The Godfather
Jeg elsker at gå i biografen og ynder at se de mest kommercielle film som de romantiske komedier, som Hollywood jævnligt fodrer os med. Og til trods for, at jeg lever mig gevaldigt ind i personernes følelser, når jeg kommer ud igen, ved jeg udmærket godt, at jeg har tilbragt halvanden time med at se noget fiktion. Der er imidlertid andre, som ser ud til at have vanskeligere ved at skelne fantasi fra virkelighed, og som er tilbøjelige til at overidentificere sig med de historier og handlinger, de ser på lærredet og kan endda finde på at kopiere dem.Og dette apropos hvad? Nå, I husker sikkert den klassiske scene fra The Godfather, hvor en modstander intimideres til at lave et eller andet, jeg nu ikke husker nærmere, ved hjælp af trusler og ved, at man smider et afhugget hestehoved, tror jeg nok, i hans seng; havde det været virkelighed, ville det have været ret makabert.
Ja, forleden læste jeg en nyhed, der fik mig til at tænke på denne klassiske filmscene: om en amerikansk ægtemand, som blev bedraget af sin kone og sendte et afhugget kohoved til hendes elsker (et point for kreativiteten: han brugte jo trods alt hovedet fra et andet slags dyr, end de gjorde i The Godfather). Manden blev idømt en betinget dom og samfundstjeneste. Men Ritzau gjorde et stort nummer ud af at understrege, at historien endte godt, da den jaloux ægtemand havde forsonet sig med konen.
Hvad jeg ikke forstår er, hvordan hun turde at vende tilbage efter en sådant makabert udvisning af jalousi… PSYKOPAT-ALERT!… HALLO!