lørdag, marts 13, 2010

Sorte Katte- dag
Der er dyr, som af en eller anden grund – ofte den folkelige overtro – associeres med visse begivenheder. Køerne har eksempelvis et fantastisk ry i Indien, hvor de betragtes som hellige dyr og har privilegier. Den sorte kat bliver derimod i flere lande associeret med ondskab, mørke og uheld. Hvilket ikke synes særlig fair overfor katten. Og italienerne, eller rettere den italienske forening for beskyttelse af dyr og miljøet (AIDAA), begyndte for nogle år siden at tage denne uretfærdighed mod sorte kattedyr temmelig alvorligt ved at fejre Sorte Katte-dagen, som blandt flere interessante initiativer tæller maleriudstillinger med sorte katte som motiv (forhåbentlig ikke malerier med hekse og lignende, da det næppe ville gavne sagen…) og picnicer kun for ejere af sorte katte i byer som Rom og Milano.

Det var på tide, de stakkels misser.