Hvor meget man lider for skønheden
I fredags så jeg mig nødsaget til at sætte mit hoved i hænderne på en fremmed frisør. Fyren var i sig selv løjerlig, men det værste af det hele var dog, at han ikke kendte mig.
Min faste frisør er langtidssygemeldt, og det forlyder, at hun sandsynligvis ikke vender tilbage – intet mindre end en katastrofe! Efter lidt over 2 år, kendte hun efterhånden mine vaner og præferencer og var eminent til at tolke mit ”føl dig fri til at gøre, som du synes bedst” til, hvad jeg egentlig mener, nemlig ”den sædvanlige frisure og farvning, tak, og vær venlig ikke at klippe for meget af”.
Da jeg sagde til den nye, han skulle klippe 5 centimeter af, blev han hel begejstret og foreslog noget originalt: ”hvad med at jeg klipper dig til omkring skulderlængden foran, og bagved får det lov at gå i en spids, men en anderledes og original spids?”
Aaaaaaaaaaaaah!...
...
Frisuren blev ret fin (lidt for kort, men ikke desto mindre fin), og jeg nød virkelig at hvile mig på massagestolen under hårvasken og ekstra masken, men…
… jeg vil gerne have min gamle frisør tilbaaaaaaage – vræææææææææl!!!…