tirsdag, april 24, 2007

Kærligheden – 5
Jeg risikerer nok at lyde gammeldags, men jeg mener at kærligheden ikke er, som den har været, og romantikken har hårde vilkår og står overfor mange og store udfordringer i vore dage. Jeg mener ikke mit eget kærlighedsliv, som har det strålende, tak, men dem der står overfor at skulle forelske sig i den nærmeste fremtid.
Min pessimistiske attitude er ny og ligner ikke mig, som altid har været en håbløs romantiker. Den kommer af, at jeg tilfældigvis er blevet klar over, at det er blevet almindeligt at google en bejler inden første stævnemøde. I hvert fald i USA. Angiveligt er det en glimrende måde til på forhånd at opdage feticher og mærkelige interesser hos den anden, eller finde ud af, hvad man har tilfælles. Men mon ikke det på forhånd opløser magien ved det første stævnemøde at vide for meget om den anden ?
Desuden forestiller jeg mig, at det må kræve benhård selvdisciplin ikke at komme til at tale over sig, a la:
- han: ”Jeg kan godt li’ at sejle og kigge på fugle i min fritid”.
- hun: ”Det vidste jeg da godt, det vil sige… gør du det?!
Og hvem fortæller ærligt på nettet om sine mest bizarre interesser og tilbøjeligheder? ”Jeg er psykopat og nyder at plage små dyr”… nej, vel?!
Ud af nysgerrighed googlede jeg mig selv, da jeg skulle skrive denne post. Hvis nogen skulle google mig, ville de kun finde 3 hits, alle relateret til mit faglige liv, hvilket hverken er eksotisk eller særlig medrivende. Hvad ville det mon sige om mig som potentiel date? Ville det straks give et kedeligt billede? Eller ville det være en interessant appetitvækker?
Under alle omstændigheder foretrækker jeg stadig de gode gamle kærlighedsforhold, hvor man vidste meget lidt i forvejen, og alt var overladt til fantasien.