Prioriteter 

Jeg ved godt, at ressourcerne ikke er utømmelige ikke engang i et relativt velstående land som Danmark. Men sommetider fatter jeg ikke prioriteringerne. I sidste uge blev jeg grædefærdig, da jeg så et indslag i DR-nyhederne om Bodil Vestergaard, en 79-årig pensionist boende i Ringkøbing-Skjern kommune med lægeerklæring på, hun ikke må bøje sig, da hun døjer med rygproblemer og derfor ikke kan gøre rent, lige stod til at miste sin kommunale rengøringshjælp hver 14. dag; fordi kommunen skal spare og derfor fremover kun bevilger den slags hjælp til blinde, lamme, demente og folk med familie for langt væk.

Jeg kan simpelthen ikke tro det: man betaler nær verdens højeste skat hele livet og det er det man får? Og hvem siger at børn som bor tæt ved kan nå at komme og gøre rent mellem fuldtidsarbejde, familieliv og andre forpligtelser?

For mig at se har kommunen en forpligtelse overfor denne ældre og andre i lignende situation; men i det mindste fik nyheden flere fremmede til at melde sig frivilligt til at hjælpe hende.