tirsdag, maj 06, 2008


Drømmemeningsmåling
I kender mig og ved, at der ikke er noget, der gør mig i så godt humør som em meningsmåling om ditten og datten vedrørende dagligdagen. Jeg fandt en meget fascinerende en af slagsen forleden. Den blev gennemført af datingsiderne love.dk og hot.dk blandt 10.000 af deres medlemmer over 25 år. Den omhandlede hvordan de ville beskrive deres drømmemand eller drømmekvinde på en lang række parametre. Meningsmålingen frembød nogle overraskelser og en del banaliteter.
For at starte med kvinderne, så siger de, de foretrækker mænd som George Clooney eller Brad Pitt: høje (1,80-1,90 m), hverken for tynde eller for vel i stand (80-90 kg), helst heteroseksuelle, (bogstaveligt) med hår på brystet (yeuch, det er jeg helst fri for :-S), hverken for mandchauvinistiske eller for bløde (noget midt i mellem, altså), som nyder at tilbringe tid med familien og børnene, som drikker med måde og går i afslappet, pænt tøj og helst arbejder som mekanikere, snedkere, altså håndværkere af en slags (det overraskede mig; jeg troede nemlig, at læger, advokater og fodboldspillere var dem, der var i højst kurs...). Og åbenbart er den med at være... ø... lad os sige ”veludrustet” en skrøne (så mange timer tilbragt i omklædningsrummet med et målebånd har været forgæves og tidsspilde, mine herrer ;-D).
Mændene beskriver deres drømmekvinde som værende også heteroseksuel, middelhøj (1,60-1,70 m – og jeg forestiller mig helst lidt lavere end dem, he he he), middelvægtige (60-70 kg – ha: at være anorektisk er altså ikke i særlig høj kurs), med blå øjne (hvis jeg var single var jeg altså på den…), velklædt men uden at overdrive, med sunde vaner i forhold til alkoholindtag og sekretær af profession (hvad med skuespillerinderne, undertøjsmodellerne og lignende?…). Bortset fra de blå øjne en profil a la JLO, hvis hun ellers kunne stenografere.