At syyyyyynge, jeg blev født til at syyyyyynge
Og stadig apropos fejringen af de bedste bands i verden til alle tider, gik jeg i går glip af en (en anden) koncert af Duran Duran, som for øjeblikket synes at følge samme “festprogram” som jeg og kom til at optræde rigtig tæt ved, hvor vi er på ferie.
Jeg ved fra første hånd, at koncerten var overraskende god – og jeg er så misundelig, selvfølgelig! Og jeg havde endda overvejet at tage med, men:
* punkt et: i forhold til Duran Duran har jeg aldrig haft problemer med at eje to ting af hver slags – plader, plakater, osv. – men, hvis i husker det, havde jeg netop set dem i København, til en fabelagtig koncert på mere end to timer, og i denne skulle de jf. programmet kun synge i een time. Og desuden kendte jeg ikke en eneste af de andre bands, der også skulle optræde før og efter dem i Super Bock Super Rock-festivalen.
* punkt to – og vigtigere: da jeg opdagede, der skulle være denne koncert, havde vi allerede aftalt at spise frokost med min bror og svigerinde. Og det var en glimrende satsning: vi havde det så kanonsjovt – blandt andet ved at synge karaoke - hvilket jeg aldrig havde prøvet før - (alt det Playstation kan nu om dage!...) i flere timer – at vi ikke engang bemærkede, at tiden gik, og frokosten blev til aftensmad også; og vi endte med at blive og hygge os hos dem til temmelig sent.
Og gæt hvem der fik lov til at synge en Duran Duran-duet, Ordinary World, sammen med min bror med mikrofon i hånden som en sand popstjerne, he he he… ;-)
Kys og kram, folkens – tak for en enestående god dag. Og rigtig god ferie!