En uforglemmelig aften
I går havde jeg en af de mest fantastiske aftener i mit liv. Vejret var ikke noget at skrive hjem om. Men jeg havde det privilegium at overvære det portugisiske landshold spille mod Danmark på Brøndby stadion overfor 13.186 tilskuere. Klar med min 17 trøje på – en blandt mange på stadion, viste det sig – ankom vi ca. en time før det blev fløjtet til kampens start. Det øsede ned. Men en kamp er nu engang en kamp, og det kræver forberedelse og opvarmning. Så få minutter senere kom vore drenge ud for at varme op. Ricardo var den første, og han bejlede til målet, som senere kom til at forråde ham i alt fire gange. De løb lidt fra side til side, sparkede til bolde og strakte musklerne ud. Jeg kom helt ned fra rækkerne og tæt på græsset og nød at se Cristiano Ronaldos driblinger og finter samt de andres kun få meter fra mig, live, iført grønne T-shirts og sorte shorts. Kampen var ikke engang begyndt, og jeg var allerede i ekstase.
Så kom landsholdene ind, vores klædt helt i sort, og nationalsangene blev sunget med følelse i stemmerne (en interessant detalje var, at teksten til den danske kom på storskærm, skulle der være nogen, som ikke kunne den udenad…). Startopstilling: Ricardo, Paulo Ferreira, Ricardo Costa, Ricardo Carvalho, Caneira, Costinha, Tiago, João Moutinho, Cristiano Ronaldo, Nani e Nuno Gomes. Der var flere fraværende grundet skader, bl.a. Deco, som blev savnet.
Heldigvis holdt det op med at regne inden kampens start, men græsset må alligevel have været temmelig vådt, da flere spillere fra begge hold skvattede og gled et utal af gange. Jeg kunne regne ud, at kampen også blev vist på portugisisk TV, da jeg kunne se flere reklamer for Sagres Zero og andre portugisiske mærker nede ved banen.
Selve kampen er ikke værd at kommentere. 2-1 ved pausen, en sejr på 4-2 til det danske hold, som ikke virkede stærkere eller overlegen men var klart bedre til at ramme, mod ”æresholdet” (tilnavnet det portugisiske landshold fik efter ikke at vinde EM i 2004 men næsten). Scolari gik frem og tilbage og skrålede instrukser som faldt på døve ører. Tiago med det sædvanlige paffe ansigtsudtryk, som om han sagde ”man, hvad skal jeg med bolden, som lige har ramt mine fødder?” Den nye unge talent, Nani, kæmpede bravt. Forsvarsspilleren Ricardo Carvalho spillede godt, han scorede sågar et mål (jeg har læst mig til, at man i Danmark faktisk påstår, at han også scorede det andet mål, mens medierne i Portugal hævder, at Nani var målscoreren. Mærkeligt!…) Nuno Gomes var konstant offside (og hvis ikke engang de professionelle km fatte det med offside, hvordan skulle det almindelige publikum have forudsætninger for at fatte denne gemene regel?) Petit uddelte ikke så megen tæsk, men på den anden side spillede han kun i anden halvleg. Ricardo kunne hverken enes med målet eller forsvaret, som ikke kunne enes indbyrdes. Men det var en fantastisk oplevelse!!! I hvert fald indtil det 66. minut, da Cristiano Ronaldo blev skiftet ud efter at have spildt en straffespark, og Boa Morte kom ind i stedet (det er unødvendigt at tilføje, at for mig mistede kampen al sin charme derfra).
Der var overraskende mange portugisiske flag hist og her omkring på stadion. Men de portugisiske tilhængere virkede noget tamme og mutte, så jeg måtte skråle for flere og kom derfra næsten uden stemme.
Jeg var så koncentreret om spillet, at jeg ikke engang opdagede den nøgne mand som siges at have løbet gennem banen. Efter kampen gik jeg og min veninde som to teenagere over for at vente på spillerne ved stadions indgang. Jeg er ikke så høj, men det lykkedes mig alligevel med lidt hjælp at nå at se Nuno Gomes. Og ”big Phil”. Og Petit. Og Cristiano med skuffet minde på vej til bussen. Han satte sig ved vinduet og så trist ud; venskabskamp eller ej, det er altså sjovere at vinde.
Efter kampen tog vi ud for at fejre med portugisiske og danske venner og druknede sorgerne med en hel del Sagres-øl.