Tilbage!
Toscana er en drøm: grøn, mild i vejret og på denne årstid med vilde blomstre, et område med god mad og gode vine og med hjælpsomme, venlige folk. Vi fik et fantastisk vejr (som endda anlagde antydningen af en sommerbrun farve på vores vinterblege hud…) og hvilede en del.
På få dage fandt jeg ud af flere ting, jeg ikke vidste om italienerne, men jeg så også bekræftet nogle af mine mistanker:
~ de er ekstremt velopdragne - “buongiorno”, “grazie” og “prego” anvendes i rigt mål, og klienterne bliver omtalt som værende ”gentille” (venlig)
~ kan I forestille jer, at vi stort set ikke mødte nogen, som kunne tale engelsk?! (den sætning i rejseguiden med “parla inglese/francese/tedesco?” må således være et retorisk spørgsmål, som oftest besvares med en rungende, utvetydig ”no, scusi”!…); og selvom det var tydeligt, at vi var udlændinge, var deres lyst til at hjælpe så udtalt, at de bare plaprede derudaf, om end langsomt, på deres modersmål: “adesso, va sempre dirito fino al incrocio e gira a sinistra” bla bla bla
~ de elsker at cykle – hver dag fik vi den fornemmelse, at vi kørte midt i Giro d’Italia
~ de kører som gale, især dem på de tusindvis af scootere; selv ikke den tætteste trafik holder dem tilbage fra at mase sig frem uden skrupler. Man overlever kun uden buler i bilen ved at holde øjnene meget åbne og foden konstant tæt ved bremsen
~ vi så kun ganske få McDonald’s – fastfood synes fortsat mest at bestå i den traditionelle pizza – måske en måde at bevare den lokale gastronomiske kultur?
~ man føler sig altid sikker med så mange carabinieri (politi) på gaden
~ jeg forestillede mig, jeg ville have det nemt ved at kommunikere med de lokale, men, utrolig nok, var der kun få, der kunne forstå portugisisk. Og da man som sagt heller ikke kunne klare sig med engelsk, blev jeg nødt til at lære ganske elementære sætninger på italiensk – og hvor var toscanerne tålmodige med mig og prøvede virkelig på at forstå, hvad jeg sagde til trods for den manglende grammatik og det beskedne ordforråd
~ i boghandlerne har de KUN bøger på italiensk
~ jeg har aldrig set så mange apoteker som i Firenze, stort set et i hvert gadehjørne – mon toscanerne er særlig hypokondre?
~ og jeg vil heller aldrig vænne mig til, at folkene fra Hollywood taler flydende italiensk. Ma ché?
(foto fra Piazza della Signoria, Firenze: Volavale @ flickr.com)