må hedde det...) i Århus, for at påpege hvor meget borgerne i Smilets By sviner. Det flød med affald på gader og stræder i dagevis, og det så ikke kønt ud.
Jeg er imidlertid glad for, at de kommunale renovationsmedarbejdere i København ikke har fundet på noget lignende, for så var vi nødt til at konfronteres med københavnernes svineri – som jeg kortvarigt blev udsat for 2. Pinsedag, da jeg ville cykle en tur i det gode vejr langs stierne ved Amagerstrand. Til trods for at man har opsat flere skraldespande, der endda står ret tæt, blev jeg mødt med overfyldte skraldespande, som flød over med bægre, pizzabakker, engangsgrillbakker, paptallerkener og lignende, der dækkede hele det grønne område overfor Kastrup Søbad (se billederne). Og på gang- og cykelstien smadrede flasker og glasskår, som gjorde det farligt at færdes frit omkring.
Jeg under folk at tage madkurven og nyde maden ude i det fri i det gode vejr. Men jeg fatter slet ikke, hvad der får dem til at efterlade deres affald overalt. Hvis skraldespandene eventuelt er fyldt op, hvorfor i alverden tager man ikke skraldet med sig igen til udsmidning et sted, hvor der er plads – om ikke andet i skraldespanden derhjemme?! Jeg tvivler i hvert fald på, de finder det en acceptabel standard hjemme og savner mere ansvarlighed, når folk færdes i det offentlige rum.
Mine damer og mine herrer, hvis Danmark skal gøre sig nogen forhåbninger om at gøre sig gældende indenfor miljøspørgsmålet internationalt, bliver man altså nødt til at starte med at være civiliseret herhjemme.
Fy for den!… :-P
(fotos: vida de praia)
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home