Storme i glas vand
For et par dage siden stak en kollega hovedet indenfor og sagde ret venligt, at hun lige ville tale med mig. Som sædvanlig uanset hvordan de ord blev sagt, fik de mig til automatisk at tænke på, at der var problemer i farvandet, eller at hun muligvis var sur på mig. Selvfølgelig var hun ikke det, og det var ret banale ting, hun gerne ville fortælle mig om.
Normalt reagerer jeg endnu værre, hvis de ord kommer fra en overordnet. Jeg ser ud til at bevare roen, men indeni går jeg fuldstændig i panik, begynder at forestille mig de værste skrækscenarier (eksempelvis, at vedkommende af uransagelige grunde vil give mig en skideballe og ydmyge mig, eller værre endnu at vedkommende vil fyre mig efter at have givet mig en skideballe og ydmyget mig), og det er lige før jeg ser den berømte film med hele min livshistorie rulle sig ud foran mine øjne.
Jeg er fuldstændig bevidst om baggrunden for disse reaktioner, og at det er tåbeligt. Men med den alder jeg har, hvor jeg burde vide bedre, tror jeg tilsyneladende stadig på bussemænd, ser spøgelser, hvor der ikke er nogen og laver storme i glas vand.
(foto: Lee Kindness @pbase.com)