Ure altså…

Jeg elsker når videnskaben finder på forklaringer, undskyldninger og alibier for vore karakterbrist – og den senere tid har de fundet dem i forhold til alt, inkl. dovenskab!… Jeg læste eksempelvis for nylig, at hvis ikke man kan koncentrere sig og falder i søvn til et møde – og når man siger møde, kunne man ligeså godt sige i timerne – så er det vores biologiske urs skyld.

Lawrence Smith er psykologiprofessor ved universitetet i Leeds og har studeret, hvordan vores biologiske døgnrytme fungerer i forhold til situationer som konferencer og møder. Og tilsyneladende er han nået til den konklusion, at vi ikke er værd at samle på… nå, det er i hvert fald min konklusion, men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal konkludere eller udlede af hans anbefalinger: at man må tænke sig godt om og tage hensyn til den biologiske døgnrytme, når man planlægger en konference, foredrag eller seminar – det gør ikke spor, at det starter klokken 10, bare man venter med at fremføre hovedpointerne indtil klokken 11, hvor tilskuerne (endelig) er vågne og opmærksomme; at man indlægger pauser, hvor man kan sove en kort lur; at hvert indslag ikke varer mere end en time; og at man må håndtere det faktum, at folk kan have tendens til at dagdrømme op til halvanden time ad gangen om nødvendigt. Kan I forestille jer en konference, hvor man er opmærksom på alle disse detaljer?...

Konference om hvordan man engang for alle redder miljøet

10:00 Velkomst
10:15 Lur
10:30 1. taler: intet vigtigt (bla bla bla, eksempelvis meddelelser og praktisk information)
11:00 1. taler: hovedpointen.
11:30 Lur
11:45 Konklusion
12:00 Frokost
13:00 Lur
13:30 2.taler: (folk skal jo lige vågne efter at spise så) uvæsentlige betragtninger
14:00 2. taler: hovedpointen
14:30 Lur

14:45 Afsluttende bemærkninger.

...