Smagløse kompromiser
Alle kan lide at få deres vilje, at vinde, at få ret, at have det sidste ord. Og ingen bryder sig om at give efter, at tabe, ikke at få et ben til jorden, ikke at have indflydelse. Men hvem kan lide kompromiser? Kompromiser er en nødvendighed blot for at undgå total apati og fuldkommen anarki. Hvis der er inkompatible, uforenelige meninger, får ingen sin vilje; ingen taber, men ingen vinder heller. Det er måske derfor, at kompromiser, som indebærer man giver lidt og tager lidt, hverken er smukke eller grimme, søde eller sure, de smager nærmest af ingenting, man efterlades med en smagløs, farveløs fornemmelse.
Sidste uge var særdeles hård. Jeg var indblandet i en meget svær situation på arbejde. Den virkede nærmest uløselig, i hårdknude. Uforenelige, vidt forskellige meninger, ingen gav efter, ingen kunne overbevise modparten trods tre dages intense forhandlinger – det mindede om en fredskonference for Mellemøsten, eller en debat om fiskekvoter i EU-parlamentet – to mulige valg, som ikke kunne samstemmes; vi var nødt til at lave det berømte kompromis ved at vælge en tredje mulighed. Det var ikke katastrofalt, heller ikke den værste løsning for mig, jeg gik ikke frustreret derfra men heller ikke glad eller i det mindste tilfreds. Snarere resigneret, det smagte ikke af noget.