fredag, januar 18, 2008

I fremtiden
Jeg har altid betragtet fremtidsforskernes arbejde med en vis betagelse. Hvor får de mon fat i deres forudsigelser? Analyserer de tendenser, eller bruger de deres frie fantasi? Sommetider er jeg fristet til at tænke, at det oftest handler om det sidstnævnte, da mange af de forudsigelser, jeg har hørt om, virker temmelig fantastiske og ret langt fra dagligdagen i dag.
Som det er tilfældet med en artikel, jeg læste forleden. Overskriften siger det hele: ”Robotsex er fremtiden”. David Levy, en britisk ekspert i kunstig intelligens (et begreb jeg finder yderst svært at forstå, da det som er kunstigt vel kun er så intelligent som den, der programmerer det… eller hvad?…) påstod for nylig overfor avisen Houston Chronicle og i sin netop udkomne bog “Love and Sex With Robots: The Evolution of Human-Robot Relationships”, at omkring 2050 vil mellem 20 og 50% af os andre have sex med robotter, og nogle vil endda blive gift med robotter. Dette fordi robotterne til den tid ikke alene vil ligne mennesker af udseende men vil også have lignende, om end kunstige følelser. Disse “humanoider“ vil med andre ord kunne simulere menneskelige følelser og reaktioner så nøjagtigt, at vi ikke engang vil kunne kende forskel og vil være tilbøjelige til at behandle dem som mennesker.
Skal vi vædde? Og bemærk venligst ordet s-i-m-u-l-e-r-e... hvad er lige det sjove i det?
(foto: AP)