Oprør
For et par dage siden læste jeg en kronik af Raúl Testa, en jurist, som protesterede mod især den måde hvorpå hunde (fordi de normalt er de eneste kæledyr, der tages ud på gaden; kanariefuglegør man ikke, og gudskelov for det) blev behandlet i Portugal, enten af ​​ejere af etablissementer eller af myndighederne selv. Når nu hunden praktisk talt betragtes som et medlem af familien, hvorfor er der så begrænsninger for, hvor den skal tages med og lukkes ind? Han udtalte, at “i mere udviklede lande i Europa accepteres kæledyr overalt”, og han gav eksemplet med Tyskland. Jeg indrømmer, at jeg ikke ved, hvordan disse ting er i Tyskland, men jeg ved, at tyskere fra et par årtier siden er blevet enormt bevidste om den enkeltes rettigheder; som sådan kan jeg derfor ikke forestille mig, at en person, der er allergisk over for hunde eller er bange for dem, ikke er omfattet af beskyttelse, når de går på café eller i supermarkedet og skal udsættes for hunde. Selv rent hygiejnisk lyder det ekstremt ulækkert at have en hund inde på et etablissement, hvor der også er mad. For slet ikke at tale om støjen, hvis der var mere end én hund i etablissementet (og efter denne sidste tankerækkefølge indrømmer jeg, at jeg også ville udelukke rigtige familiemedlemmer, såsom små børn 😊)
Jeg kan i hvert fald bruge et andet eksempel fra et andet såkaldt mere udviklet land som Danmark, hvor der ingen tvivl er om dette: hunde bliver ved døren til sådanne etablissementer, medmindre restauranten eller cafeen er “dyrevenlig”, og i så tilfælde er oplysningerne tydeligt slået op, og i supermarkeder er de ikke tilladt overhovedet, medmindre der er tale om servicehunde til handicappede. Punktum. Det gør børnene selvfølgelig.
...
Jeg tror han kunne være hundeejer, og at han måske ikke kunne lide, at vovsen blev udenfor ved døren til et eller andet etablissement 😉