Pseudodemokrati

Da jeg ikke er mor, falder det mig nemt at kritisere den måde, hvorpå andre opdrager deres børn. Men når det er sagt, bliver jeg gang på gang forbavset over den moderne pædagogik, hvor børnene tilsyneladende bestemmer mere end de voksne. Ligesom jeg ikke synes voksne skal være tyranner, bryder jeg mig heller ikke om børnetyranni, eller denne tilbøjelighed til pseudodemokrati, som før eller siden ender med at gå galt, når de voksne på et tidspunkt bliver frustreret over barnets selvstændighed, frækhed og skaberi, idet de nægter at forhandle. Scener a la: “lille Mathilde (3 år) hvad vil du have på I dag til børnehaven?”, hvor den lille vælger en tynd kjole midt om vinteren, og forældrene forsøger at forklare, at det er for koldt til den mundering, som hun stædigt holder fast på at gå i, er for surrealistiske og ender ofte i skældud og tårer.

Og så er der dem, som får mig oppe i det røde felt, hvor beslutningen tydeligvis er truffet på forhånd af de voksne, men hvor de i stedet for at tage ansvar rådfører sig med barnet og således får det til at tro, der er tale om en forhandling og dialog, når det ikke er tilfældet. Jeg forestiller mig at den type taktik, som lugter langt væk af tvetydighed kan ryste barnets tillid til de omgivende voksne. Men måske tager jeg fejl…