Astronomiske diskussioner
I går var vi en tur langs stranden. Det var ebbe. Og som spørgelystne børn kom vi til at snakke om,”hvorfor mon det nogle dage er ebbe og andre flod?” Fra skoletiden kunne vi vagt huske, at det havde en eller anden sammenhæng med månens tyngdekraft eller tiltrækningskraft eller noget lignende.
Selv med en yderst skrøbelig basisviden, blev debatten ret livlig:
- (jeg) ”Det er ebbe, fordi der er fuldmåne.”
- (ham) ”Det handler ikke om det.”
- (jeg) ”Men månen virker til at være tættere på Jorden end den plejer. Det må være derfor, den kan suge vand til sig, som en slags støvsuger, og smide det er andet sted. Derfor er det ebbe.”
- (ham) ”Det lyder ikke logisk. Det bliver flod, fordi månen trækker vandet op og får dermed vandstanden til at stige visse steder.”
- (jeg) ”Nej, nej, jeg tror ikke at månen altid er samme sted; måske har den forskellige baner, som følger månedernes gang og Jordens drejning omkring solen. Sommetider er den i en bane tættere på os, og det påvirker tidevandet.”
- (ham) ”Næppe. Bla bla bla.”
- (jeg) ”Det lyder absurd” og så videre.
Vi konkluderede efter flere sådanne udvekslinger, at det nok var bedst at slå op i et leksikon eller på nettet, når vi kom hjem.
Men nysgerrigheden var imidlertid vakt. Så husbonden spurgte straks derefter:
- ”Kan du se de skyer? Se hvilken retning de bevæger sig i!”
- (jeg) ”Bevæge sig? Jeg synes ikke, jeg kan se dem bevæge sig overhovedet.”
- (ham) ”Jo, de bevæger sig – se godt efter…”
- (jeg) ”Nå ja, fra nord til syd.”
- (ham) ”Fra nord til syd?! De bevæger sig fra vest til øst. Men vinden går i modsat retning, har du lagt mærke til det?”
- (jeg) ”Nå ja, men i det mindste er forklaringen ganske simpel: tusindvis af kilometer i højden er trykket ikke nødvendigvis det samme som tæt ved jordoverfladen.”
- (ham) ”Tusindvis af kilometer? Kommer man ikke lynhurtigt op til skyerne, når man er på et fly?”
- (jeg) ”Hmmm… jeg har aldrig taget tid på det…”
- (ham) ”Det var da sødt. Skyerne er næppe mere end ti kilometer oppe”.
Vi grinede begge – af vores uvidenhed og de myter og ideer, som skabes og bliver veletablerede, når man ikke ved tilstrækkeligt eller ikke forstår alle kendsgerninger, til trods for årtiers skolegang og fri adgang til information.
Jeg kom til at tænke på de myter, hvormed folkeslagene i oldtiden forklarede naturfænomener – som solvognen der dagligt trak solen gennem himmelen; lyn og torden som en manifestation af gudernes raseri og høsten som et eksempel på deres gavmildhed.
Og hvorfor ikke? I mangel på bedre må det i det mindste have bibragt en vis forståelse for ellers uforståelige og til tider skræmmende ting.

Bare ud af nysgerrighed er tidevand jf. Wikipedia den regelmæssige stigning og fald i havets overflade, som er forårsaget af månens (primært) og solens (sekundært) uensartede tyngdefelter (også kaldet tidevandskræfter).
Stigende tidevand betegnes flod, faldende tidevand betegnes ebbe. Ved fuldmåne og nymåne forstærker effekterne fra månen og solen hinanden, og der kommer en specielt kraftig flod, der kaldes springflod. Hvis der samtidig er kraftig vind, forstærkes floden, så der fås stormflod.
Tidevand kan i Danmark især opleves i Vadehavet ved Jyllands sydlige vestkyst.
Forklaringen på, at der er to tidevandsbølger i døgnet, er, at den effektive kraft, man vil opleve et givet punkt på jorden, er en sum af både et tyngdefelt (fra både jorden og månen) og en (modsatrettet) centrifugalkraft fra jordens og månens indbyrdes rotation. Bevæger man sig fra centrum af jorden imod månen (el. solen) øges tyngdekraften fra denne, mens den modsatrettede centrifugalkraft mindskes. Det giver et øget træk imod månen. Hvis man derimod bevæger sig væk fra månen, mindskes tyngdekraften og centrifugalkraften øges. Dette vil effektivt få oceanerne til at bevæge sig imod de to punkter på jordoverfladen, der er hhv. længst fra og tættest på månen.
Tidevandet varierer indenfor en periode på 12 timer og 24 minutter. Tolv timer pga. jordens rotation og 24 minutter pga. månens bane. Tidevandets niveau veksler også. Som nævnt er solens tiltrækningskraft i samme retning som månens ved nymåne og fuldmåne, og vandstanden er højere. I ny og næ er disse kræfter forskellige og annullerer delvist hinanden, og vandstanden bliver lavere.

Mere oplyst? Personligt må jeg læse det igen og igen stille og roligt for at komme til at begribe bare en brøkdel...