tirsdag, marts 27, 2007

Ukvemsord
Det er sjovt, hvordan et hvilken som helst ord med et minimum af beskrivende styrke med tiden potentielt bliver til et skældsord. Eksempelvis ”retarderet”, ”imbecil” og ”debil” startede med at være tekniske termer til beskrivelse af intelligensdeficits indenfor pædagogisk og indlæringspsykologi. I dag bliver de flittigt brugt af enhver, der gerne vil nedgøre sin næste, uden videnskabelig strenghed. Det samme kunne siges om begreber som ”psykopat” og ”hysterisk”.
Andre gange begynder man at anvende tekniske termer til at beskrive dagligdags fænomener. Hvem har ikke talt om at være ”deprimeret”, selvom det langt fra var tale om en ægte klinisk depressiv tilstand?
Endelig er der nye ord, som er så præcise og geniale, at alle intuitivt ved, hvad de betyder. Det gælder for eksempel det nye ord ”McJob”, som betegner en moderne form for slaveri, der involverer stress og lav løn. Et begreb, der provokerede McDonald’s tilstrækkelig meget til, at de har set sig nødtvungne til at lancere en kampagne for at få omdefineret et ”McJob” til en type givende job med masser af udfordringer og muligheder.
Mon det virker?…
Jeg er noget skeptisk, må jeg ærligt indrømme…