Fødselsdagskuller
Om præcist en måned har jeg fødselsdag. Jeg bliver 34. Men dem, som har lejlighed til at observere min adfærd i ugerne op til min fødselsdag, ville nok sige, at jeg allerhøjst bliver 9-10 år gammel. Jeg bliver helt spændt, begynder at forestille mig, hvem der vil huske den, hvem der vil skrive eller ringe på dagen; hvilke gaver jeg mon får; hvilke overraskelser min man mon går og pønser på bag min ryg. Jeg tæller dagene, bliver utålmodig, lader hints falde hist og her om den snarlige for mig store begivenhed, som om den var enormt vigtig for alt og alle.
I min familie fejrede man ikke fødselsdage, hvilket jeg i den grad har savnet. Min smittende, barnlige entusiasme, denne emotionelt ladede seen frem til den ene dag om året kommer måske deraf og gælder ikke kun min fødselsdag men ligeså meget fødselsdagene af dem, der står mig nær. Når min mand har fødselsdag, står jeg tidligt og stille op for ikke at vække ham og dekorerer lejligheden med balloner, serpentiner og papirflag. Når nogen i familien eller en ven har fødselsdag kan jeg gå i ugevis og kigge efter den rette gave med tanke på, hvad de har nævnt i årets løb.
Jeg får ”kuller” af fødselsdage.